Asger Laursen

Jeg startede min rejse med plantemedicin og psykedelika tilbage i 90’erne, og lige siden har de, både personligt og professionelt, været en stor og vigtig del af mit liv. Jeg var 17 år gammel da jeg havde min første indre rejse med psilocybin svampe – og som 18-årig havde jeg en meget dyb og transformativ oplevelse; et personligt møde med Jesus Kristus og det Guddommelige.

Det tog mig mange år at integrere den oplevelse – og på mange måder er jeg stadig i gang. Det her er i hvert fald en del af det kald der borede sig dybt ind i mit hjerte: et kald om healing af mennesker i genforbindelse til kærlighed, ånd, livskraft og Gud, gennem natur, plantemedicin, ceremoni, ritual og meditation.

I 2021 valgte jeg at sige IT-chef-stillingen op og sige farvel til 15 års anciennitet i branchen, for at forfølge mit kald helhjertet. Indtil da havde min interesse for plantemedicin og mit virke som psykedelisk undergrundsterapeut været sideløbende med min professionelle karriere.

En fantastisk og spændende rejse – på godt og svært – at træde ud i lyset og eje sig selv som et helt menneske. En rejse der hver eneste dag bringer noget nyt og bevidsthedsudvidende med sig. Jeg har ingen idé om hvor rejsen ender med at tage mig hen, og det er heller ikke længere vigtigt. For det er det at være på rejsen, der er det magiske.

Min egen healing

I 2022, fyrre år gammel, fik jeg selv beskeden: lymfekræft, stadie fire. Fra den ene dag til den anden sad jeg på den anden side af bordet. Jeg, der i årevis havde mødt mennesker i deres dybeste frygt for at dø, skulle nu mærke den frygt på min egen krop.

Jeg troede jeg havde styr på det. Jeg havde arbejdet med bevidsthed, med planter, med tanken om at der ikke findes nogen død. Og så opdagede jeg hvor svært det er at spise sin egen hundemad — at leve alt det jeg havde lært fra mig, netop da jeg var mest bange. En tid følte jeg mig reduceret til et CPR-nummer og en celleforandring; der var ingen Asger, der blev set i øjnene.

På en klinik i Tyskland stillede en læge mig et spørgsmål jeg aldrig glemmer: kan du komme til at elske din proces — også selvom du skal dø? Det flyttede noget. Langsomt gik jeg fra at kæmpe mod kræften til at være nysgerrig på den. Til at bruge den som en slags åndelig vejleder — en øvelse i at dø, mens jeg stadig levede.

Det gik ikke glat. Jeg faldt. Blev “posterboyen”, der havde healet sig selv — og røg tilbage i præcis det, der havde gjort mig syg. Kræften kom igen, flere gange, over flere år. Der var dage hvor jeg ikke troede min tro var stærk nok.

Men det var her jeg forstod hvad kunsten at dø egentlig er: at blive ved med at leve. At turde dø fra det gamle hver eneste dag, for et øjeblik at mærke hvem jeg i sandhed er. I dag er jeg på den anden side, cancerfri — og du behøver ikke kræft for at komme dertil.

For mig lukkede kræften en cirkel. Det møde med Jesus Kristus og det Guddommelige, jeg havde som attenårig — og brugte et halvt liv på at integrere — var pludselig ikke en fjern erindring, men det jeg stod og skulle leve af. Sygdommen førte mig hele vejen tilbage til begyndelsen: til Gud, til kærligheden, til livskraften der bærer alt. Og det er dét, der er mit kald i dag: at gå ved siden af andre i genforbindelsen til den kraft, gennem det jeg selv har været igennem. Ikke som en der har vundet, men som en der er blevet båret.