min healing

Om mig og min healing

Fire gange har jeg fået beskeden om at jeg havde kræft. Det her er mit forløb, min rejse og min læring.

Asger på en konferencescene i jakkesæt, år før sygdommen
Året før jeg blev syg. Jeg var IT-chef, stod på store scener og troede jeg var udødelig.

Fire gange har jeg fået beskeden om at jeg havde lymfekræft. Fire gange har jeg tænkt “nu er det nu” – og gjort op med hvor jeg stod i livet. To gange er jeg blevet behandlet i Tyskland og to gange i Danmark, og i februar 2025 fik jeg en ny knoglemarv. Jeg er i dag, september 2026, i komplet remission.

På min om-side fortæller jeg mere om hvem jeg er, og om hvordan min rejse mod kristen troldmand startede. Den her side handler om noget smallere: om selve kræftforløbet. Hvad der skete, hvad jeg valgte, og hvad jeg troede om det, mens det stod på.

Jeg tog fejl af en hel del af det. – og det var det jeg lærte mest af.

Jeg kom aldrig tilbage

Det begyndte i 2021, med et langt sygdomsforløb med COVID som jeg aldrig rigtigt kom mig over. Jeg kom aldrig tilbage til mig selv. Nattesveden blev ved. Jeg var træt på en måde, der ikke gik væk.

Og så kom der nogle knuder på højre side af halsen. Så en på venstre.

Min læge fandt dem ikke særligt mistænkelige — vi var midt i en tid, hvor alle havde været syge, og hvor alt kunne forklares med “at det nok var COVID” — men sendte mig videre alligevel.

Og pludselig gik det stærkt. Kræftpakken blev sat i gang, og scanningen viste en stor proces (aktivitet) midt i brystkassen. To lymfeknuder blev skåret ud af min hals, og et par uger senere lå svaret: aggressivt lymfom. Stadie fire. Det havde bredt sig ud over lymfesystemet — til tarme, hud, væv og rygsøjle.

PET-scanning af Asgers krop, hvor lymfesystemet lyser kraftigt op gennem brystkasse og hals
Sådan så det ud indefra. Hele min krop lyste op som et juletræ, med aktiv kræft.

Jeg var fyrre år. Jeg havde et halvt år forinden sagt mit lederjob op og hævet min pension for at starte noget op, jeg havde ventet femten år på at turde.

Nej tak

Den danske behandlingsplan lå klar. Seks serier kemo, og noget mere oveni, fordi sygdommen sad flere steder end den plejer.

Men jeg sagde nej tak.

I stedet bad jeg om at få det hele udleveret — scanninger, svar, billeder — og tog så af sted mod Arcadia – den integrative klinik i Tyskland. En pårørende havde fundet information om klinikken og dens læger gennem Tidslerne, den uafhængige forening for kræftpatienter i Danmark.

Det var voldsomt angstprovokerende at lægge mit gule sygesikringskort fra mig og træde uden for systemet. Især når lægerne i det danske system frarådede mig at gøre det. Men de respekterede mit valg og holdt døren åben i stedet for at smække den i. Det har jeg været taknemmelig for siden, og det viste sig at betyde mere, end nogen af os regnede med dengang.

Mit valg handlede ikke kun om mod – men også om et ego der var i trods. Jeg havde brugt femten år på den anden side af skellet til konventionel medicin. Jeg havde læst alt, prøvet meget, holdt rum for andre. Og et eller andet sted havde jeg lavet min egen sundhed om til en identitet. Hvis jeg tog imod dansk kemo som det første, jeg gjorde, så var der noget ved mig selv, jeg ikke længere kunne påstå.

Asger i helkrops hypertermi behandling på Arcadia
Helkrops hypertermi – kontrolleret feber på ca. 40 grader.

På Arcadia klinikken i Tyskland fik jeg et hav af behandlinger jeg aldrig havde hørt om; hypertermi, insulinpotentieret kemo i lav dosis, infusioner, og en helt anden slags samtaler end dem, jeg havde haft hjemme. Jeg lærte mere om mit immunforsvar og min krop på seks uger end i hele mit liv indtil da.

Da jeg kom til Danmark igen blev jeg scannet. Tumoren i brystet var skrumpet. Aktiviteten i maven var væk. Canceren havde trukket sig tilbage.

Asger foran indgangen til Arcadia-klinikken i Bad Emstal

Klinikken

Arcadia i Bad Emstal

Stedet hvor jeg for første gang mødte læger, der spurgte om andet end mine tal. Jeg har skrevet om klinikken, om behandlingerne og om hvordan man kommer i kontakt.

Det virkede.

Det var ikke mig, der sagde det. Det var lægerne herhjemme, der kiggede på billederne og bekræftede det. Og så gjorde de noget, jeg ikke havde regnet med: de lagde ikke en ny plan. De sagde “din cancer er i remission. Så nu holder vi øje med at den bliver ved med at være det.” – og så lod de mig gå.

Jeg kan ikke beskrive, hvad det gjorde ved mig. Det var følelsen af at have sat alt på rød på rouletten – og så vinde!

Så jeg blev poster boy for den holistiske healing. Sådan føltes det i hvert fald, og sådan så det ud udefra. Jeg blev interviewet til magasiner og podcasts. Overskriften var, at jeg var blevet helbredt for kræft med holistisk behandling. – og jeg lod verden løbe afsted med historien, uden indvendinger.

Jeg vil være ærlig og sige at det var en mærkelig tid – med mange blandede følelser. Det var ikke først og fremmest taknemmelighed. Det var triumf. Mit trodsige jeg havde sejret over systemet, og jeg havde papir på det. Mit ego havde vundet – men inde bagved var jeg bange. Endnu mere bange end før. For nu var der endnu mere på spil i forhold til ikke at blive syg igen.

Opslag i magasinet NORD med overskriften "Asger blev helbredt for kræft med holistisk behandling"
Magasinet NORD, vinteren efter. Overskriften stod der, og jeg sagde ikke fra.

Otte måneder senere

Første gang canceren kom tilbage skyndte jeg mig til Tyskland igen. Nærmest som om verden ikke måtte opdage at jeg var blevet syg igen. Jeg var jo ham der havde healet en dødsdom “på egen vis”. Canceren gik i remission – og jeg fortsatte livet, som om intet var hændt. I hvert fald på overfladen.

I sommeren 2023 bliver jeg syg med lungebetændelse. Vi havde været i Lalandia, og jeg skød skylden på mit stadig lidt svækkede immunforsvar og på alle de menneskers bakterier.

Jeg gik til lægen, fik målt infektionstal, fik først den ene så den anden type penicillin. Men betændelsen var sejlivet – og jeg fik det værre og værre, trods alle pillerne jeg tog. Noget i mig var bange for at det var canceren – men jeg nægtede samtidigt at forholde mig til at det kunne være det. Jeg havde takket nej til opfølgning og scanninger i Danmark. For jeg følte min holistiske tilgang og mindset var stærkere end “sygehuset” – der jo gjorde folk syge (sådan sagde jeg til mig selv). Men inderst inde var jeg bange.

Min feber blev så høj og så vedvarende samtidig med at jeg hostede og hostede, at jeg til sidst blev indlagt for min lungebetændelse. Jeg blev scannet og scanning viste en næsten 700 milliliter stor betændelse i den højre lunge (det er altså to dåsecolaer i størrelsen). Så jeg blev lagt i drop med det stærkeste antibiotika de havde, og blev indlogeret på en dele-stue. Dagene gik. Infektionstallene blev bare ved med at stige. – og jeg fik det fortsat værre og værre.

Asger i sygehusseng på Roskilde Universitets Hospital
Indlagt for lungebetændelse august 2023

Så kom der en hæmatolog ind på stuen og bad min medpatient om at gå udenfor.

Og der, i det sekund før han overhovedet havde sagt noget, vidste jeg det godt. Man ved det bare, når nogen beder de andre om at gå uden for stuen.

Det var ikke en lungebetændelse. Det var canceren, og den var så aggressiv, at min krop reagerede på den, som var det en infektion med høj feber.

Jeg kunne slet ikke forholde mig til det. Mit ego vred og vendte sig: ikke mig. Jeg var ham, der havde klaret det. Ham, der havde gjort det på sin egen måde og fået ret. Da hæmatologen havde forladt stuen ringede jeg til min læge i Tyskland med det samme. Han havde jo hjulpet mig før – og så kunne vi få det fixet.

Dr. Saupe blev stille i den anden ende af røret. Og så sagde han, at hvis det virkelig var canceren det hele, så var der ikke noget, han kunne gøre. Jeg var for syg og for ustabil til at komme derned.

Så tog jeg imod

Så fik jeg dansk kemo. Præcis den behandling, jeg havde sagt nej til halvandet år tidligere.

Jeg havde regnet med, at det ville føles som et nederlag. Det gjorde det ikke. Det underlige var næsten det modsatte: der var en ro i at holde op med at bære det hele selv. Jeg overgav mig – til Gud, til situationen og til lægerne. Og jeg opdagede, at jeg havde brugt ufatteligt meget energi på at have ret. – og på at kæmpe imod. På det dybeste plan; på at kæmpe imod mig selv.

Og så skete der noget, jeg ikke havde troet var muligt. De to verdener begyndte at tale sammen. Mine læger i Danmark og min læge i Tyskland udvekslede erfaringer om mit forløb — hvad der var prøvet, hvad der havde virket, hvad der skulle tages højde for. I Danmark tog man to nye lymfer ud. En blev undersøgt her – den anden sendt afsted til Tyskland. Ingen af dem bad mig vælge side.

Det er nok den enkeltting fra hele forløbet, jeg er mest taknemmelig for. Ikke fordi det reddede mig, men fordi det viste mig, at skellet ikke behøver at være der. Det er også derfor, jeg arbejder som jeg gør i dag: der er ingen modsætning mellem det, der kan måles, og det, der ikke kan. Uanset hvad man tror på er rigtigt; så snart man har delt verden op i “os og dem” – “rigtigt og forkert” – så er man atter kommet væk fra sandheden.

Asger i behandlerstolen med drop i den tatoverede arm
I stolen. Det bliver et sted, man kender bedre, end man havde regnet med.

Grey zone

Og så kom den igen. Og igen. Canceren.

Undervejs skiftede den både navn og klassifikation et par gange. For til sidst at ende i kassen: mediastinalt gray zone lymfom. Det ligger på grænsen mellem to typer, og navnet betyder i praksis “vi er usikre”. Den sjældne forekomst af netop MGZL gjorde mig til en patient uden case. Der var ingen der havde en afprøvet behandling, og ingen studier der kunne underbygge en. Men DNA undersøgelser af lymfen i Tyskland og en utrolig dygtig læge på Skejby gav sporet der blev til min vej. Lægen fra Skejby havde kontakt til en læge i USA på Mayoklinikken der havde haft en case der mindede om mig. Forløbet involverede dyr og ny immunterapi, højdosis kemoterapi og en ny knoglemarv. Der skulle ansøges om tilladelse ved regionen og medicin-rådet. Og efter ugers nervepirrende ventetid – og forværring kom det grønne flag til at sætte forløbet i gang.

Jeg har altid drømt om at være noget særligt. – jeg havde ikke lige regnet med at det var på den her måde, jeg skulle udleve det.

Aftenen før

Det tungeste kom til sidst.

Jeg havde fået den dyre immunterapi. Canceren var teknisk set væk. Men for at være sikker på at den ikke ville komme igen, skulle jeg have en ny knoglemarv. Men inden man kan få det, er man nødt til at slå den gamle knoglemarv ihjel. Og det gør man med kemo — så meget kemo, over så få dage, at hvis ikke den nye marv blev givet kort efter, ville man dø af behandlingen. Bagefter ligger man isoleret på en stue med positivt lufttryk, der skal sikre at luft udefra ikke kan komme ind. Kontrol af mad og vand – selv almindeligt drikkevand kan slå dig ihjel. Og selvfølgelig begrænset besøg og kontakt med omverden – mens stamceller, blodceller, immunforsvar og fordøjelse booter langsomt op igen.

Det er ikke en behandling, alle kommer levende fra.

Aftenen før jeg skulle indlægges, brugte jeg på at pakke, vande planter, betale regninger, vaske tøj, tømme køleskabet, starte opvaskemaskinen og gå ud med skraldespanden. Der er et gammelt ord om, at man skal bringe sine sager i orden, inden man tager på pilgrimsrejse. Jeg gik ud med skraldespanden.

Følelsen var hverken pilgrim eller ferie. Det var en helt tredje en af slagsen — en blanding af overgivelse og lysten til at stikke af fra det hele. En frygt for at canceren ville komme tilbage hvis ikke jeg gjorde det. Og en frygt for at dø af behandlingen.

You are damned if you do – and you are damned if you don’t
Asger i sygehusseng får infusion af sin nye knoglemarv
Øjeblikket hvor mit nye liv infuseres ind i årene på mig

Halvtreds dage senere kom jeg til den første kontrol. Min nye knoglemarv havde taget bolig i mig. Alle markører var begyndt at vise tegn på (nyt) liv. Min læge blev overrasket over at se mig komme gående ind ad døren ved egen hjælp. For kroppen bliver også sat tilbage: alle led, fibre, væv – alt har fået en gok med den store hammer.

Når man får en ny knoglemarv, starter ens biologiske ur forfra. Jeg er altså biologisk yngre end min søn. Det har dog desværre ikke taget mine rynker.

Det jeg egentlig lærte

Fire gange kom canceren. Jeg har tænkt meget over, hvorfor den blev ved med at komme tilbage.

Det nemme svar er, at det var en sjælden og aggressiv sygdom, og det er sandt. Men der er også et andet svar, og det er det, jeg faktisk er her for at fortælle.

Jeg var ikke først og fremmest bange for at dø. Det opdagede jeg undervejs, og det overraskede mig. Jeg var bange for at være forkert. For ikke at være god nok. Bange for at være en dårlig far (der døde fra sin søn). For at sætte en grænse og så blive ladt alene med den.

Jeg lærte at jeg i mit liv har haft travlt. Alt for travlt. Også med at ville udleve mit kald. Så travlt, at jeg ikke havde næret det, kaldet kommer fra.

Jeg lærte at kritisk sygdom kan vække os fra vores søvn i livet. Men den kan også være et sted, vi gemmer det vi ikke har lyst til at se på. Sygdommen gav mig en kalender, en identitet og en undskyldning for ikke at vælge livet. I min dagbog skrev jeg:

Jeg har gemt mit lave selv-værd bag sygdommen – “Så længe jeg er ved at dø, har jeg noget at leve for”.Notesbogen, juli 2023

Det er den sværeste ting, jeg har fundet ud af om mig selv. Ikke at jeg kunne dø. Men at der var en del af mig, der havde brug for at være ved at dø.

Jeg siger ikke, at jeg gav mig selv kræft. Det tror jeg ikke på, og jeg synes det er en ubarmhjertig ting at sige til et menneske. – selvom det er populært at tænke sådan i de spirituelle selvhjælpsbøger. Jeg siger noget andet og enklere: Sand healing starter inde fra – og når vi forstår det. Forstår vi også – at der slet ikke er nogen healing. Alt der er, er at overgive sig!

Og deri åbner vi os til at kunne modtage nåden. Vi lever alle under Guds nåde — også i det, vi ikke forstår, og i det, vi helst så var anderledes. Det tog mig år at kunne sige den sætning uden samtidig at ville forhandle om den.

Asger og August, klipper Asger skaldet på badeværelse mens de griner
Når der ikke er andet tilbage end kærligheden og glæden over livet

Og så er der det med knækket.

Jeg troede længe, at den første sejr var min healing. Det var den ikke. Min healing var dét, der skete, da canceren kom igen, og poster boyen ikke kunne bruges til noget. Der var ikke noget at have ret i længere. Det er det knæk, den ego-død – jeg er mest taknemmelig for i dag, og det er svært at forklare uden at det lyder som noget, man siger bagefter.

Og sjovt nok er det også dét, jeg genkender fra terapien – og de pilgrimme jeg følger på deres vej: Oplevelsen er ikke arbejdet. Gennembruddet er ikke arbejdet. Integrationen er arbejdet — det, der sker i ugerne og månederne bagefter, hvor man skal finde ud af, hvad man så gør ved det, man har erfaret. Det gælder både for en session med plantemedicin og for det at være dødeligt syg.

Hvis jeg skal sige, hvad fire år lærte mig, bliver det fire ord: selvkærlighed, ydmyghed, overgivelse og integration. Ingen af dem er noget, jeg har præsteret mig frem til. De kom først, da jeg holdt op med at bære det hele selv — da jeg tog Kristi åg på mig i stedet for at slide mig træt og udmattet af at skulle holde hele verden oppe alene.

Det er et let åg. Det er noget af det sidste, jeg forstod, og det er nok det eneste, jeg ville sige til mig selv, hvis jeg kunne gå tilbage til manden på scenen på det første billede heroppe.

Det er dét arbejde, jeg har været i lige siden. Og det er dét, jeg holder rum for andre i, i dag.

Den lange vinter

Og så skal jeg sige noget, der ikke passer så godt ind i en healing-historie.

At være i remission er ikke det samme som at være færdig. Der går stadig tid med kontroller, med senfølger, med at komme sig. Og det svære er ikke behandlingerne — det er faktisk at holde igen, når virkelysten kommer tilbage før kroppen gør.

Jeg har måttet sætte mange drømme på pause. Og jeg har måttet sløjfe mange planer om fremtiden. Jeg har måttet sælge alt hvad jeg ejer for at kunne betale for behandlinger. – og jeg har skullet lære at overgive mig ind i Nuet – uden tid. Hvor skræmmende det end til tider har været.

Det canceren gav mig

Og så er der det, jeg ikke havde regnet med.

Canceren satte mig fri.

Den tog drivet. Den tog forestillingen om, at jeg skulle nå noget bestemt inden en bestemt alder, for at det hele skulle have været noget værd. Den tog manden på det første billede heroppe — ham med jakkesættet og planerne — og det var ikke en straf. Det var en løsladelse.

Jeg blev sat fri til at elske Gud af hele mit hjerte. Jeg havde mødt Ham længe før, som attenårig, men jeg havde aldrig haft tid til Ham. Nu var der ikke andet end tid.

Og også fri til at træde ind på min egen sti. Troldmand, om man vil. Den sande version af mig – der indtil da, havde været gemt væk i jakkesæt og spidsborgerlig imagepleje. En vandring på en sti der ikke skal nå noget. Kaldet er ikke væk. Det er bare holdt op med at handle om mig.

Canceren lærte mig også at elske mig selv for den, jeg er, og ikke for det jeg når eller kan.

Og så har jeg fået lov til at erfare, med hele mit væsen at Gud har mig. Det har Han haft hele vejen — også de gange jeg var sikker på, at jeg klarede det selv.

Vinterstrand i lav sol, brændende skyer over havet
Og så en helt almindelig vintermorgen ved vandet.
Asger udendørs, kigger ind i kameraet

Lyt med · dansk

En samtale om døden

I podcasten Betyder det noget taler jeg om min sygdom og om det at skulle dø — og om hvad der sker, når man holder op med at kæmpe mod livet og begynder at leve det.

Medicinen klar i krystalglasset

Videre

Medicinen og døden

Om plantemedicinen, om kaldet til at gå dybere ind i arbejdet — og om angsten for døden, som ingen behandler.

Det her er mit forløb, som jeg husker og forstår det i dag. Lægerne er anonymiserede, og der er ingen journaltal eller prognoser på siden — hverken mine eller nogen andres. Det er min historie og min erfaring, ikke lægelig rådgivning og ikke en anbefaling af en bestemt vej. Din ser anderledes ud end min.

De bedste og dybeste ønsker om velsignet healing.

Tak fordi du læste med. Hvis der var noget, du kunne bruge fra min til din rejse, så er det hele værd.

Lige fået diagnosen?