Er det bare placebo?

Forskningen, der siger placebo

I 2021 gennemførte Centre for Psychedelic Research på Imperial College London det, der stadig er et af de største placebo-kontrollerede forsøg med mikrodosering. Knap to hundrede mennesker mikrodoserede — men under et selvblindings-design, hvor de ikke selv vidste, om de tog et aktivt stof eller placebo. Resultatet: begge grupper fik det bedre, og der var ingen sikker forskel mellem dem. Forskernes konklusion var nøgtern — de rapporterede fordele kan i høj grad forklares af forventning. Af placebo.

Den slags forskning skal man tage alvorligt. Den er omhyggelig, ærlig, og den peger på noget rigtigt: forventning betyder enormt meget. Det er faktisk helt på linje med noget, jeg selv siger — at mikrodosering i meget lille grad handler om dosen, og meget om dig.

Hvad er en mikrodose, egentlig?

En af dem, der står bag den forskning, er David Erritzøe — dansk-uddannet læge og klinisk direktør for netop det center på Imperial. Når jeg støder ind i ham til konferencer, falder vi gang på gang i snak om det samme, uafsluttede spørgsmål: hvad er en mikrodose overhovedet?

Det lyder banalt. Det er det ikke. For hvis to mennesker måler på hver sin dosis, kan de let nå hver sit resultat — uden at nogen af dem tager fejl. De taler bare forbi hinanden.

Måske er doserne for små

Min egen mistanke er enkel: at en del af forskningen måler på doser, der er for små. »Mikrodose« er ikke et videnskabeligt begreb — det er et kulturelt ord for »en lille dosis«, og hvor lille den er, har aldrig været aftalt. Lægger man sig under den perceptuelle grænse, så lavt at man slet ikke kan mærke noget, så udløser man heller ikke serotonin-2A-receptorerne. Og så er der, i min optik, ikke rigtig noget at måle.

En dosis, der intet gør, er ikke en mikrodose. Den er bare for lille. Det er hele min pointe: en mikrodose skal kunne mærkes — lige akkurat — for at virke. Ikke nok til at vælte dig, men nok til at du ved, den er der. Ellers er der ikke kontakt nok til, at den kan arbejde.

Den samme dosis rammer ikke to mennesker ens

Og her kommer en ting, jeg har set igen og igen i mit arbejde: den rette mikrodose er ikke den samme for alle. Et menneske, der vender sig indad (jungiansk introvert) , mærker en ændring ved langt mindre end et menneske, der vender sig udad (jungiansk ekstrovert). Giver man en hel forsøgsgruppe den samme faste dosis, vil den være tydelig for nogle og helt umærkelig for andre — og så blander man dem, der mærkede noget, sammen med dem, der ikke gjorde.

Det er svært at finde en effekt i et gennemsnit, der dækker over to så forskellige oplevelser. For mig er det ikke et bevis på, at mikrodosering virker — men det er en grund til at være varsom med at konkludere det modsatte.

Det her er erfaring, ikke en endelig sandhed

Det skal siges rent ud: jeg har ikke modbevist forskningen, og jeg forsøger ikke på det. Det, jeg har, er noget andet — mere end tyve år med stofferne, og 10 år som coach for mange mennesker, der har mikrodoseret med mig ved hånden. Det er erfaring, ikke et studie. Og erfaring kan tage fejl, præcis som et studie kan komme til at måle på det forkerte.

Jeg afviser heller ikke placebo — tværtimod. For mig er forventning, intention og setting ikke en forurening af effekten, man skal rense væk. De er en del af, hvordan det overhovedet virker. Derfor er min pointe ikke »forskerne tager fejl«. Den er mindre, og mere stædig: før vi kan blive enige om, om mikrodosering virker, må vi blive enige om, hvad en mikrodose er. Og en, der skal kunne mærkes, er noget andet end en, der ikke kan.

»Microdoser er ikke noget man tager — det er noget man er.«

Om forskningen: Imperial College Londons selvblindings-studie (Szigeti m.fl., eLife, 2021) er det største placebo-kontrollerede forsøg med mikrodosering til dato og fandt ingen sikker forskel mellem mikrodose- og placebo-grupperne. Imperial: »Placebo effect may explain benefits of microdosing«. Min læsning her er min egen, baseret på erfaring — ikke en konklusion fra studiet.