Ægget
Som udgangspunkt er det meget svært at forveksle rød fluesvamp med andre fluesvampe. Undtagen på én dag, i ét tidspunkt af hendes liv: i startfasen, som det lille hvide æg nede i skovbunden.
Hvorfor ægget er farligt
I ægget kan du ikke se den røde farve. Farven ligger inde under fællessvøbet og kommer først frem, når hinden brækker. Og som æg ligner alle fluesvampe hinanden, også de giftige: grøn fluesvamp, snehvid fluesvamp og panterfluesvampen.
Grøn og snehvid fluesvamp er begge dødeligt giftige. De skal slet ikke smages. Og snehvid fluesvamp vokser ikke et andet sted end hende. Den står på fugtig, næringsfattig bund, især under birk, gran eller eg; den samme slags plet, du går efter, når du leder efter rød fluesvamp.
Udefra findes der på ægstadiet ingen kant, ingen farve og ingen struktur, du kan lære at kigge efter. Heller ikke en tegning eller et billede på en telefon kan afgøre, hvad der ligger i mosset foran dig.
Hovedreglen
Pluk altid kun røde fluesvampe, når du kan se, at det er en rød. Med streg under rød: at du kan se den røde farve.
Er du i tvivl, eller er hun kun et lille æg, hvor du ikke kan se den røde farve tydeligt, så lad det hellere stå. Du plukker ikke et æg. Der er ingen undtagelse. Det står der stadig i morgen, og så kan du se, hvad det er.
Kun hende i kurven, når du sanker til ekstraktet. Og ser du ikke forskel på rødt og grønt, så tag en med, der gør.
De to andre kendetegn
Der kan være andre svampe i skoven med røde hatte, og de hvide prikker kan falde af. Så ud over at holde øje med ægget og den røde farve bruger du de to andre kendetegn:
- kraven, ringen på stokken
- knolden nede ved skovbunden, der hvor hun er fæstnet i jorden
Med de her guidelines er du meget, meget sikker på, at det er en rød fluesvamp, Amanita muscaria, du plukker.
Forvekslingerne, samlet
- Ægget. Alle fluesvampe begynder som et lukket æg: rød, panter, brun, snehvid og grøn. Pluk aldrig et æg.
- Den regnvaskede. Uden prikker kan en gammel rød fluesvamp minde om en rød skørhat. Skørhatten har hverken ring eller knold. Se efter kraven og knolden.
- De brune slægtninge. Panterfluesvampen har brun hat med hvide prikker, en kort stribet hatrand og en kravelignende kant øverst på knolden. Den er farligere end rød fluesvamp: I en opgørelse over 49 forgiftninger endte 29 % af panterfluesvamp-forgiftningerne i koma mod 6 % af forgiftningerne med rød fluesvamp. Brun fluesvamp er almindelig i Norge og Sverige, men næsten ukendt i Danmark, og dens fod ligner hendes. Den har en gulbrun hat med gullige prikker i næsten regelmæssige ringe og indeholder de samme stoffer. Ingen af dem er hende, du går efter.
- Foden før hatten. Tjek foden, før du skærer hatten af. Grav foden fri, så du kan se knolden med bælterne og ingen pose, og læg mosset tilbage bagefter. Hatten alene er ikke nok.
De to, der kan slå ihjel
Snehvid fluesvamp er hvid over det hele: hat, lameller og stok. Hatten er glat, højst med enkelte hindepletter. Den står i hendes skov, under birk, gran og eg, og i Norge og Sverige er den almindelig.
Grøn fluesvamp er olivengrøn til gulgrøn, men kan også være gullig, brunlig eller næsten hvid. Ingen prikker. I Danmark står den mest i løvskov på fed bund.
Begge har som regel en krave, men den kan falde af. Og begge har en knold, ligesom hende. Forskellen sidder i jorden: Hendes knold er rund med ringe af skæl, og der er ingen pose. Grøn og snehvid fluesvamp står i en løs, hvid pose, ofte dybt nede i mosset. Posen kan blive siddende i jorden, når du trækker i svampen, så grav foden fri. Står stokken i en pose, er den ikke din.
Én hat er nok
Giften i de to, amatoksinerne, bliver ikke ufarlig af kogning, tørring, frost eller syre, heller ikke af mange timers kog. Indkogningen samler den i flasken. Én svamp kan være nok til at slå et voksent menneske ihjel. Én forkert hat gør derfor hele batchen giftig, og så skal den hældes ud. Laboratoriet måler muscimol og ibotensyre, ikke amatoksiner.
Idiotsikringen fra lektion 2 gælder kun hende. Amatoksiner giver ingen tegn de første 6 til 24 timer. Så kommer voldsom diarré og opkast, så en tilsyneladende bedring, mens leveren tager skade. Kan en forkert svamp være kommet med, så ring til Giftlinjen 82 12 12 12 med det samme. Vent ikke på symptomer, og tag resterne eller flasken med.
Tre slags viden
- Målt: at alle fluesvampe er lukkede æg, at grøn og snehvid fluesvamp er dødeligt giftige, og at snehvid fluesvamp vokser i samme slags skov. At panterfluesvampen oftere giver koma, er målt på rigtige patienter (Vendramin & Brvar 2014).
- Den kristne forståelse, det jeg tror: Se på de to æg igen. Det ene bærer en nøgle. Det andet bærer døden. Liv og død i den samme hvide skal, side om side i den samme mos. Jeg tror, at Gud har skabt vores verden til vores bedste, og at han i den verden har placeret nøgler til hjælp og healing. Men på ægget er koden ikke skrevet endnu. Der står i Prædikerens Bog, at alt har en tid; en tid til at fødes og en tid til at dø. Ægget er ikke født endnu.
Det skal du bruge
- Danmarks Svampeatlas (gratis) og en svampebog, som i lektionen om rød hat og hvide prikker.
Læs videre
- Danmarks Svampeatlas om Grøn fluesvamp og Rød fluesvamp
- Naturbasen om Snehvid fluesvamp
- Vendramin, A. & Brvar, M. (2014). Amanita muscaria and Amanita pantherina poisoning: two syndromes. Toxicon 90:269–272. Artiklen
- Snehvid fluesvamp i Svampeatlas
- Folkehelseinstituttet: Giftige svampe i Norge, på dansk
Få adgang til kurset
Én betaling · hele kurset.
Har du allerede en konto? Log ind
Amanita muscaria er giftig, både rå og i for stor dosis. Kurset er dokumentation af mit eget arbejde, ikke en opfordring og ikke en lægefaglig anvisning. Alt du gør med svampen, er på eget ansvar.