Semi Singular: SOS Fra Barcelona

Screen Shot 2018-01-30 at 14.24.40

Jeg kan nærmest ikke se fårene længere. Tågen har nu trukket sig hele vejen ind til byen, helt ude fra havet bag det nye dige. Marsklandsmarkerne der grænser op til det sidste hus i Højer, er nu bare én grå masse. Jeg skæver til signal-indikatoren på min telefon. 2 bar på 3G signalet. Som om signalet her i udkantsdanmark ikke var lavt nok i forvejen. Nu tager tågen da i hvert fald det sidste!

Jeg slukker displayet i min telefon, og lægger den fra mig på bordet. Tågen er nu helt oppe ved huset.  Jeg kigger ud af vinduet. I ruden kan jeg se mere af mig selv, og stuen jeg sidder i, i genspejlet, end hvad der er uden for. I genskæret kan jeg pludseligt se skærmen på min telefon lyse op.

Det er en Messenger besked fra Heine. “Asger, det er en SOS. Kan du hjælpe mig?”. Jeg tænker et øjeblik at det her ville være den perfekte start på en gyserfilm under titlen “Tågen”.

Mine tanker om en karriere som Spielberg bliver dog hurtigt glemt, da Heine fortæller hvad der er los.

Problemer i Barcelona

Heines gode veninde og dennes kæreste er på ferie i Barcelona. Kort forinden Heines besked, har parret været udsat for et groft tyveri. En taske er blevet hevet ud af hænderne på dem. En taske som vel at mærke indeholdt deres pas, punge, kontokort og den enes briller.

Det er helligdag i Spanien. Alt har lukket.  Så de har ingen mulighed for at få hjælp af deres bank m.v. før om 2 dage.

Heine spørger om jeg, grundet min forkærlighed for at besøge Barcelona, kunne kende nogen der kunne hjælpe dem. Det gør jeg helt sikkert! Et par minutter senere joiner Simon vores chat på Messenger. Simon bor i Barcelona og er en sand hverdagshelt. Han er frisk på at hjælpe med alt fra briller til likviditet. Dialogen flyver frem og tilbage, mellem Heine i Aarhus, Simon i Barcelona og mig midt i tågen i Højen. Ti minutter senere joiner Heines nødstedte veninde gruppe-samtalen.

Nu går det stærkt. Hun fortæller hvor hun er, og omfanget af deres tab. Et et par minutter senere er Simon på vej over til hende med likvid nødhjælp, så de kan fortsætte deres ferie.

Jeg sætter mig for første gang, siden samtalen startede tilbage i sofaen. Indtil nu har jeg siddet foroverbøjet, yderst på sofahynden. Blikket og alle mine sanser og følelser har været fokuseret på dialogen. Nærmest som om jeg var der selv. Hævet over begrænsningerne af tid og rum.

Oplevet Enhed

Tågen er lettet igen, og veninden og hendes kæreste fik en fortsat god ferie, trods det noget trælse intermezzo.

Siden oplevelsen har jeg tænkt meget over hvor vildt det egentligt er, det der foregik.

For det første er jeg stolt og taknemmelig over at have mennesker i mit liv, som så prompte reagerer når andre har brug for hjælp. Endda selvom det er hjælp til mennesker de ikke selv kender direkte, men kun by proxy. Her er det tydeligt at se hvor meget vi er hinandens influencers.

En metafysisk kæde af tillid blev dannet på rekord tid. Så to fremmed mennesker kort efter kunne mødes og interagere og udveksle værdier, som var de førstehånds forbundet.

Samtidig var det vildt at se hvordan teknologien booster vores evne til at samarbejde. Som én enhed, havde vi for en stund ét fælles mål i vores lille gruppe-chat. Agilt koblede vi de ressourcer og den viden til, som der var behov. I mange moderne virksomheder er det faktisk sådan man forsøger at arbejde. Her prøver man at begrænse statiske kommunikationsgange ala e-mail, til fordel for gruppe-samtale systemer så som Slack etc.

Men det var ikke blot samarbejde. Der var mere end det, da jeg sad der på kanten af Danmark, på kanten af sofahynden. Teknologien forbandt vores neurale netværk. I realtid var vi kollektivt bevidste om hinandens virkelighed, i en vekselvirkning af empati og følelser.

Jeg håber fremtiden bringer at vi mennesker i større grad, tør lade vores tillid forvalte gennem den digitale sociale graph. For så tror jeg på vi ophæve ikke bare grænserne for tid og rum – men også skellene mellem racer, kultur og tro, i større oplevelse af enhed.

Tak for tilliden Simon og Heine <3

Skrevet for Stiften 30/01 2018

Tankefri Tænketank

IMG_4836

Jeg stikker forsigtigt min storetå ned i den klare væske. Ingen ting. Jeg stikker de resterende 4 tæer og det meste af forfoden ned også. Stadig ingen ting. Hvis ikke det var fordi jeg kunne se at min fod nu er halvt nede i væsken ville jeg ikke have troet det. Væsken i det æggeformede kar, har samme temperatur som min krop og derfor mærker jeg ikke overgangen.

 

Screen Shot 2018-01-21 at 15.58.17

I med begge ben

Jeg er nu i med begge ben. I mere end én forstand. “Hvad pokker er det her jeg har gang i?” – tænker jeg da jeg lader fodsålerne slippe karrets bund, og hele min krop flyder ned i væsken. Og flyder er det helt rigtige ord. For stik mod al lært og oplevet logik, så synker min krop ikke ned ad. Jeg bliver hængende i overfladen af væsken, som et halvfladt, hudfarvet badedyr. Det er som om min krop “hviler i sig selv” på en fysisk måde. Den føles helt fri og vægtløs. Det føles mærkeligt. Især for mit hoved og nakke, som jeg ikke helt tør slappe af i. Sæt nu væsken alligevel ikke kan bære mig! Jeg kigger mig omkring. Låget til karet står åbent i en 45 graders vinkel, så det mest af alt minder om en stor østers. Jeg ser de 3 store knapper; hvid, grå og rød. Jeg trykker på den grå, og hører hvordan en elektrisk motor begynder at summe. Sekunder efter begynder låget til den forvoksede øster at lukke sig. Jeg klikker på den hvide knap, og det svage lys på karrets inderside slukkes. Langsomt glider låget i. Jeg ser hvordan lyset fra verden udenfor langsomt forsvinder. Jeg trækker vejret roligt og kontrolleret, for jeg kan mærke en snert af klaustrofobi skylle over mig. Låget er nu helt i og den snurrende motor er holdt inde. Der ligger jeg så. I komplet mørke, i komplet stilhed og flyder, som et andet foster i en livmoder.

Jeg er i Flotarium i Barcelona og det store kar jeg ligger i, kaldes for en “Isolation Tank”. Den tilhører konceptet omkring sensorisk deprivation (Sensory Deprivation), hvor vores sanseindtryk for en periode nedsættes. Fænomenet med sådanne isolationstanke er ikke nyt, og stammer tilbage fra 1950’erne. Afskærmning af sanseindtryk har været brugt og kendt længe i psykiatrien. Den positive effekt, det kan have på hjernens funktioner, er tilsvarende dem der opleves gennem dyb meditation. Isolationstanke er blevet populære de seneste år, i takt med at interessen for alternativ behandling, mindfulness og flow-states er vokset.

 

IMG_4834

Genfødsel

En time senere åbnes låget til tanken. Slimet og glinsende, som en nyfødt, kravler jeg langsomt ud af min syntetiske livmoder. Mine øjne misser mod det skarpe lys med en blanding af mistro, vantro og overtro. Jeg har svært ved at placerer det jeg lige har oplevet nogen steder. Det ligger langt uden for de kategorier min normale bevidsthed til dagligt sorterer mine oplevelser efter.

Da låget lukkedes oplevede jeg hvordan hele verdens emhætte blev slukket. Helt på linje med hjemme i køkkenet, hvor jeg pludseligt bliver bevidst om hvor meget støv der var. – og nu ikke længere er.

I starten var jeg meget bevidst om mine tanker, som fór rundt som børn der har fået for meget sukker, og mangler nogen at lege med. På et tidspunkt holdt de inde. Som om de blev trætte, da der ikke kom mere støj fra verden omkring mig. Det var utroligt roligt og afslappende. En lang drømmelignende tilstand begyndte at overtage mig. Jeg “var” bare. Den konstante kommentator på førstesalen, var gået hjem. En gang imellem kom der tanker, men de var lange og brede. Ja, det er den bedste beskrivelse af dem. De fik ligesom plads til at folde sig ud, og jeg kunne studere dem og observere dem. En kontrast til dagligdagen, hvor tankerne suser hurtigt og bestemt afsted – ofte uden at blive undersøgt nærmere.

Jeg er helt overbevist om at der er noget at hente, sågar at lære i den tilstand jeg fik lov til at opleve.

Vi lever i en verden der er så larmende, at vi nogen gange slet ikke kan høre os selv tænke. Først når vi får slukket for emhætten, går det op for os hvor meget den egentligt støjede. Og pludseligt kan vi høre os selv tænke igen.

Oprindeligt skrevet for Stiften 20. januar 2018:

 

Digitale Nomader

15235944_1294537607265219_2131771150309196042_o

Friheden til at gøre arbejdet til en del af livet

Det er fredag aften, og jeg er på vej på gå-ben mod min destination. Jeg tjekker min telefon, hvor jeg har Google Maps kørende. Jeg skal lidt højere op af gaden, forbi La Sagrada Familia-kirken og så til venstre.

Jeg er i Barcelona og på vej til meetup i Flylancer, et fællesskab for lokalitets-uafhængige, digitale nomader.

Jeg har ingen idé om, hvad jeg skal forvente mig af eventet. Men jeg er spændt. For beskrivelsen af Flylancer ræsonnerer dybt, hvor jeg oplever at være i mit eget liv. Nemlig et sted hvor jeg arbejder mere og mere uafhængigt af tid og sted.

Efter 20 minutters hyggesnakken over kolde øl bænkes vi alle, ca. 35 mand, i en stor hestesko-formation.

Støttegruppe for de frigjorte

Nærmest i stil med et AA-møde tager forskellige af de fremmødte ordet og fortæller om deres historie. Hvorfor de er kommet, og hvor de er i deres proces som Flylancers.

Jeg lytter opmærksomt med. Der er bogstaveligt talt mennesker fra hele verden i rundkredsen omkring mig: Kina, USA, Afrika, Australien og Europa. I takt med at fortællingerne deles, bliver det mere og mere klart for mig: Jeg er også en Flylancer!

Fælles for alle beretningerne er emnet omkring værdien af tid og mobilitet. Og om hvordan det, at skulle arbejde ved samme skrivebord hver dag, har virket demotiverende.

Nogle af de fremmødte arbejder helt lokalitetsuafhængigt, og andre er på vej til det.

Det overlagt karikerede AA-møde-agtige setup har tydeligvis en dybere mening. Det fungerer som en støttegruppe både for dem, som allerede er – og for dem som søger at blive mere frie i forhold til deres arbejde. En app-udvikler stiller spørgsmålet om, hvornår eller hvordan man ved, hvornår man skal sige sit job op? Han har lavet en app, som han håber på at kunne leve af – men han er i tvivl om, hvornår han skal satse på det 100 procent.

Frihed giver større indlevelse og kvalitet

Til stede er også en forsker, som er i færd med at skrive en PhD om netop den tendens, alle vi fremmødte er en del af. Han tager ordet og fortæller omkring teknologiens indvirken og emotionel intelligens. Og at virksomheder i fremtiden er nødt til at forholde sig til Flylancing, hvis de ønsker at holde på deres medarbejdere.

Han fortæller, at man i dag ved, at kvaliteten af udført arbejde bliver bedre, når folk har det godt. Og at teknologien har givet os nye muligheder for at højne vores arbejdsmæssige velbefindende. Og dermed skabe bedre kvalitet.

Jeg er høj af beruselse fra alle indtryk og nye bekendtskaber, da jeg senere forlader Flylancer-eventet. Det var en vild oplevelse at møde andre, som lever med og i det digitale og som søger at arbejde mere frigjort. – jeg anede slet ikke at der fandtes så mange andre som mig.

Det passer på mig

Jeg har længe oplevet tendensen på mig selv. Jeg har ikke haft den italesat så direkte, som den blev på Flylancer-mødet. Men jeg har oplevet, hvordan min egen arbejdsdag er blevet mere og mere mobil og tilrettelagt efter det liv, jeg i øvrigt ønsker at leve. Hvor stor kvalitet jeg har oplevet det som værende!

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg er i stald hos en virksomhed, som allerede har taget det her til sig. Og som giver enorm stor frihed til at arbejde efter eget ønske.

I ydermer anerkendelse, valgte Novicell at bringe min historie som en del af virksomhedens profil!

 

Jeg har meldt mig ind i Flylancer-fællesskabet, og jeg glæder mig til at deltage i næste event – hvor end i verden det så end måtte være.

Jeg glæder mig til min tur i rundkredsen og til at kunne sige: “Mit navn er Asger, og jeg er Flylancer”.

Notes

Flylancer.com

Flylancer on facebook

Oprindeligt skrevet for Stiften.dk

Novicell.dk