Dino Dag: 3. dag i far og søn video-rejsedagbogen

img_1558

Video – Rejsedagbog

Det er fedt at have gode minder om mennesker og oplevelser. Det er endnu federe at have en videodagbog, så man har mulighed for at gense sine minder.

Jeg har de sidste par måneder leget en del med video som format til at indfange og udtrykke. Dels har jeg startet et personligt eksperiment med at vlogge, og videre har jeg indfanget små historier fra min hverdag.

En af de historier som jeg har forsøgt at indfange, er fra efterårsferien, hvor min søn og jeg var en tur i Barcelona.

Det var sjovt at have video-mediet som lærrede vi begge fik lov til at tegne en historie på. En historie som jeg så efterfølgende har forsøgt at redigere til små indføringer i en rejsedagbog.

Ovenfor er 3. dag fra vores tur, og herunder kan du se de første to afsnit fra rejsen.

Jeg tager for mange billeder

Jeg har fundet ud af at video er det format jeg skal gemme mine minder i. Jeg har altid været god til at tage mange billeder når jeg var på tur. Men sjældent har jeg set mine billeder igennem igen. De forsvinder ind i “the cloud” og der ligger de så. Video derimod – og det at udvælge de billeder og de videostykker som tilsammen udgør oplevelsen. – det giver mening for mig. Det har jeg lyst til at se igen – og det er noget lettere at dele med venner og familie. Frem for at linke til de 1547 billeder man har fået samlet i et Google Photos album fra turen til Thailand 🙂

 

Dag 1: Rejsedagen

Dag 2: Haj-Museum og andet godt

 

MSN Messenger – et stykke social-digital ungdom – lukker

MSN Messenger Ikon

“BlungLungDung” (fri phonetisk fortolkning) lyder det fra de små sorte PC-højtalere, placeret på hver side af min smarte CRT skærm. Mit blik vandrer mod applikationlinjen, nederst i skærmbilledet og ender ved det lille ludo-briklignende avatar-ikon. Der er kommet en besked – en Messenger besked. En “Instant Message” (IM). Året er 1999 og digitaliseringen af mit sociale netværk er begyndt.

Jeg husker stadig den revolution det var for mig og mit socialliv, da MSN Messenger app’en udkom. Inden havde den digitale socialisering, for mig, primært udspillet sig i de forskellige chat-rum.

Uforpligtende realtidsnærvær

Chat-rummene var realtidssamvær og uforpligtende. Man aftalte et tidspunkt og håbede på at se de samme igen – de avancerede chat-steder havde besked-funktion med ind – og udbakker. Jeg husker, at det at chatte var hovedformålet med at sidde foran computeren – og det fyldte både hele skærmen og bevidstheden

Messenger integrerede det sociale.

Messenger var lidt mere seriøst end chatrummene. Man blev koblet op på personernes email-adresser, og havde en efterfølgende digital krog i dem.
Det var ikke blot en chat-and-forget seance.
Samtalen fortsatte og blev integreret ind i det andet computeren kunne bruges til. Det at chatte og være social via computeren, behøvede ikke være hovedformålet, men blev i stedet baggrunds-støjen for det andet man nu sad og lavede. Messenger var asynkront og skabte, for mig, den første følelse af kontinuitet – en “on-going session”.

Cyber flirt og nye venner.

Det var de samme mekanismer som det at blive venner på Facebook er i dag – man anmodede, accepterede og blokerede. Det blev her man lærte nye mennesker at kende. – mennesker man enten IRL eller virtuelt havde haft et første møde med – nu blev det holdt ved lige med Messenger.

Smiley og LOL

Messenger var det første sted ” 🙂 ” blev grafisk omdannet til en smiley, og det var for alvor med til at vi alle begyndte at forholde os til, at tekst ikke bare er tekst – men altid er ladet med en følelse. En følelsesmæssig meta-tagging af vores SMS’er og chat beskeder begyndte at tage fart. – en proces som efterhånden er veletableret i vores digitale kommunikation i dag. Messenger var også stedet hvor mange af os, for alvor stiftede bekendtskab med, forkortelser såsom *LOL* *GG* og alle de andre forkortelser.

Ville være mere end chat.

MSN Messenger blev aldrig mere end en chat-klient for mig. Jeg husker at de forsøgte at åbne platformen op for spil, whiteboard apps, Voice og Video chat samt at give mulighed for skabe personlige chat-vinduer (farver, billeder, lyde etc.). På samme tidspunkt begyndte Skype at gøre sig bemærket, og det ramte et tidspunkt, i mit liv, hvor min computer og IT generelt, ikke kun blev brugt til underholdning, men også til arbejde. Skype var mere voksent og “business” og Messenger vedblev at være lidt “for sjov” og kun for “pleasure”.

Facebook Killed the Messenger-Star

For mig var dødsstødet for min brug af Messenger, da jeg for alvor oplevede at mine venner kom på Facebook. Jeg kunne nu pludseligt chatte med alle mine venner, og det at møde nye mennesker, og connecte med dem på Facebook, var langt mere interessant, end blot at have et navn mere på listen over kontakter på Messenger.

Hvorfor denne post?

Ud over, til tider, at lide af grafomaniske tendenser, så fik jeg faktisk lyst til at nedfælde mine minder med Messenger, da jeg igår læste at Microsoft nu endeligt har lukket og slukket for MSN Messenger. Det sker få timer efter jeg ser 6. afsnit af Dicte sæson 2, hvor en forsvunden pige har chattet med en fremmed fyr på Facebook og senere også på Messenger. Da jeg hørte dette, smilede jeg lidt for mig selv. Messenger stoppede med at fungere både her i Europa og i USA allerede ved årets start, så derfor kan det simpelthen ikke passe at den forsvundne pige har chattet på Messenger. – med mindre hun har en VPN forbindelse til Kina, hvor Messenger har fungeret indtil nu. Der har siddet en tekstforfatter med samme ungdoms-chat minder som jeg – og indskrevet Messenger i manus, fordi det for ham eller hende, også stod som det sted hvor nye digitale bekendtskaber i 00’erne, blev dyrket.
– desværre fik tekstforfatteren ikke lavet sin research og erfaret at Messenger er lukket.

En sidste lille bemærkning til Dicte afsnittet; den forsvundne pige i afsnittet er 12 år gammel, og det ville være højst mærkværdigt, at en pige på 12, i året 2014, ville fortsætte en Facebook chat på Messenger, frem for via en af de andre langt mere nutidige chat-kanaler, ala Snapchat o.l.

Post Script

Messenger er et kæmpe kapitel i mit digitale liv – jeg skylder den platform rigtig meget- men det er ikke før i dag, hvor jeg sidder og reflekterer, at jeg egentligt mærker hvor meget, og hvor vigtigt Messenger var for mig gennem min ungdom. Men som med alt andet (digitalt?), er det som om vi mennesker glemmer hvor vi kommer fra, og hvad vi rejste på, for at nå hvor vi er i dag. Vi hengiver os hurtigt nye midler i på vejen mod nye mål. – og bygger gladeligt, og til tider utaknemmeligt, videre, på det nuværende plateau, forgængerne efterlod, uden at se os tilbage.

Det er sandheden og den kan være illehørt – but don’t kill the Messenger 🙂