Asger Laursen

Jeg er født i Silkeborg og bor i Aarhus. Jeg er far til en dreng, der ikke er en dreng længere.

Det meste af mit liv har jeg stået mellem tre ting, der ikke ville kendes ved hinanden: en tro jeg var vokset op i, en oplevelse jeg ikke kunne komme udenom, og et samfund der havde bestemt sig for hvad man må søge og hvordan.

Det her er den korte fortælling om hvordan de blev til ét.

En Gud der holdt øje

Der var kirke om søndagen og søndagsskole om tirsdagen. Min mor var sygeplejerske og med i den indremissionske menighed. Jeg gik på kristen friskole.

Jeg troede på Gud fra jeg var lille. Jeg brød mig bare ikke om ham.

For den Gud jeg blev præsenteret for, var en der holdt øje. En der førte regnskab med hvad jeg gjorde forkert, og som havde en mening om mit hår og min musik og mine venner. Jeg forvekslede i mange år min mors opdragelse med Hans ord, og resultatet var, at jeg troede kærligheden var noget man kunne miste, hvis man trådte ved siden af.

Så jeg trådte ved siden af. Med vilje, og ret langt ud.

Der hvor jeg faktisk mødte Ham

Min rejse væk fra mine forældre og væk fra den tro jeg voksede op i, tog mig dybt ind i det “alternativ”. Jeg søgte validering hos “de store” i min omgangskreds – og skulle være både sej og modig – i den kollektive nysgerrighed, der råder blandt unge (rastløse) mænd.

Jeg var psykenaut, og eksperimenterede med alle former for kemi – for om ikke andet – at finde svaret på det tomrum et liv uden Gud, havde efterladt. Jeg var nok på en rejse om at ville finde noget der var “lige så godt” som det mine forældre troede på.

I mit nittende år, en nat ude i Moesgaard skovene – i en rituel samling rundt om bål og plantemedicin, skete der noget: Jeg blev bange. Bange som jeg aldrig havde været det før. Bange helt ind i knoglerne – helt ind hvor frygten bliver absolut og eksistentiel.

Og så gjorde jeg noget jeg aldrig havde gjort før. Jeg bad. Ikke fremsagt, ikke udenad — indefra, fordi jeg ikke havde andet tilbage.

Og med et lyste teltet op.

Frem tonede en rude. En geometrisk form i tre dimensioner, med mønstret af alle mønstre i sine sider. Den lyste gyldent lys fra sig, og varmen omsluttede mig — og min frygt forsvandt fuldstændigt. Det var Kristus. Det var usagt – men intet i mig var i tvivl. Jeg spurgte hvad jeg skulle gøre, og der kom et svar, lige så tydeligt som hvis nogen havde siddet ved siden af mig: tag dine ting og gå.

Jeg lynede teltet op, gik ud til de andre og sagde: “Jeg er blevet kristen. Jeg går.” Så gik jeg ud i skoven, og jeg gik til det blev lyst.

Oplevelsen former stadig mit liv den dag i dag. Og paradokset lever endnu, både i mig og i den kultur jeg er en del af: jeg mødte Ham gennem det, min opvækst havde lært mig var forbudt. En svamp. Det stof man advarede imod. Det var dér lyset kom ind.

Ingen steder at høre til

Jeg tog tilbage til den menighed jeg voksede op i. Jeg havde jo mødt Ham; Ham de sang om hver søndag.

Men jeg passede ikke ind. Ikke af ond vilje — men fordi der ikke fandtes et sted i deres sprog, hvor min oplevelse kunne stå. Guds hus kunne ikke rumme, at jeg havde mødt Gud på den måde.

Og udenfor var det værre. Det jeg havde oplevet som helligt, var i lovens øjne kriminelt. Der var ikke noget sprog dér heller — kun et ord, og det var stofmisbruger.

Jeg betalte en høj pris i de år, for at stå det sted, hvor der egentligt ikke var plads til mig. Det er en anden historie, og den skal ikke fylde her.

Men billedet er værd at holde fast i: atten år gammel, med det største der nogensinde var sket for mig, og ikke ét sted i hele verden hvor jeg kunne aflevere det. Ikke i kirken, ikke i familien, ikke i samfundet.

Så gjorde jeg det man gør. Jeg delte mig selv op.

De to mænd

Den ene byggede en karriere. Datamatiker, udvikler, konsulent, til sidst IT-chef med femten års anciennitet, kontorer i Barcelona og London, den fulde pakke. Han var dygtig, og han var i gang med at bevise noget.

Den anden holdt rum og ceremonier for mennesker, der ledte efter det samme jeg havde fundet i det telt. Det stod ikke på noget visitkort. Det kunne det ikke.

De to mænd mødtes aldrig, og jeg sørgede for at ingen andre så dem sammen. Det tog omkring femten år.

Med store op- og nedture – og forsøg på at flygte fra det kald der var brændt i mit hjerte, den nat i teltet: at formidle Guds kærlighed og holde rum for indre pilgrimme, på deres færd hjem.

Som årene gik byggede jeg bro, stykke for stykke. Jeg mikrodoserede samfundet: en lille smule mere af hele mig og min fortælling, hver gang jeg kunne mærke der var plads til det.

Jeg startede uddannelse som coach og psykoterapeut og begyndte at tale mere åbent og offentligt omkring mit arbejde med plantemedicin, menneskers healing og forholdet til Gud.

Midt under Corona, gik det op for mig at nedlukningen var begyndt at blive en “mental nedlukning” for alle. Det var dråben der fik mig til at endeligt at træde helt ud. Jeg ville skabe the*dose: En virksomhed med sæde i Holland – der med muligheden for at arbejde lovligt med psilocybin – skulle levere tele-health-care / online coaching samt mikrodoser af svampe ind af brevsprækken til hele Europa.

Kaldet var tydeligt og tiden var rigtig.

Så sagde jeg min lederstilling op, hævede min pension, og satsede alt på det jeg egentlig var her for.

Da kroppen sagde fra

Vi trykkede live en morgen i foråret. Nogle dage efter stod jeg foran spejlet og lod hånden glide ned ad halsen, sådan som man gør uden at tænke over det.

Der var noget, der ikke havde været der før. En hævet lymfeknude. Eller var der to.

Lymfekræft, stadie fire. Jeg havde i årevis siddet over for mennesker i deres dybeste frygt for at dø og holdt rummet for dem. Nu sad jeg på den anden side af bordet.

Jeg kom til en klinik i Tyskland og fortalte lægen hvor spirituelt jeg forstod min sygdom. Nærmest som om jeg prøvede at overbevise ham om min tro. Inderst inde ejede jeg ikke et ord af det jeg sagde. Jeg var skrækslagen.

Han lyttede færdig. Så sagde han, helt roligt:

Okay. Det er skarpt. Men fortæl mig så — hvorfor har du fået cancer? Hvorfor har du valgt at ville opleve det?

Dr. Henning Saupe

Jeg blev rasende. For jeg havde svært ved at blive udfordret på min dybeste frygt: ikke at være god nok. Og nu stod der en læge og spurgte mig om hvorfor jeg havde valgt at ville opleve denne frygt i det levede liv. Spørgsmålet hang ved – og blev til det første skridt tilbage i min relation til Gud. Jeg havde haft travlt med at “udleve mit kald” – så travlt at jeg ikke havde næret min personlige relation til Skaberen.

Nu startede min sande læretid – og Gud havde sørget for et godt uddannelsessted og et fantastisk hold af mentorer på Arcadia klinikken i Tyskland.

Kræften kom tilbage fire gange over fire år. Som semestre på en uddannelse. Til sidst transplanterede de min knoglemarv. Man nulstiller det genetiske ur, siger de. Man starter forfra som menneske.

Ét menneske

Gud havde været der hele tiden. Ventet på at jeg blev klar til at åbne mig og lære.

Og nu så jeg. Mine mentorer på Arcadia viste mig noget jeg ikke havde set før. Ikke ved at sige det — men ved at gøre det. Hver dag, uden at synes det var mærkeligt: brændende tro på Kristus i den ene hånd, hypertermi, energiarbejde og high-tech infusioner i den anden. Jeg havde aldrig set nogen leve i ånden og i verden samtidig uden at bede om undskyldning for den ene af delene.

Og så lukkede der sig en cirkel, jeg ikke havde set komme.

Mødet i teltet — det jeg havde båret rundt på i et halvt liv uden at kunne aflevere det nogen steder — var ikke længere en erindring fra min ungdom. Det var dét jeg stod og skulle leve af. Sygdommen førte mig hele vejen tilbage til den nat, jeg var atten og bad for første gang.

Min Gud er kærlighed. At dø — er kærlighed.

Fra dagbogen

I dag er jeg på den anden side. Cancerfri.

I taknemmelighed over Guds nåde over mig.

Det jeg er her for

Jeg er ikke autoriseret behandler. Jeg er en mand der har været igennem meget og har skrevet ned, hvad jeg fandt undervejs.

Der er ingen modsætning mellem rødt lys og bøn. Mellem hydrogen og faste. Mellem at måle sin hvilepuls og at knæle. Det er den samme undersøgelse, stillet fra to sider: hvad får et menneske til at komme i live igen?

Jeg brugte de første fyrre år på at holde tingene adskilt, fordi jeg troede jeg skulle vælge. Det skal jeg ikke. Hvis nogen ikke gider høre på mig, fordi jeg er kristen, så er det ikke mine mennesker. Og hvis nogen ikke gider høre på mig, fordi jeg arbejder med planter, er det heller ikke.

Du behøver ikke tro på noget for at være her. Jeg viser dig hvad jeg gør, og hvorfor, og jeg siger ærligt hvad videnskaben ved og hvad den ikke ved. Så vælger du selv.

Det jeg gerne vil, er at gå ved siden af dig et stykke. Ikke som en der har vundet over noget — men som en der vidner om, at vi er båret.

Mine fire verdenshjørner og en læreplads

Hvor du ellers kan møde mig