Semi Singular: SOS Fra Barcelona

Jeg kan nærmest ikke se fårene længere. Tågen har nu trukket sig hele vejen ind til byen, helt ude fra havet bag det nye dige. Marsklandsmarkerne der grænser op til det sidste hus i Højer, er nu bare én grå masse. Jeg skæver til signal-indikatoren på min telefon. 2 bar på 3G signalet. Som om signalet her i udkantsdanmark ikke var lavt nok i forvejen. Nu tager tågen da i hvert fald det sidste!

Jeg slukker displayet i min telefon, og lægger den fra mig på bordet. Tågen er nu helt oppe ved huset.  Jeg kigger ud af vinduet. I ruden kan jeg se mere af mig selv, og stuen jeg sidder i, i genspejlet, end hvad der er uden for. I genskæret kan jeg pludseligt se skærmen på min telefon lyse op.

Det er en Messenger besked fra Heine. “Asger, det er en SOS. Kan du hjælpe mig?”. Jeg tænker et øjeblik at det her ville være den perfekte start på en gyserfilm under titlen “Tågen”.

Mine tanker om en karriere som Spielberg bliver dog hurtigt glemt, da Heine fortæller hvad der er los.

Problemer i Barcelona

Heines gode veninde og dennes kæreste er på ferie i Barcelona. Kort forinden Heines besked, har parret været udsat for et groft tyveri. En taske er blevet hevet ud af hænderne på dem. En taske som vel at mærke indeholdt deres pas, punge, kontokort og den enes briller.

Det er helligdag i Spanien. Alt har lukket.  Så de har ingen mulighed for at få hjælp af deres bank m.v. før om 2 dage.

Heine spørger om jeg, grundet min forkærlighed for at besøge Barcelona, kunne kende nogen der kunne hjælpe dem. Det gør jeg helt sikkert! Et par minutter senere joiner Simon vores chat på Messenger. Simon bor i Barcelona og er en sand hverdagshelt. Han er frisk på at hjælpe med alt fra briller til likviditet. Dialogen flyver frem og tilbage, mellem Heine i Aarhus, Simon i Barcelona og mig midt i tågen i Højen. Ti minutter senere joiner Heines nødstedte veninde gruppe-samtalen.

Nu går det stærkt. Hun fortæller hvor hun er, og omfanget af deres tab. Et et par minutter senere er Simon på vej over til hende med likvid nødhjælp, så de kan fortsætte deres ferie.

Jeg sætter mig for første gang, siden samtalen startede tilbage i sofaen. Indtil nu har jeg siddet foroverbøjet, yderst på sofahynden. Blikket og alle mine sanser og følelser har været fokuseret på dialogen. Nærmest som om jeg var der selv. Hævet over begrænsningerne af tid og rum.

Oplevet Enhed

Tågen er lettet igen, og veninden og hendes kæreste fik en fortsat god ferie, trods det noget trælse intermezzo.

Siden oplevelsen har jeg tænkt meget over hvor vildt det egentligt er, det der foregik.

For det første er jeg stolt og taknemmelig over at have mennesker i mit liv, som så prompte reagerer når andre har brug for hjælp. Endda selvom det er hjælp til mennesker de ikke selv kender direkte, men kun by proxy. Her er det tydeligt at se hvor meget vi er hinandens influencers.

En metafysisk kæde af tillid blev dannet på rekord tid. Så to fremmed mennesker kort efter kunne mødes og interagere og udveksle værdier, som var de førstehånds forbundet.

Samtidig var det vildt at se hvordan teknologien booster vores evne til at samarbejde. Som én enhed, havde vi for en stund ét fælles mål i vores lille gruppe-chat. Agilt koblede vi de ressourcer og den viden til, som der var behov. I mange moderne virksomheder er det faktisk sådan man forsøger at arbejde. Her prøver man at begrænse statiske kommunikationsgange ala e-mail, til fordel for gruppe-samtale systemer så som Slack etc.

Men det var ikke blot samarbejde. Der var mere end det, da jeg sad der på kanten af Danmark, på kanten af sofahynden. Teknologien forbandt vores neurale netværk. I realtid var vi kollektivt bevidste om hinandens virkelighed, i en vekselvirkning af empati og følelser.

Jeg håber fremtiden bringer at vi mennesker i større grad, tør lade vores tillid forvalte gennem den digitale sociale graph. For så tror jeg på vi ophæve ikke bare grænserne for tid og rum – men også skellene mellem racer, kultur og tro, i større oplevelse af enhed.

Tak for tilliden Simon og Heine <3

Skrevet for Stiften 30/01 2018