Jeg har lært at dø, mens jeg lever.

Jeg har været død mange gange. Men Gud bevarer mig og vil åbenbart, at jeg bliver lidt endnu.

Allerede som ung var jeg fascineret af naturens medicin og dens nøgler til sindets lukkede kroge. Min nysgerrighed sendte mig ind i den psykedeliske plantemedicins magiske univers. Og da jeg som attenårig oplevede at møde Jesus Kristus – og få mit lukkede sind og hjerte sprængt op i Guddommelig kærlighed – ja, så var der ingen vej tilbage. Oplevelsen havde sat sig – et kald var blevet plantet dybt i min sjæl.

Tiden var en anden, og dengang var det hverken muligt eller velset at arbejde med mystiske oplevelser. – endsige med psykedeliske planter. Og slet ikke når man kun var 18 år gammel – og i øvrigt påstod at man havde mødt Gud.

Så rejsen startede i det skjulte. Jeg holdt rum og ceremonier for mennesker, der følte et kald til at dø til frygten, genfødes i kærligheden og finde Gud. Alt imens blev en karriere inden for kunstig intelligens og psykoterapi min officielle hverdag. I 2021 sagde jeg IT-chef-stillingen op. Tiden havde ændret sig. Psykedelika var ikke længere et “fyfy-ord”. Nu kunne jeg endelig forene min passion med mit arbejde. Jeg hævede min pension og tog til Holland for at starte the\*dose: En virksomhed med det formål at forene mikrodosering af psilocybin med neuro-coaching – medieret gennem moderne teknologi online. Hvad kunne gå galt?

I nærmest samme øjeblik jeg klikkede med musen for at sætte min nye virksomhed live – opdagede jeg en hævet lymfeknude på halsen.

Kort tid efter kom beskeden fra lægerne: lymfekræft, stadie fire. “Du er dødeligt syg”. Fra den ene dag til den anden, sad jeg på den anden side af bordet. Jeg, der i årevis havde mødt mennesker i deres dybeste frygt for at dø, skulle nu mærke den frygt på min egen krop.

Lige så stor en håndbremse som diagnosen var. Lige så stor en invitation ind i livets gåde blev den.

På en klinik i Tyskland stillede en læge mig et spørgsmål, jeg aldrig glemmer: kan du komme til at elske din proces — også selvom du skal dø?

Det flyttede noget. Langsomt gik jeg fra at kæmpe mod kræften til at være nysgerrig på den — en øvelse i at dø, mens jeg stadig levede. Det gik ikke glat. Jeg faldt. Blev posterboyen, der havde healet sig selv, og røg tilbage i præcis det, der havde gjort mig syg. Kræften kom igen, flere gange, over flere år.

Men det var her, jeg forstod, hvad kunsten at dø egentlig er: at blive ved med at leve. At turde dø fra det gamle hver eneste dag. I dag er jeg på den anden side, cancerfri — og du behøver ikke kræft for at komme dertil. Det er dét, alt herinde handler om. Og det kommer ikke fra én der har “vundet over” noget – men fra én der er blevet båret af Skaberens kærlighed.