Nomader I Natten

Jeg er ude. Byen pulserer omkring mig. Musikken er høj, og amorinerne fylder luften. Caféen der danner rammen for det nu jeg befinder mig i, er fyldt med mennesker. De har som temporære nomader slået sig ned i klynger, med det klassiske midterfods-café bord som lejrpladsen for aftenens holdt. Stearinlyset på bordet, brænder på bedste lejrbålmanér i forsøg på at skabe en stemning af varme, liv og lys i de omkringsiddende.

Klyngerne holder i starten af aftenen sammen, selvom blikkene søger ud ad. De vandrende blikke forsøger  at danne sig overblik over hvor der kunne være en interessant med-nomade, denne aften kunne danne ramme om, at knytte bånd med. Men aftenen er ung, og lige nu er et flygtigt blik, alt det bliver til. Selvværdet tillader endnu ikke mere end det. Det at skulle bryde ud af sin klynge, i bevidsthedens fulde dagslys, og søge kontakt til en fremmed klynge er svært.  De fremmede kunne afslå anmodende gestus, og hvilket nederlag ville det ikke være, at blive afvist. – afvist på det simple grundlag at vi er dem vi er. Det ville egoet aldrig kunne overleve.

Men landet hvor nomaderne har slået sig ned er frodigt, og midt i landskabet, langs de camperende løber den rindende flod; livets og mulighedernes flod. Floden hedder Santo Spiritus, og vandet er forlængst gjort til vin.

Med livet langs denne rindende flod vil folkeslagene kunne finde mod og evne til at bevæge sig uden for egen stamme. Inden længe vil de første opleve ånden fra floden fylde dem og de vil, som oplyste hindu-sjæle søge mod næste niveau – et niveau der ligger tættere på vores normal tilstand. Tilstanden hvor egoet ikke holder mennesket nede, og klasseskel i nomadernes kastesystem er nedbrudt. Udfordringen er dog, at med denne oplyste tilstand, gives afkald på bevidstheden, og balancen er hårfin. De meget oplyste mennesker, der som Adam og Eva i haven er vidne til den totale frigjorthed, har givet afkald på så megen bevidsthed at deres evne til at efterleve, formidle og forvalte denne oplysthed totalt er forsvundet.

Som aftenen løber af sted vil flodens største tilhængere, kunne findes på pladsen for kropslig udtømning, i en meditativ stilling – med hovedet ned-ad – i foroverbøjet stilling – i et forsøg på at gendanne lidt balance mellem oplysthed og bevidsthed -til lyden af et dybt ur-dyrs mantra fremkommende fra deres dybeste.

Andre mere mådeholdende nomader, finder et niveau hvor egoet er tilpas dæmpet og bevidstheden stadig fungere tilpas til at inter-nomade-kommunikation kan praktiseres. Disse balancerede sjæle vil opleve mulighed for at knytte bånd og blive indviet i nye stammer. Som hyldest til ånden fra floden, der har sammenbragt nye konstellationer, drikker mennesket i dus, af floden, som en forsejling på det bånd, der er knyttet.

Når hanen den efterfølgende morgen galer, vil mennesket vågne, uoplyst og med fuld bevidsthed igen. En følelse af tilbagevendende bevidsthed, mennesket ikke kan undgå at bemærke. I sær i hovedet, føles tilbagevendelsen kraftigt. I denne hjemvendte bevidsthed vil minder fra den oplyste tilstand sammenstykkes i forsøg på at rumme de nye bånd, der er blevet knyttet. Nogle bånd mindes med spænding, i håb om yderligere tilknytning vil opstå, mens minder om andre bånd, bringer skam, væmmelse og ønske om forevigt at glemme de, måske lidt for tætte, tilknytning der blev skabt.

Som dagene går, svinder minderne på godt og ondt, og kun en positiv selektion af oplysthed, er tilbage. En empiri, der inden længe vil få mennesket til igen at søge ud – af sted som en temporær nomade, på caférnes jagtmarker, for igen at søge den oplyste tilstand mennesket i hele sin eksistens altid er i underskud af.