Røllike
spor: Krop
Urten her er opkaldt efter en kriger. Achilleus — ham fra Troja — skal ifølge sagnet have standset sine soldaters blødende sår med den, og lige siden har den heddet Achillea. Bladene er så fint delte, at man kaldte den tusindblad. Og gemt inde i den hvide blomst sidder en farve, du ikke kan se: destillerer du planten, bliver olien dybblå.
Hvorfor krigeren rakte efter den
Læg et knust røllikeblad mod et lille sår, og mærk på egen krop, hvorfor soldaterne bar den med i felten. Planten er sammensnærpende — den trækker vævet sammen — og den bærer et stof, achilleïn, som i laboratoriet får blodet til at størkne hurtigere. Det er den ene side af røllike: den blodstillende sårurt. Den anden side møder du i koppen. Røllike er bitter, og bitterheden vækker fordøjelsen — galde og mave — sådan som bitre urter har gjort det i køkken- og klosterhaver i tusind år. Samme plante, to ansigter: det ene uden på huden, det andet inde i kroppen.
Hvor den vokser
Overalt i Danmark, hvor solen når jorden — på enge, overdrev, langs vejkanter og i grøftekanter. Den står fra juni til langt hen på efteråret med sine flade, cremehvide skærme, og du går forbi den hver dag uden at lægge mærke til den.
Sådan genkender du den
Tusind blade. Bladene er så fint fjersnitdelte, at de føles næsten som fjer mellem fingrene — det er det sikreste kendetegn. Ovenpå sidder blomsterne i flade skærme af små, cremehvide kurve, nogle gange med et anstrøg af rosa. Og så duften: gnid et blad, og den er kraftig, krydret, lidt bitter. Har du tusindbladet, den flade hvide skærm og den skarpe duft, er du hjemme.
Her skal du være vågen. På afstand kan en flad hvid skærm minde om planter fra skærmplante-familien — og blandt dem står nogle af Danmarks giftigste, som skarntyde og gifttyde. Men røllikens blade afslører den: de er fint fjersnitdelte hele vejen ned, næsten fjeragtige, og hele planten dufter kraftigt krydret, når du gnider den. Skærmplanternes blade er bredere og anderledes delt, og de mangler den duft. Er du det mindste i tvivl, så lad den stå.
Sådan ser den ud hos mig
Blomstrende top: som te ved feber og træg fordøjelse, som tinktur, og udvortes som olie eller salve på småsår. Om sommeren gnider jeg den på benene, før jeg går i højt græs.
Te af tørret top, 5-10 minutter. Tinktur af frisk eller tørret urt. Olie eller salve til huden. Ikke ren æterisk olie indvortes — den bærer thujon.
Blodstillende og sammensnærpende udenpå. Bitter og galde-drivende indeni. Sveddrivende i feber-teen. Og det blå chamazulen virker anti-inflammatorisk.
Indholdsstoffer
Gennem historien
Røllike har fulgt mennesket lige så langt tilbage, som vi kan se. Grækerne opkaldte den efter Achilleus, og romerne kaldte den herba militaris, soldaterurten, for den fulgte med i felten som det, man lagde på sår. Englænderne kaldte den nosebleed: man brugte den både til at standse næseblod og — rullet sammen og ført op i næsen — til at fremkalde det og lette et tungt hoved. I Kina er det røllikens tørre stængler, man kaster, når man spørger I CHING (Forvandlingernes Bog ) til råds. Og herhjemme hørte den til i feber-teen sammen med hyldeblomst og pebermynte — den, der ikke slår feberen ned, men hjælper kroppen med at bryde den ved at åbne huden og drive sveden frem. Som bitter urt har den længe været brugt til at vække en træg fordøjelse og til det, folk kaldte at rense leveren.
Hvad videnskaben har undersøgt
Navnet Achillea kommer fra krigshelten Achilleus, og romerne kaldte den herba militaris — soldaterurten. Den er en af Europas ældst dokumenterede sårurter.
Destillerer man planten, dannes det dybblå chamazulen ud af dens proazulener — et anti-inflammatorisk stof, der slet ikke findes i den friske hvide blomst. Kemien er veldokumenteret.
Alkaloidet achilleïn, isoleret i 1950’erne, får blodets størkning til at gå hurtigere i laboratoriet — det biokemiske grundlag under »sårurt«. Men det er ikke afprøvet klinisk på mennesker.
I isoleret rotte-lever øgede røllikens bitterstoffer galde-flowet 2-3 gange mere end artiskok. Det peger på en reel fordøjelses-effekt — men det er dyr og laboratorie, ikke mennesker.
Laboratorie-studier viser, at røllike-olie både afviser og slår skovflåten (Ixodes) ihjel. Det er lab-forsøg — ikke feltforsøg på et par ben i en dansk skov.
At »rense leveren« er folketradition og en metafor. Data viser galde-stimulation i dyr — ikke at røllike skyller gift ud af en rask menneske-lever. EMA anerkender kun røllike til traditionel brug.
På den her side står tre slags viden side om side: hvad planten har været brugt til før os, hvad folk bruger den til nu, og hvad videnskaben har nået at kigge på. Videnskaben er ikke sandheden med stort S — den er det, vi indtil videre har haft tid til at undersøge. Tradition og levet erfaring tæller også med. Jeg lægger det hele frem, hvert med sit eget navn, og lader dig mærke efter selv.
Høst i Danmark
De blomstrende toppe, mens de står i fuldt flor hen over sommeren — blomster og de øverste blade. Vælg planter langt fra sprøjtede marker og trafikerede vejkanter. Tag lidt, og lad resten stå til bierne, der elsker den flade skærm.
Røllike hører til kurvblomsterne, og de er blandt de mest almindelige at være allergisk over for — planten bruges ligefrem i allergi-test. Har du kurvblomst- eller bynke-allergi, så vær varsom, både i te og på huden.
- Gravid? Lad den stå. Røllike er livmoder-stimulerende og frarådes i graviditet.
- Den kan gøre huden mere følsom for sol ved store mængder eller langvarig brug.
- Tager du blodfortyndende, beroligende eller blodtryks-medicin, så vend det med din læge først.
- Drik hel-urt-te eller tinktur i moderate mængder — ikke ren æterisk olie indvortes; olien bærer thujon.
På huden — som når jeg selv gnider den på benene mod flåterne — er den mild for de fleste, og et par enkle vaner gør den tryg:
- Første gang: prøv lidt på et lille stykke hud, fx indersiden af underarmen, og vent en halv times tid. Kommer der rødme eller kløe, er det ikke din plante — så skyller du den bare af igen.
- Hold den til hel hud. Ikke i åbne sår, i øjnene eller på slimhinder.
Sker der noget, er det sjældent værre, end at det skylles af med vand. Det er hele tanken med at kende sin plante: du mærker dig forsigtigt frem på din egen krop — roligt og nysgerrigt, ikke bange, men vågen.
Fra fællesskabet
Det her er et levende lag. Med tiden samler jeg jeres måder at bruge røllike på her — mod flåter, i teen, på småsår — så kortet vokser, hver gang nogen deler. Jeg lægger for med mine egne.
Selv bruger jeg røllike på to måder. Om sommeren, når jeg skal ud i højt græs, gnider jeg den på benene, før jeg går — knuste blade eller lidt af olien. Flåterne kan ikke lide den, og laboratorie-forsøg giver mig ret i, at der er noget om det, selvom ingen har målt det på et par ben i en dansk skov. Og så drikker jeg den som bitter te, når fordøjelsen er træg — den gamle lever-urt. Det er tradition og min egen erfaring, ikke en kur. Men jeg rækker efter den hver sommer.
— Asger
Det her er fortælling og formidling — ikke lægelig rådgivning og ingen opskrift på behandling. Som te i almindelige mængder er røllike mild for de fleste. Men er du gravid, allergisk over for kurvblomster, eller tager du blodfortyndende, beroligende eller blodtryks-medicin, så vend det med din læge, før du bruger den.
Bygget på almindelig plante- og lægemiddelhistorie og på nyere forskning. Røllikens rolle som blodstillende sårurt og bitter fordøjelses-urt er veldokumenteret tradition; achilleïns størknings-effekt og galde-stimulationen er set i laboratorie og dyr, ikke i kliniske forsøg på mennesker. EMA anerkender røllike som traditionel urt. At »rense leveren« er en folkelig metafor, ikke en påvist mekanisme. Røllike-oliens flåt-afvisende virkning er set i laboratoriet (Ixodes) — ikke i feltforsøg på mennesker.
Få mit brev
Jeg skriver om Fader Himmel og Moder Jord — og det hele menneske derimellem: krop, sind og sjæl. Om planterne, om at vågne op, om at dø før døden. Skriv dig op, så lander det i din indbakke.