Jeg tror, det er fordi selve tanken om at række ud kan føles stor. Man forestiller sig et system, en henvisning, en ventetid, et sprog man ikke taler, en dør der skal åbnes af nogen andre end en selv. Sådan er det ikke her.
Folkene på Arcadia er utroligt jordnære og imødekommende. Og alt du skal gøre, er at sende en mail. Så svarer de!
Tre skridt, ikke mere
Send en mail
Skriv til info@arcadia-praxis.de. Et par linjer er nok — du skal ikke skrive din journal.
Tanja eller Jenny svarer
De to, der står for bookingen, tager fat i dig og hjælper dig med at finde en tid til en gratis, uforpligtende forsamtale af ca. 15 minutter.

Det er værd at vide, hvem der sidder i den anden ende. Tanja og Jenny er dem, der holder kalenderen, og de er vant til at tage imod mennesker, der skriver for første gang og ikke helt ved, hvad de skal spørge om. Så du behøver ikke have styr på det hele, før du sender.
Hvad du kan skrive i mailen
Der er ikke nogen formel. Men hvis du gerne vil have et hurtigt og præcist svar tilbage, hjælper det dem at kende disse fire ting:
- Dit navn og din alder.
- Kort om hvor du står — en diagnose, hvis du har en, og hvor længe du har haft den. To linjer er fint.
- Hvad du håber at få ud af et ophold, eller hvad du er i tvivl om.
- Hvornår du realistisk kan rejse, hvis det bliver til noget.
Og så en ting, der ikke står på nogen liste: du må godt skrive, at du er bange, eller at du ikke ved, om det her er noget for dig. Det er ikke et forkert sted at begynde. Det er tværtimod ofte det ærligste.
Hvilket sprog skal du skrive på?
Skriv på engelsk eller tysk — det er de sprog, klinikken arbejder på til daglig. Dr. Henning Saupe taler både tysk, engelsk og svensk, og forstår endda dansk, så samtalen selv bliver sjældent det svære. Er engelsk ikke din stærke side, så skriv det alligevel. Ufuldkomment engelsk har aldrig stoppet nogen mail fra at blive læst. – og ChatGPT eller Google Translate er nemme måder at få oversat dine eller deres tekster.
Hvis du hellere vil ringe
Mailen er den nemmeste vej ind, fordi den kan skrives om aftenen, når der er ro. Men telefonen er der, hvis du er typen, der har brug for at høre en stemme.
+49 5624 923 79 18
Mandag, tirsdag og torsdag 8.30–12.30 og 14.00–16.00
Onsdag og fredag 8.30–12.30
Tiderne er dansk tid — Bad Emstal ligger i samme tidszone som os.
Hvad den første samtale er
Den er en samtale, ikke en visitation. Du taler med en læge om, hvor du står, og hvad der ville give mening for netop dig — over telefon, over video, eller på klinikken i Bad Emstal, hvis du alligevel er på vej forbi. Den er gratis og uforpligtende – og den tager ca. 15 minutter.
Jeg vil anbefale den til enhver, der står med en diagnose i hånden — også hvis du ender med at gå en helt anden vej. Det er værd at have flere muligheder og et par fagfolks øjne med sig, før man beslutter sig.
Hvad det koster
Selve forsamtalen koster ikke noget. Den er gratis! Har du brug for en dybere konsultation og lægefaglig vurdering, med udgangspunkt i din situation, koster sådan en, omkring €200,-. Tager du på et ophold på Arcadia er alt selvfølgelig individuelt og bygger på en personlig behandlingsplan, så prisen varierer — jeg har skrevet det vejledende niveau på siden om klinikken.
Spørgsmål til mig
Har du spørgsmål til hvordan det er at være gæst på klinikken. Gode råd til hvad man skal have med derned, eller noget helt tredje. Så er du velkommen til at skrive til mig – så vil jeg forsøge at svare ud fra bedste overbevisning, med det i mente at jeg jo ikke er læge og derfor ikke kan rådgive omkring specifikke sygdomme eller behandlinger. Du kan skrive til mig på siden her.
Tag fat i Arcadia
Im Kurpark 1, 34308 Bad Emstal, Tyskland. En halv time fra Kassel.