Burresnerre
spor: Krop
Det klæbrige ukrudt, du har slæbt med hjem på bukserne uden at ville det, er i familie med kaffe — samme slægt som bønnen i din kop. Og længe før kaffen nåede Danmark, ristede folk burresnerrens små frø og bryggede dem. Ikke for koffeinen, for den følger ikke med, men for smagen, og for at have noget varmt at holde om.
Hvorfor den klæber
Træk hånden ned ad stænglen, og den hænger ved dig. Det er ikke magi, og det er ikke helt velcro heller. Planten er klædt i tusindvis af mikroskopiske krog-hår, og de virker som en spærhage: de griber den ene vej og slipper den anden. Sådan kravler den opad gennem alt det andet grønne, op mod lyset, uden nogensinde at glide tilbage. Forskere har målt det — grebet holder bedre til træk fra mange retninger end den velcro, vi selv har fundet på.
Hvor den vokser
Næsten overalt hvor mennesker har sat spor — vejkanter, hegn, krat og havens glemte hjørner. Den lægger sig som et net hen over alt det andet grønne og blomstrer hen over sommeren med små hvide stjerner, knap større end et knappenålshoved.
Sådan genkender du den
Firkantet, ru stængel. Smalle blade sat i kranse på seks til otte, som eger i et hjul. Og den prøve, der aldrig svigter: læg hånden mod den. Hænger den ved dig, har du fundet den.
Andre snerrer ligner i bladkransen, men de klæber knap nok. Og forveksl den ikke med burre (burdock) — en helt anden, stor tidsel-plante; det var den, ikke burresnerren, der gav manden idéen til velcro. Heldigvis er hele snerre-slægten ufarlig, så her kan du tage fejl uden at det koster andet end et smil.
Unge skud som kogt grønt eller te om foråret. De modne frø ristet til en slags kaffe om efteråret.
Skuddene koges. Frøene tørres og ristes en lille time ved svag varme, til de dufter mørkt og brændt — næsten som kaffe.
I folkemunde en blid vanddrivende urt — en “lymfe-te”, man har drukket gennem generationer. Den bærer iridoider og flavonoider.
Indholdsstoffer
Gennem historien
Burresnerren har fulgt mennesket længe. Man sigtede mælken gennem den, når der skulle ystes ost — deraf det latinske navn, Galium, fra det græske ord for mælk. Man ristede dens frø, dengang kaffen var dyr eller helt væk. Man lagde den våd på sår og drak den som forårskur, når kroppen skulle vækkes efter vinteren. En fattigmandsplante, måske — men en, der altid var der.
Hvad videnskaben har undersøgt
Burresnerre hører til kaffe-familien (Rubiaceae) som kaffeplanten, og ristede, malede frø er brugt som kaffe-erstatning.
Den klæber via led-krog-hår i en spærhage-mekanisme (peer-reviewed, Royal Society B) — stærkere mod træk fra flere retninger end industriel velcro.
Som “lymfe-te” og vanddrivende er den folketradition; der findes endnu ingen kliniske forsøg, der viser en effekt på mennesker.
På den her side står tre slags viden side om side: hvad planten har været brugt til før os, hvad folk bruger den til nu, og hvad videnskaben har nået at kigge på. Videnskaben er ikke sandheden med stort S — den er det, vi indtil videre har haft tid til at undersøge. Tradition og levet erfaring tæller også med. Jeg lægger det hele frem, hvert med sit eget navn, og lader dig mærke efter selv.
Høst i Danmark
De unge skud i april og maj, mens de stadig er bløde og før planten blomstrer. Frøene til kaffe først sidst på sommeren og hen i efteråret, når de små kugler er modnet og blevet tørre. Tag handsker på, hvis du høster meget — krog-hårene river en smule. Og tag aldrig mere, end du skal bruge; lad resten stå til fuglene og til næste år.
Fra fællesskabet
Det her er et levende lag. Med tiden samler jeg jeres opskrifter, husråd og små opdagelser med burresnerren her — så kortet vokser, hver gang nogen deler. Jeg lægger for med min egen lille hilsen.
Selv plukker jeg burresnerren mens den endnu er ung og sprød og fuld af forår. Jeg koldpresser den til en dybgrøn saft og fryser den i små isterninger — og året rundt, når jeg rører min smoothie sammen, lader jeg en terning forår smelte ned i glasset. På den måde drikker jeg juni om vinteren. Forårets kraft, gemt og givet videre — hele året.
— Asger
Det er ikke videnskab, men levet erfaring — det, I selv har prøvet og delt med mig. Jeg har samlet det, der gik igen, og foldet de par måder ud, I oftest spurgte om. Og ja — flere bad om min isterninge-metode; den står allerøverst.
I glasset
I køkkenet
Folkenavne & plantekendskab
Til dyrene
Tag en god håndfuld unge skud, skyl dem og hak dem groft. Kom dem i en kande vand og stil den i køleskabet natten over. Drik den kold dagen igennem — den er frisk og næsten agurke-grøn, og nogle synes bladene smager lidt som ærteskud. Vil du have den varm, så hæld kogende vand over i stedet og lad den køle lidt af; sjovt nok holder den på sin grønne farve.
Sidst på sommeren og hen i efteråret modnes frøene. Tør dem, og rist dem så en lille times tid ved svag varme, til de dufter mørkt og brændt. Mal dem og bryg dem som kaffe — en koffeinfri, kaffe-agtig drik, mest for smagens og varmens skyld.
Burresnerrevand
En håndfuld friske skud i en kande vand. En nat i køleskabet. Drukket koldt dagen igennem.
Kold te
Hæld kogende vand over de friske skud — de krøller ikke sammen, men beholder den grønne farve. Lad den køle, og drik den kold.
Rå i salat
De unge blade rå i salaten — de smager af ærteskud.
Det her er fortælling og formidling — ikke lægelig rådgivning. Som mad, i almindelige mængder, er burresnerre mild for de fleste. Men tager du vanddrivende, blodtryks- eller diabetesmedicin, har nyre- eller hjertesygdom, eller er du gravid, så vend det med din læge, før du bruger den som kur.
Kilde: kommentarer på Instagram (@asgerlaursen) og Facebook (Asger Laursen).
Få mit brev
Jeg skriver om Fader Himmel og Moder Jord — og det hele menneske derimellem: krop, sind og sjæl. Om planterne, om at vågne op, om at dø før døden. Skriv dig op, så lander det i din indbakke.
