Pragtsnerle
spor: Sind
Der står en plante i min vindueskarm, som aztekernes præster kaldte tlitliltzin — den lille sorte, den ærværdige. De fastede, før de rørte den. De stødte den i mørke. De talte til den som til nogen, der kunne svare. I dag koster den en tyver i en frøpose. Himmelblå tragt, hvid hals, gul stjerne i svælget, åben ved daggry og lukket igen inden eftermiddagskaffen.
Den lille svampekemiker
Frøene lå hos præsteklassen. De blev stødt for at stille en diagnose, for at finde noget der var blevet væk, og for at spørge om det, man selv var blind for. Der blev fastet først. Der blev arbejdet i mørke, med en helbreder til stede. Frøet blev regnet for at være nogen.
Og det, der ligger i frøet, kommer et helt andet sted fra.
Der bor en svamp på planten. Den sidder uden på: ude ved kirtelhårene på de unge blades overside, på indersiden af bægerbladene, på frøkappen. Når planten sætter frø, følger svampen med. Næste sommer står den samme svamp på den nye plante, og sådan har det stået på i tusinder af år. En lille svampekemiker med bopæl på en blomst.
Det er den samme slægt, der sidder ude på rugakset som meldrøje. Dér har svampen taget kornets plads. Her bor den som gæst.
Det mærkelige er, hvor lidt der skal til. Da man i 2025 målte efter, sad svampen i kimstænglen, lidt i stængel og blade, og slet ikke i rødderne. Stofferne var alligevel overalt i planten. Rødderne med.
Længe kunne man se den og måle den uden at kunne dyrke den. Det lykkedes først i 2025, da Corinne Hazel fandt hyferne i tømte frøkapper og fik dem til at gro. Så fik den også et navn. Periglandula clandestina. Den skjulte.
Og så er der stoffet, som “alle” kender frøene for. Svampen bygger LSH — lysergsyre og en aminosyre sat sammen. LSH er skrøbeligt og falder fra hinanden af sig selv, og det, der bliver tilbage, hedder LSA.
Friske frø er mest LSH. Gamle frø er mest LSA. LSH kan endda nå at gå i stykker inde i selve måleapparatet, så et friskt frø bliver noteret som noget, det ikke var.
I femogtres år har vi kaldt frøene LSA-holdige. Vi har opkaldt dem efter resterne der blev tilbage, efter det egentlige stof blev nedbrudt.
Selve LSH er aldrig blevet givet til et menneske i et kontrolleret forsøg. Ikke én eneste gang. Der var i mange år rygter om, at man kunne konvertere LSA tilbage til LSH ved at bruge mynte. – og deri lå en forbindelse til de historiske spor af ceremoniel brug af mynteplanter i Mesoamerika. Men det er mere en urban legend blandt psykonauter – end noget, der rent faktisk er hold i.
Så der ligger stadig en åben gåde i frøposerne i havecentret.
Hvor den vokser
Hjemme hører den til i Mexico og Mellemamerika, dér hvor traditionen levede. Hos os skal den sås hvert år.
Den er enårig og til haven. Sås i maj, klatrer to til fire meter op ad et hegn, et espalier eller en pil, blomstrer fra juli til september og går til ved den første nattefrost. Den kan også stå i en krukke i en vindueskarm, hvis den får noget at klatre op ad.
Vil du se den, som den er, skal du derud om formiddagen. Hen på eftermiddagen har den rullet sig sammen.
Sådan genkender du den
Store, tragtformede blomster på seks til ti centimeter. Tre farvezoner, og det er dem, artsnavnet tricolor peger på: hvid hals inderst, en blød gul stjerne i svælget, og kronen der løber ud i det blå.
Bladene er hjerteformede. Stænglen snor sig. Knoppen er rullet sammen som en lukket paraply og folder sig ud i det første lys.
Den sikre test er klokkeslættet. En blomst så stor og så blå, der står helt åben klokken otte og er krøllet sammen klokken fire, er en pragtsnerle. Frøene er små, sortbrune, kantede, omkring fem millimeter.
I haven forveksles den sjældent. På papir gør den det hele tiden.
Vores egne vilde snerler, gærdesnerle og agersnerle, har samme tragtform i hvidt eller lyserødt og i det halve format. Slægtninge på lang afstand.
Værre står det til i litteraturen. ‘Heavenly Blue’ er botanisk Ipomoea tricolor, men den er i årtier blevet solgt og omtalt som Ipomoea violacea — også af forskere, også af Hofmann selv. Den ægte Ipomoea violacea er en tropisk strandsnerle med gullighvide natblomster og ingen kendte rus-egenskaber. To arter, ét navn, halvtreds års forvirring.
Aztekerne skelnede skarpere end vi gør. Ololiuhqui, “den runde”, var frøene fra den hvidblomstrede Turbina corymbosa. Tlitliltzin var de sorte, kantede frø fra den blå.
Sådan ser den ud hos mig
Frøene lå hos præsteklassen. De blev brugt til at stille en diagnose, finde det mistede og spørge om det, man ikke selv kunne se. Kun brugt rituelt: faste, mørke, en helbreder til stede. Embede frem for fest.
I dag er den en frøpose til en tyver og en blå væg i august. Ingen, der køber den, tænker på andet end farven. Det er den samme plante.
Svampen bygger LSH. LSA er resterne. LSH har aldrig været prøvet på et menneske i et forsøg, og gåden ligger stadig åben.
Indholdsstoffer
Gennem historien
Vi kender til denne plante fra en mærkelig kant. Vi kender den fra dem, der ville have den væk.
Franciskaneren Bernardino de Sahagún skrev den ned i Codex Florentinus i femtenhundredtallet, og han lagde ikke skjul på sin dom: »det beruser; det gør en gal, ophidser en, gør en besat.« Kongens egen læge, Francisco Hernández, skrev om den. Hernando Ruiz de Alarcón skrev om den, og Jacinto de la Serna skrev også om den.
Fire mænd, uafhængigt af hinanden, som alle ville have traditionen stoppet, og som derfor beskrev planten i detaljer. Det er den slags kilde, man ikke kan beskylde for at være begejstret. 🙂
Der kom aldrig noget forbud mod blomsten. Inkvisitionens edikt i Ny Spanien fra 1620 gjaldt peyote. Det, der skete i 1629, var at Ruiz de Alarcón udgav en håndbog til sine medbrødre om, hvordan man kunne knække ololiuhqui-kulten. – altså dem der brugte planten rituelt.
Traditionen forsvandt dog ikke. Den gik under jorden, og frøene fik nye navne — hos zapotekerne badoh negro, på spansk semilla de la Virgen, Jomfruens frø. Da to europæere kom til Oaxaca i slutningen af halvtredserne og spurgte til planten, stod den der stadig. Både hos mazatecerne, zapotekerne og chinantecerne.
Den ene europæer hed Albert Hofmann. Han tog frøene med hjem til Sandoz i Basel, det laboratorium hvor han tyve år tidligere havde bygget LSD af meldrøjens alkaloider. I 1960 fandt han lysergsyre-alkaloider i frøene.
Svampen på rugakset, blomsten i hegnet og glasset i Basel viste sig at høre til samme familie. Fire hundrede år brugte kirken på at slette en blomst. Og så genfandt Europas egen kemi den, i sit eget laboratorium. Lidt ironisk 😀
Hvad videnskaben har undersøgt
Alkaloiderne dannes af en symbiotisk svamp af slægten Periglandula, som lever på plantens overflade og føres videre gennem frøet. Planten selv har ingen gener til dem. Slægten blev beskrevet i 2011.
Pragtsnerlens egen svamp blev dyrket i renkultur for første gang og beskrevet som en ny art i 2025: Periglandula clandestina (Hazel & Panaccione, Mycologia 117:602-614).
Svampen blev fundet mest i kimstænglen og slet ikke i rødderne, mens alkaloiderne findes i alle plantens dele, rødderne inklusive.
Hofmann & Tscherter påviste i 1960 lysergsyre-alkaloider i ololiuhqui-frø (Experientia 16:414). Det var første gang, den kemi blev fundet i en blomstrende plante. Den viste sig siden at være svampens.
Friske frø indeholder overvejende LSH, ældre frø overvejende LSA. Nowak m.fl. 2016 målte forskellen og fandt desuden, at LSH kan omdannes til LSA inde i selve massespektrometret, hvis ioniseringen er for hård. Nowak målte med LC-MS/MS.
Ergometrin, det stof der bruges klinisk til at trække livmoderen sammen efter en fødsel, er målt i frøene i mængder på 34-109 µg pr. gram.
At LSA udelukkende opstår ved at LSH falder fra hinanden, er den bedste forklaring vi har. I en beslægtet svamp er der set tegn på, at dannelsen også kan være enzymstyret.
Enzymerne bag LSH er kortlagt i beslægtede svampe, ikke i Periglandula selv. Den kunne først dyrkes i 2025 og kan endnu ikke manipuleres genetisk.
Xochipilli-statuen fra Tlalmanalco er dækket af blomster, som Wasson og Schultes læste som et katalog over aztekernes rusplanter, snerlen iblandt. Nogle forskere bygger stadig på den læsning; mexicanske kunsthistorikere mener, man finder det, man leder efter.
Historien om at frø i handlen bejdses med methylkviksølv “for at forhindre misbrug” gentages overalt. Jeg har ikke kunnet finde en eneste primærkilde til den, og kviksølvbejdse har været forbudt i EU siden 1981. Der findes så vidt vides ingen offentliggjort måling af, hvad der faktisk sidder på frøene. At de ikke er fødevaregodkendte, står uanset.
At det er LSH og ikke LSA, der giver frøene deres virkning, er en hypotese fra Hofmann og Shulgin. Den er aldrig afprøvet i mennesker. Et kvalificeret gæt, som har fået lov at stå i femogtres år.
Kilder
- Hazel CM & Panaccione DG (2025). A new species of Periglandula symbiotic with the morning glory Ipomoea tricolor. Mycologia 117(4):602-614.
- Steiner U m.fl. (2011). Periglandula, a new fungal genus within the Clavicipitaceae. Mycologia 103(5):1133-1145.
- Beaulieu WT m.fl. (2021). Diversity and evolution of ergot alkaloids in Convolvulaceae. Communications Biology 4:1362.
- Panaccione DG (2023). Derivation of the multiply-branched ergot alkaloid pathway of fungi. Microbial Biotechnology.
- Nowak J m.fl. (2016). Identification and determination of ergot alkaloids in Morning Glory cultivars. Anal Bioanal Chem 408:3093-3102.
- Hofmann A & Tscherter H (1960). Isolierung von Lysergsäure-Alkaloiden aus der mexikanischen Zauberdroge Ololiuqui. Experientia 16:414.
- Sahagún B de. Codex Florentinus, bog XI (ca. 1547-85).
- Schultes RE & Hofmann A (1979). Plants of the Gods.
- Ruiz de Alarcón H (1629). Tratado de las supersticiones y costumbres gentílicas.
På den her side står tre slags viden side om side: hvad planten har været brugt til før os, hvad folk bruger den til nu, og hvad videnskaben har nået at kigge på. Videnskaben er ikke sandheden med stort S — den er det, vi indtil videre har haft tid til at undersøge. Tradition og levet erfaring tæller også med. Jeg lægger det hele frem, hvert med sit eget navn, og lader dig mærke efter selv.
Jeg dyrker den, jeg fortæller om den, og jeg har prøvet den. Netop derfor fortæller jeg om den:
- Ergometrin. Målt i frøene, og det samme stof jordemødre bruger til at trække en livmoder sammen. Virkningen kender vi fra lægemidlet, men mængden i nogle få gram frø ligger i samme størrelsesorden som en klinisk dosis. Eksperimentér aldrig – og slet ikke hvis du er gravid!
- Karrene. Samme familie som meldrøjens stoffer, og den snørende virkning på blodkar følger med. Det var den, jeg mærkede i hænder og fødder. Har du migræne, hjerte-kar-sygdom eller tager du triptaner, er det en dårlig kombination.
- Serotonin. Stofferne rammer samme receptor som SSRI-medicin. Det kan være en farlig kombination.
- Kvalmen. Den kommer fra harpiks-glykosider i frøet og hører med. Den hørte med dengang også.
- Frøene er prydfrø. De sælges ikke som fødevare, de er ikke fødevaregodkendte, og de er som regel behandlet mod svamp inden salg, uden oplysningspligt om hvilke fungicider der er brugt. Herhjemme er hele planten vurderet »ikke acceptabel« som ingrediens i kosttilskud.
Om juraen, kort: planten er lovlig at dyrke, frøene lovlige at købe som prydfrø. LSD står på listen over euforiserende stoffer. LSA gør ikke. Lovligheden siger kun noget om lovgivningen. INTET om hvad der sker i din krop!!!
Fra fællesskabet
Der er én ting, jeg gerne vil samle på her: ikke opskrifter — men historier. Planter og skikke, der har overlevet et forbud, en fortielse eller bare en generation, hvor ingen gad. De findes også herhjemme, og de står som regel i et hegn og ligner ingenting.
Jeg har selv brugt Ipomoea tricolor. Jeg var seksten-sytten år, og min troldmandsrejse var lige begyndt. Jeg havde læst om aztekerne, og det unge, nysgerrige sind skulle selvfølgelig forbi det, de havde brugt.
Behageligt var det bestemt ikke. Stofferne i frøene snører blodkarrene sammen, og det kan mærkes: kramper i hænder og fødder, kvalme, en tyngde der ikke ligner den lethed, man havde forestillet sig. Jeg fortryder ikke, at jeg gik den vej. Jeg ville bare ønske, at nogen havde fortalt mig, hvad der egentlig sad i de frø.
I dag står den i min vindueskarm. Den skal vandes som alt muligt andet. – men dens historie bringer mig tilbage til ydmygheden: Vi mennesker har haft travlt med at udrydde det, vi ikke forstod. – og lige så travlt bagefter med at ville forstå alt det, der stadig var gådefuldt.
Ipomoea er for mig et smukt eksempel på den rejse – med sit pragtblå smil hvisker den: »I ved stadig ingenting« – som en hilsen fra Skaberen, der elsker at se sine børn lege rundt i Hans have.
En plante er et skaberværk, ikke en gud. Og man udrydder ikke afgudsdyrkelse ved at brænde viden om skaberværket. Man mister bare viden.
Vi er stadig ved at finde den igen.
— Asger
Det her er fortælling og formidling — ikke lægelig rådgivning, ikke en opskrift og ikke en opfordring. Den traditionelle tilberedning er beskrevet i den etnobotaniske litteratur som historie; den står ikke her. Er du gravid, har du hjerte-kar-sygdom eller migræne, eller tager du SSRI- eller MAO-hæmmer-medicin, er planten særligt problematisk. Dyrk den. Kig på den. Lad frøene være.
Fortalt fra fagfællebedømt litteratur og fra de koloniale primærkilder. Svampens rolle, artsbeskrivelsen fra 2025 og forholdet mellem LSH og LSA er dokumenteret; hvor noget er hypotese eller omstridt, står det som sådan i evidens-blokkene. Xochipilli-læsningen er en tolkning frem for et fund. Historien om methylkviksølv-bejdsning har jeg ikke kunnet finde belæg for og medtager som det, den er: en påstand uden kilde. Søsterkortet er meldrøjer — samme kemiske slægt, to helt forskellige plantelegemer.
Få mit brev
Jeg skriver om Fader Himmel og Moder Jord — og det hele menneske derimellem: krop, sind og sjæl. Om planterne, om at vågne op, om at dø før døden. Skriv dig op, så lander det i din indbakke.