Lad mig bestille min mad selv!

beaconontable

Forleden spiste jeg på Burger King i Barcelona lufthavn. Der var mindst en kilometer lang kø ved kassen. Min rejsemakker så noget opgivende ud, da vi, med rumlende maver, trådte ind i restauranten.

Jeg kunne dog med blandet stolthed og dårlig samvittighed fortælle, at jeg vidste bedre. Jeg havde været der før og vidste, at vi blot kunne bestille ved en af de opstillede “self-service”-terminaler. Så ville det gå meget hurtigere.

Og ganske rigtigt – få minutter senere havde vi bestilt vores mad. Og yderligere et par minutter efter havde vi fået vores mad udleveret. Udleveringen foregik fra endevæggen af den normale skranke, hvor der var lavet et hul til udlevering af “self service orders”.

Selvbetjening har hidtil været drevet af fastfoodbranchen: JustEat, Hungry og de store kæder såsom Burger King og McDonalds. Set med mine øjne er tiden dog længe moden til, at de almindelige restauranter og caféer kommer med.

Digital snitfalde er værdi

Faktisk tror jeg det kan være farligt at vente med at imødekomme den digitale forbruger, hvis man er restauratør.

Vi forbrugere har alt ved hånden – bogstaveligt og i overført betydning – gennem vores smartphone. Vores krav til service og medbestemmelse er voksende.

Vi er kritiske og selektive omkring, hvor vi bruger vores tid og penge. Vi anmelder og rater alt fra tøj, elektronik, oplevelser – og ikke mindst stederne vi spiser. Og vi ser det som en kvalitativ værdi, hvis en virksomhed har en digital snitflade, vi kan interagere med.

I det lys ser jeg et kæmpe potentiale i, at restauratørerne griber bedre digitalt fat i deres gæster. Og rykker deres forretninger ind i den tidsalder, forbrugerne allerede begiver sig rundt i.

 

Caféerne ved åen er bagefter

Når jeg en sommerdag sætter mig ved en café ved Åen her i Aarhus, kan det undre mig, at jeg skal sidde og vente på at kunne komme af med min bestilling. Det er egentligt ikke fordi, jeg er et meget utålmodigt menneske. Men fordi det ser ud som om, restauratørerne har deres ansatte gående over åen efter vand.

Lad mig forklare: Den travle tjener har mange bolde at holde styr på, og der går sædvanligvis noget tid, førend det er blevet min tur. I ventetiden er det ikke utænkeligt, at jeg tager et kig på min smartphone.

Når tjeneren når til mit bord og skal tage min bestilling, foregår det ofte digitalt – på en lille håndholdt PDA. Her ryger min bestilling direkte ind i køkkenet og registreres til mit bord.

Hvis der er rigtig travlt, beder tjeneren mig om at betale straks. Så skal hun ikke holde styr på mig, når jeg forlader bordet igen.

Hvis jeg er i selskab med et par venner, skal regningen måske deles. Den travle tjener skal ulejliges med at beregne regningen ud og videre forestå indtil flere betalingstransaktioner.

Den her ligger jo til højrebenet for caféerne! Sæt prisen ned og servicen op: Stil gratis wifi til rådighed og giv mig 20% rabat på min ordre, hvis jeg henter jeres app og laver min bestilling selv.

 

Den digitale café

Så ville mit besøg ved åen en sommerdag se noget anderledes ud:

Caféens menu ligger selvfølgelig i app’en. Den er med billeder og beskrivelser, frem for blot at være et stykke fedtet laminat, foldet på midten, med kønsløse navne.

Ud for retterne kan jeg se den score, andre gæster have givet de forskellige retter.

Jeg kan også se dagens ret, som kokken beskriver for mig en i 30 sekunders video. Det er fedt, for jeg er mega dårlig til at læse kragetæer skrevet med kridt på skiferbelagte A-skilte!

Betalingen foretager jeg selv via MobilePay. Vi er et par stykker afsted netop denne dag. Men det er ikke noget problem.

Vi bruger WeShare til at beregne, hvad vi hver især skal af med.

Ca. 20 minutter efter vi har fået vores mad, kommer der en notifikation på min telefon. Det er fra caféen. De spørger, om alt er, som det skal være. Vi kan rate vores måltid og får for ulejligheden en kop kaffe serveret.

I appen kan vi se, at der er kokkens hjemmelavede ribsekage på menuen i dag. Den snupper vi et stykke af, mens vi nyder kaffen.

Den travle tjener ser ikke så stresset ud i dag. Hun smiler og har tid til at fortælle os lidt om, hvad det er, hun serverer for os.

Sikke en dejlig sommerdag!

Noter

Oprindeligt skrevet for Aarhus Stifttidende Oktober 2016

Resy indgår samarbejde med New York Hospitality Group om at udstyre managers og sommeliers med apple watch’es

McDonalds Self Service Roll Out Plans for Denmark

Virksomhederne skal i lommen på forbrugeren

i-lommen-på-den-digitale-forbruger

Jeg har lige hørt, at et firma har haft held med at overføre et password gennem kroppen på et menneske. Det lyder skørt og diffust, men lad mig forklare: Du har nok allerede en smartphone med en fingeraftrykslæser. Det er i hvert fald ved at være standard på rigtig mange af de nye telefoner i omløb. Idéen er, at i dét øjeblik du sætter fingeren på, og telefonen genkender dit fingeraftryk, udsendes der et svagt elektrisk impuls ladet med et password.

Fordi vi mennesker fungerer som elektriske ledere, kan det svage impuls udlæses andre steder fra kroppen. I et tænkt eksempel betyder det, at hviler min anden hånd på håndtaget til kontorbygningen, ja, så kan et lille stykke elektronik i døren altså aflæse mit password og låse døren op. Sikke mange muligheder det kan »låse op for«. Både i bogstavelig og overført forstand.

Mobilen er i forbrugerens midte

Jeg forestiller mig, at det ikke varer længe førend mobiltelefonen kan aflæse vores unikke bio-elektromagnetiske hjerte impuls. Således at vi slet ikke behøver at sætte vores finger på telefonen. Så længe telefonen kan »mærke« os, udsender den vores password og gør os i stand til at interagere med verden omkring os på en helt ny måde. Selvom den ligger i lommen!
Udvikling som det her er med til at placere mobiltelefonen endnu stærkere som en af vores vigtigste værktøjer i en moderne hverdag. Og der er ingen tvivl om, at hvis man som virksomhed vil skabe værdi for forbrugeren, sker det på mobiltelefonen.

I det lys synes jeg, de danske virksomheder udnytter mobiltelefonen alt for lidt! De fleste er ved at være med på, at en hjemmeside skal være responsiv. Altså kunne ses og fungere på en mobiltelefon. Men der er i min optik milevidt derfra og til at tale om at bruge de mobile muligheder. Og jeg tror egentligt, det handler om, at virksomhederne ikke er klar til at komme tæt på deres kunder.

Pure Players

Det er derimod de nye Pure Players. Pure Players er virksomheder, som er født ud af den digitale forbrugers behov og ønsker. Disse rendyrkede digitale virksomheder åbner deres værdikæder op og tilbyder et økosystem rundt om deres kunder og deres forretning. Ofte med en stærk forankring på den mobile platform.

Kunder hos en Pure Player går ofte fra at være eksterne interessenter til også at være interne interessenter, da man får mulighed for selv at skabe værdi med virksomhedens værdikæde. Dermed bliver virksomhedens værdikæde til en del af forbrugerens personlige værdikæde. Det at kunne skabe værdi i andres værdikæder har længe været et strategisk mål i en Business To Business-sammenhæng, men mange virksomheder har ikke forstået, at det også gælder i en Business To Consumer-relation.
Nogle af de klassiske eksempler på virksomheder, som har formået det, er Uber, AirBnB, Amazon og eBay. Og selvfølgelig de sociale platforme omend den sociale værdi kan være lidt mere diffus at gøre op.

Danske VIGO.dk

Der er dog også virksomheder her i DK, som er med på udviklingen og i fuld færd med at åbne deres værdikæde op til os forbrugere. VIGO.dk er REMA 1000’s nye platform. Her kan jeg bestille varer og betale for, at du leverer dem til mig. Altså hvis du har lyst.

REMA 1000 bygger oven på deres eksisterende forretning og giver mulighed for, at alle kan skabe værdi, og samtidig tilbyder de udbringning uden selv at skulle facilitere arbejdende ressourcer. Og selvfølgelig kører det hele via REMA 1000’s nye app. Det er rigtig godt set af REMA 1000.
Jeg håber, projektet bliver en success og bløder den digitale tilbageholdenhed op, så endnu flere virksomheder kan komme i lommen på den digitale forbruger.

Links

Oprindeligt publiceret i Aarhus Stiftidende

Besøg REMA 1000’s Vigo.dk her.

DTNS: Omkring password transmitted gennem kroppen