Dose #4 · Noget uventet
Set and setting siges at være lige så vigtige som selve stoffet. Dose 4 tog en meget uventet drejning — og satte den sætning på prøve.
Denne artikel indeholder personlige observationer, anekdotisk evidens og subjektive refleksioner. Indholdet skal ses som rent informativt til studie- eller uddannelsesmæssig brug, og det er på ingen måde en opfordring til at bryde gældende lovgivning, eller til at eksperimentere med ulovlige substanser.
Disclaimer
Velkommen til mit eksperiment med mikrodosering i 30 dage. Under forløbet har jeg ladet mit kamera fungere som dagbog for tanker, følelser og refleksioner. Videoen herover samler et uddrag fra den 4. doseringsdag og de efterfølgende to normal-dage.
Set and setting
I forhold til psykedeliske stoffer siges det, at set and setting er lige så vigtige som the substance. Det vil sige, at det psykedeliske stof ikke står alene i forhold til kvaliteten og indholdet af den oplevelse, brugeren får. Men at det mindset, man har, og de omgivelser, man befinder sig i, i lige grad indvirker på effekten af oplevelsen.
Når man mikrodoserer, gør man det jo over en længere periode. Og så er set and setting ikke blot et øjebliksbillede af sindstilstand og omgivelser, mens trippet udfolder sig. Derimod er det det generelle mindset, man har — og den kulturelle og livsmæssige setting, man lever i.
En uventet drejning
Dose 4 tog en meget uventet drejning. En drejning, som ikke er direkte relateret til mikrodosering, men som alligevel fik betydning for forløbet og mit eksperiment. Og i den forbindelse også blev en del af min video-dagbog for de dage.
Min mormor blev syg. Jeg valgte at fortsætte med mit eksperiment — velvidende at de omstændigheder, jeg nu fortsatte i, ikke er at opfatte som »normale«. Men de er jo dog stadigvæk et ærligt udsnit af mit liv — og dermed også den setting, mit forløb udspillede sig i.
Små aspekter
Selvom en del af mit fokus nu er flyttet i retning af min mormor, oplever jeg fortsat effekten af mikrodoserne forplante sig ind i små aspekter af mit liv.
Om uroen i min mave hænger sammen med min mormors sygdom og død, ved jeg ikke. Og hvis den gør, er det heller ikke til at sige, om mikrodoserne kan have forstærket det.
Uanset hvad er der ingen tvivl om, at det her event sætter en masse naturlige tanker og refleksioner i gang. Tanker og refleksioner, som udfolder sig midt i en periode med i forvejen øget opmærksomhed på min personlige udvikling.
Videre herfra
Hvad det har af konsekvens, kan du se mere om i det næste kapitel.