Det næste, jeg vil sige, er, at det er fuldstændig normalt, hvis det hele føles uvirkeligt, kaotisk og umuligt at tage ind.
Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at reagere på. Du er et menneske, der har fået et chok over pludselig at blive konfronteret med din egen dødelighed. Og det er okay at have det præcis, som du har det lige nu.
Det, der måske er det mest skræmmende i det hele, er ikke engang ordet kræft. Det er følelsen af, at kontrollen forsvinder. At nogen pludselig taler om behandlingsforløb, tidsplaner, scanninger og beslutninger, og at dit liv på en eller anden måde ikke længere kun er dit. Tempoet sættes af andre. Kalenderen styres af hospitalet. Og midt i det hele står du og forsøger at forstå, hvad der lige er sket.
Det kan føles, som om gulvet under dig er blevet taget væk. Som om den version af dig selv, du var i går, ikke helt findes mere. Du mister ikke bare en følelse af kontrol — du mister en følelse af identitet. Hvem er jeg nu? Er jeg syg? Er jeg døende? Er jeg en patient?
Når kontrollen forsvinder, vil du helt naturligt prøve at tage den tilbage. Ved at google. Ved at lægge planer. Ved at finde alternativer. Ved at sige nej. Ved at sige ja. Ved at gøre hvad som helst.
Jeg husker stadig den første tid, efter jeg selv fik beskeden. Jeg forsøgte febrilsk at genvinde kontrollen ved at kaste mistro over, hvad lægerne havde sagt. Kunne jeg ikke bare lade være med at tro på dem? Var det ikke bedre at være lykkelig uvidende? — og mon ikke der var bedre alternativer derude end deres …
Land først
Du har tid — og du må gerne bruge den på lige at lande i det hele, inden du beslutter dig om noget som helst.
Når frygten sætter ind — ikke bare i dig, men også i dine kære omkring dig — så bliver det svært at mærke sig selv. Tusindvis af input farer igennem dig: lægernes ord, søgningerne på Google, drømme om fremtiden, frygt for at efterlade.
Og fra det sted er det svært at træffe en beslutning i overensstemmelse med, hvad man føler, og hvem man er. Der er ikke nogen rigtig eller forkert vej gennem det her: Det, du vælger — takke ja til og takke nej til — bliver den rigtige vej for dig.
Så jeg vil gerne invitere dig til at bruge et øjeblik på at mærke dig selv. Hvordan trækker du vejret lige nu? Ofte, når vi er bange, stressede eller i krise, mister vi forbindelsen til vores åndedræt. Og vores åndedræt er den vigtigste næring, vi har — især gennem et healingforløb.
Lige nu er det vigtigste ikke at være stærk, men at finde ro — så meget som muligt i hvert fald.
Find dit åndedræt
En kort øvelse på et par minutter, som jeg selv har brugt — og stadig bruger dagligt — gennem hele mit forløb. Den henter sindet tilbage til nuet og hjælper kroppen med at sænke stress.
Øvelsen er på vej — jeg lægger den op snart.
Et informeret grundlag
Få andre vurderinger
Selvom din læge uden tvivl har fortalt dig alvoren af din situation og måske også tilskyndet dig til at takke ja til behandling, så prioriter at tale med flere fagpersoner. Der er rigtig mange alternative klinikker i Europa, som tilbyder en gratis forsamtale. Her kan du få en fornemmelse af, hvordan andre læger ville gribe din situation an — det giver både forståelse og nuancer i forhold til at træffe den rigtige beslutning for dig.
Det danske system er kassetænkning: ud fra din diagnose tilbydes en given behandling, der er godkendt til netop din diagnose. Selvom systemet er ret låst, kan der være alternativer inden for det danske sundhedsvæsen. Jeg vil anbefale dig at høre din læge om igangværende forskning — både i Danmark og internationalt — inden for din diagnose. Jeg har selv oplevet at få godkendt en behandling med immunterapi, som jeg i første omgang ikke stod til at få tilbudt.
Spørg også din læge om, hvad han eller hun ville vælge, hvis vedkommende stod i din situation. Min læge var meget ærlig og svarede, at han ville tage til USA og få CAR-T-behandling — det var inden CAR-T var godkendt i Europa og Danmark; det er det nu.
Arcadia-klinikken, Bad Emstal
Personligt kan jeg anbefale Arcadia i Tyskland. Den har jeg selv besøgt flere gange. En integrativ klinik, der ser hele mennesket — ikke kun diagnosen.
Allier dig — men behold ansvaret
Der er mange valg og beslutninger i den proces, du er i. Og de farves let af frygt, overbevisninger og andres velmenende ønsker for dig.
Det er en god idé at alliere dig med en nøgleperson fra din familie eller kreds af venner — en, du kan tage med til møderne på hospitalet, og som kan hjælpe med at navigere i alternative muligheder og al den information, der følger med.
Selvom det kan lyde hårdt: vælg ikke den person, der støtter dig bedst følelsesmæssigt. Vælg en, du oplever som fattet, og som du har tillid til. Ansvaret for det, du vælger på din rejse, er dit — og derfor er det vigtigt at have nogen tæt på, der kan hjælpe dig med overblikket, ikke kun med at være der følelsesmæssigt.
Glem statistik — husk, at du er unik
Det kan være svært ikke at google efter prognosestatistikker, når man får at vide, at man er dødeligt syg. Men hør: du er ikke et tal i en statistik. Du er et unikt menneske med endnu mange uskrevne sider i dit livs bog. Statistikker er gennemsnit — et værktøj for medicinbranchen og lægerne, ikke for individet.
Radical Remission — Kelly Turner
Kelly Turner er forsker og har samlet og undersøgt de tusindvis af spontane cancerhelbredelser, der sker over hele verden. Værd at bemærke: når nogen helbreder spontant, kommer de ikke med i statistikken.
ChatGPT er din ven, men …
ChatGPT er et unikt redskab til at spejle både kompleks viden og dine egne oplevelser. Men husk, at den er designet til altid at forstå dig — og det kan give en falsk følelse af empati og omsorg. ChatGPT er primært trænet på den viden, der er accepteret af videnskaben, og kan derfor være begrænset i at vejlede om integrative og alternative veje.
Du er vigtigst
Du er ikke alene
Vi er i Danmark rigtig gode til at samles i fællesskaber — også når livet er svært. I forskellige grupper og fora kan du få information, høste andres erfaringer og finde ligesindede, der kan møde dig lige dér, hvor du er.
Foreninger og fora, jeg selv har brugt
Jeg har samlet et par af de foreninger, jeg selv har gjort stor brug og nytte af.
Find din rutine
Når man får beskeden om, at man er syg, er det, som om alt, der før gav mening, forsvinder. Alt er gråt, tomt og ligegyldigt, og forståeligt nok er der en lyst til bare at kravle under dynen. Men det er vigtigt, at du bliver ved med at være aktiv. Du er stadig i live, og du er stadig i livet. Så kom op om morgenen, brug din krop og dit hoved — og prioriter at mærke, at du er i live hver eneste dag.
Den simpleste rutine kunne være:
- Gå en tur i skoven
- Ring til et menneske, du holder af
- Skriv 3 linjer i din dagbog om, hvad du er taknemmelig for (fake it till you make it)
Læg planer
En af de sværeste ting, når man står midt i sit livs healing, er at lægge planer for fremtiden. Det kan føles, som om evnen til at se frem er udvisket til en grå, tåget horisont. Men det at lægge planer og holde fast i noget at se frem til er en vigtig del af det at være menneske. Det kan være noget så simpelt som at tage i biografen i næste uge.
Vær egoistisk
Den rejse, du står midt i, handler om dig. Også selvom der kan være skyld, frygt og en følelse af ansvar over for andre — især hvis du er primær omsorgsperson for nogen.
Men tiden er kommet til at lade din pleaser dø. Byrden i at skulle klare den og være stærk for andre kan give dig enormt meget stress. Og lige nu har du brug for at mærke kærligheden til dig selv — før du forholder dig til andres behov. De fleste kender analogien med at tage iltmasken på selv, inden vi sætter den på andre. Det gælder mere nu end nogensinde.
Man kan let føle sig forpligtet til at dele en masse om, hvordan man har det. Men du er ikke forpligtet til noget som helst. Sætningen “Jeg har brug for …” er vigtig at bruge rigtig, rigtig meget.
Undgå energi-vampyrer
Det her kan lyde kontroversielt, men jeg mener, det er hamrende vigtigt. De relationer, der dræner dig eller skaber unødig frygt i dig, skal du stærkt overveje at vælge fra. Nogle mennesker har svært ved sygdom og deres egen død. Den frygt smitter — og den vil du hurtigt kunne mærke som en belastning i dit system.
I Psyko-Neuro-Immunologi — videnskaben om tankens effekt på immunforsvaret — peger alt på, at dårlig samvittighed og livsstress svækker os. Og dit system har brug for al den vitalitet, det kan få.
Det sidste og det vigtigste
Der er altid håb — og det at søge håbet, når der er angst og nød, er en af de stærkeste veje til troen. Fra egen erfaring og fra mit arbejde som kristen terapeut ved jeg, at der er healing og lindring i at lægge sit liv i Guds hænder. Også selvom du kalder Gud noget andet: Kosmos, Universet eller noget helt tredje.
Du er holdt hele vejen — også igennem denne svære passage af dit liv. Gud elsker dig, og der er kraft i de foldede hænder.