Der findes et sted, hvor frygten holder op med at være noget, man har, og bliver noget, man er.
Jeg nåede det sted. Og jeg opdagede, at der ikke var nogen steder at løbe hen.
Der hvor jeg stod
Jeg var midt i det første forløb. Aggressiv lymfekræft, stadie fire.
Jeg havde været på klinikken i Tyskland. Jeg havde brugt mine sparepenge, og de penge mennesker havde samlet ind til mig, og alt hvad jeg ellers kunne skrabe sammen. Lejligheden var solgt. Alt lå på ét bræt, og brættet hed: det her virker. Hjemme sagde lægerne, at det skulle jeg ikke regne med.
Og så var der nætterne.
Der er en form for frygt, man ikke kan sove fra. Man kan heller ikke rejse fra den, eller drikke fra den, eller arbejde sig væk fra den. Jeg prøvede det hele. Man vågner, og den ligger der allerede og venter, og den har ligget der hele natten og holdt øje.
Jeg kunne mærke, hvor det bar hen. Hvis jeg blev ved med at gå rundt sådan, var jeg allerede død — bare langsommere, og med åbne øjne.
Ude på sletten løber bøflerne mod stormen. De vender sig ikke væk, de går den i møde, fordi det er den korteste vej igennem. Jeg husker, at jeg tænkte: så må jeg gå ind i ilden. Jeg kan ikke bære at flygte én nat mere.

Marken
Det var sensommer. Vi fandt en høj eng uden for Aarhus og slog et tæppe ud mellem vilde planter og de sene hvide og blå blomster. Jonas havde en tromme med. Og medicinen.
Jeg var bange. Jeg var ikke tapper, og jeg lod som ingenting.
Han bad mig trække vejret langsomt. Ind gennem munden, ud gennem munden, i en rolig rytme. Når han sagde til, skulle jeg puste helt ud, og så ville han sætte piben til, og så skulle jeg bare suge.
Mit hjerte ville gerne løbe. Vejrtrækningen ville gerne blive kort og hurtig. Jeg holdt den lang.
Og så sagde han: nu.
Det sidste greb
Der er ét sted på vejen, hvor man stadig kan slippe udenom. Det er ikke, når man siger ja — dét ja er nemt, det siger man i god tid, mens det stadig er en idé. Det er i selve sugningen. Dér, midt i den, kommer det.
En lille stemme, meget rimelig i tonen, som siger: du kan jo bare lade være med at trække mere ind nu. Ingen ville bebrejde dig det. Du har allerede vist, at du turde.
Og så kom der en anden stemme ovenpå, som ikke forhandlede. Nej. Nu gør du det. Om det så koster dig livet.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så sikker på, at det kunne koste mig livet. Men det er nok den frygt, jeg altid har båret rundt på — at give slip på kontrollen fuldstændigt ville være det samme som at dø.
Og det er det jo også. Bare ikke på den måde jeg troede. Det er egoet, der dør. Det slipper sit greb om kroppen og om hele det mønster af tanker og vaner, det holder sammen på og kalder Asger.
Jeg klemte mig ikke udenom. Jeg sugede, så længe jeg overhovedet kunne.

Det hvide lys
Først kom der noget i brystet. Så en flakken ved øjenkrogene, hvidt lys, der voksede indad mod midten, til der ikke var andet.
Og en tone. Et lavt pitch, der havde ligget under hørelsen hele tiden, og som nu steg og steg, mens lyset og mønstrene tog over.
Og så smeltede det hele sammen.
Jeg slap piben og lænede mig tilbage på tæppet, og noget tog fat i brystet på mig og vred et vræl ud af mig. Det var ikke min stemme. Det lød som om noget, der havde siddet derinde meget længe, blev sluppet ud — og bagefter kunne jeg trække vejret for første gang.
Så gav jeg slip og forsvandt ind i lyset, hvor jeg bare var.
Det eneste, der var derinde, var trommen. Og det tog lang tid, før jeg forstod, at det var en tromme. Der findes et rum, hvor der ikke er andet end fred — ikke ro, ikke afslapning, men fred, som en tilstand verden er lavet af — og lyden fandt først vej ind til mig bagefter, som noget der kom langvejsfra.
Jeg er
Jeg er Asger. Jeg er far, jeg er ven, jeg er mand. Jeg er alt det, jeg har lært at pege på, når nogen spørger hvem jeg er.
Derinde var der ikke noget af det. Der var kun: jeg er.
De første ord, Gud siger om sig selv til Moses, er jeg er den, jeg er. Jeg har tænkt meget på den sætning siden. For det, vi gør hele livet, er at stoppe den halvvejs. Jeg er far. Jeg er syg. Jeg er ham der ikke slog til. Vi sætter punktum efter et ord, og så lever vi inde i det ord.
Den frie vilje er ikke stort andet end dét: at vi kan lade være med at sætte punktummet.
Hjem i kroppen
Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå der. På et tidspunkt var der tanker igen. Jeg hørte trommen. Jeg lå ned. Jeg var i live.
Egoet bootede op, som en maskine der havde været slukket. Og i takt med at det kom i gang, begyndte det igen at filtrere — at tage det ene, evige jeg, der ligger bag tankerne og følelserne og endda bag kroppen, og presse det ned gennem et vanemønster, så det bliver til Asger. Sådan gør vi alle sammen. Det er sådan et menneske bliver til.
Og mens filteret lagde sig på plads, kom der en brusende lykke op igennem mig. Ikke lettelse. Noget mere grundlæggende: en erkendelse af mit eget værd, som jeg ikke havde haft adgang til før.
Jeg åbnede øjnene i et grinende, jublende vræl, slog armene om Jonas, der sad ved siden af mig og smilede, og hørte mig selv sige, at vi lever for evigt, fordi jeg elsker dig, fordi jeg er.
Jeg skal være ærlig om, at det ikke altid kommer så pænt ud. En anden gang blev det vredet og kastet og skubbet ud af mig, og jeg vågnede på alle fire med hovedet i mit eget bræk. Og jeg har sjældent været så fredfyldt.
Jeg skriver det med, fordi det hører til. Det smukke og det ydmygende kommer ind ad samme dør.

Da frygten vendte
Her er det, jeg egentlig kom for at sige.
Jeg troede, jeg var bange for at dø. Det var jeg også. Men da frygten endelig fik lov at ske — da jeg holdt op med at holde den nede og lod den løbe hele vejen — så lå der noget under den, som jeg ikke havde regnet med.
For det er ikke den fysiske død, vi frygter mest. Det tror jeg de færreste gør.
De fleste vil hellere ligge i kisten end stå ved siden af den og holde talen. At gå i stykker, mens andre ser på, er en større frygt end selv at være den, der ligger der.
Det var dét, der lå under hos mig. Frygten for at blive set. For at sætte en grænse og så stå alene med den. For at sige min sandhed højt og opdage, at det ikke var nok. For ikke at slå til.
Frygten for at dø var i virkeligheden frygten for at leve.
Og da jeg havde været død — rigtigt død, for egoet, i det hvide lys — havde den frygt ikke længere noget at holde fast i. Den havde levet af, at jeg aldrig var gået hele vejen ud i den. Nu havde jeg været derude, og der var ingen afgrund. Der var lys.
Jeg frygter ikke at dø. Jeg frygter heller ikke at leve. Og jeg frygter ikke længere at skulle dø fra min søn — og dét var det sværeste af det hele at give slip på.
Det er dét, der menes med at dø, før man skal dø.

Freden var ikke et løfte
En aften, med en scanning bag mig og et svar i vente, sagde jeg højt, at jeg elskede det her liv og gerne ville blive i det — men at jeg ikke var bange længere. Jeg sagde, at jeg følte mig helbredt. Og at jeg egentlig aldrig havde følt mig syg.
Så skete det igen.
Jeg lader sætningen stå, for den var sand, da jeg sagde den. Freden var ikke en forudsigelse om, hvordan det ville gå. Den var en tilstand, jeg stod i. Og det er netop derfor, den kunne bære, da beskeden kom.
Havde freden været et løfte om helbredelse, ville den være knækket samme dag. Den slags fred er ikke fred. Den er et væddemål.
Kaldet
Bagefter gik jeg dybere ind i arbejdet med medicinen. Ikke for at få en oplevelse mere — den slags bliver hurtigt en jagt, og jagten er bare frygten i nyt tøj — men fordi jeg havde opdaget noget, jeg ikke kunne lade ligge.
Den mest almindelige bivirkning ved cancer er angsten for at dø.
Den står ikke på nogen indlægsseddel. Der bliver ikke scannet for den. Den går ikke væk, fordi et svar er godt — den sætter sig i nervesystemet, i søvnen, i måden man holder vejret på, når telefonen ringer fra et nummer, man ikke kender.
Der findes ikke noget kemoregime mod den.
Så jeg gik ind i den. Ikke for at lære at leve med den, men for at komme den til livs. Det er det arbejde, jeg har været i lige siden, og det er også dét, jeg holder rum for andre i.
Integrationen er arbejdet
Det, jeg tog med derfra, er ikke psykedelisk. Det handler om kroppen, og det gælder også, hvis du aldrig rører noget som helst.
Når vi bliver bange, klemmer vi sammen forneden. Så kan vejrtrækningen ikke nå hele vejen ned, og så overaktiverer vi opad — vi tænker mere, vi planlægger mere, vi ligger vågne og regner den ud. Går vi sådan længe nok, skærer vi os selv fra at bo i vores egen krop. Vi bliver et hoved, der trækker rundt på noget.
Det er dét, jeg arbejder med i dag. Åndedræt, opmærksomhed, accept. Ikke medicin.
Og jeg vil være ærlig om, hvor svært det var bagefter. En oplevelse som den er så voldsom, at det på nogle måder er lettere at skubbe den væk — at lade som om den ikke fandt sted, fordi den ikke kan være i det liv, man skal tilbage til på mandag.
Men det, der blev, blev.
Det er derfor jeg siger det igen og igen: oplevelsen er aldrig arbejdet. Integrationen er arbejdet. Det er det, der sker i ugerne og månederne bagefter, hvor man skal finde ud af, hvad man så gør ved det. Uden det er der bare sket noget mærkeligt en aften.
Rummet holdes
Der findes ikke et neutralt rum. Hver gang et menneske åbner sig — i bøn, i stilhed, i sorg, i den dybe indre lytten — bliver der holdt et rum om det. Og et rum bliver altid holdt i en energi og under en autoritet. Spørgsmålet er aldrig, om der er en. Spørgsmålet er, hvis den er.
For mig er det ikke et modsætningsforhold at følge Jesus og samtidig kende planternes medicin. Det er essentielt. Ikke fordi det guddommelige er mere til stede i en svamp eller en skrubtudse end alle andre steder. Men fordi Gud har skabt vores verden til vores bedste, og i den verden har han lagt nøgler til hjælp og til healing.
Jeg arbejder under kærlighedens Gud, i Jesu Kristi navn. Du behøver ikke selv at tro på det for at læse med. Du skal bare vide, at jeg gør.
To ting siger jeg altid, og jeg siger dem som en mand med mange rejser bag sig. Gå aldrig derind alene. Det psykedeliske er ikke en flugtvej — det forstørrer det, der allerede er. Og gå aldrig derind uden et sted at lande bagefter.
Da jeg selv gik den vej midt i kræften, holdt jeg ikke mit eget rum godt nok. Der var ingen gennemtænkt kortlægning, ingen forberedelse værd at kalde det. Der var: jeg er bange, og jeg har brug for klarhed, nu.
Det gik godt. Det var ikke det samme som, at jeg gjorde det rigtigt.

Hvis du står der
Det her har været min vej. Din ser anderledes ud.
Er du et sted, hvor du gerne vil vide mere om det indre arbejde i sig selv — helt uafhængigt af det, du lige har læst — så har jeg skrevet om den vej under Indre Pilgrim. Der handler det ikke om medicin. Der handler det om at gå.
Psilocybe
Slægten bag psilocybin, og den lille brune der står i dansk græs hvert efterår. Hvad den er, hvordan den virker — og hvornår du skal lade være.
Psilohuasca
To nordiske planter, én der bærer psilocybin og én der bærer harmalin. Den har været mit go-to. Sådan virker de, og hvad man skal passe på.
Cancer, døden og medicinen
En lang samtale i Erkendelsens Ører om svampene, om psilohuasca, om opvæksten — og om hvad kræften gjorde ved mit forhold til Gud.
Cancer, psychedelics, and embracing mortality
Hos Portier Supply talte jeg på engelsk om det, den her side handler om: hvad der sker, når man holder op med at frygte døden — og begynder at leve.
En samtale om døden
I podcasten Betyder det noget taler jeg om overgivelse, om accept, og om hvad der sker, når man holder op med at kæmpe mod livet og begynder at leve det.