Jeg Har Det Godt

“Der er ikke mere jeg kan gøre for dig” – ordene kommer fra kvinden overfor mig. Et øjeblik står alt stille. Jeg mærker at smil bryde frem på mine læber. Det føles lidt forbudt, som når nogen på uheldig- men komisk vis banker tåen ind i dørkarmen, eller vælter sin drink ned i skødet, – og til trods for at jeg burde udvise sympati, har svært ved ikke at smile over det komiske i situationen. Måske holder jeg mit smil tilbage fordi kvinden overfor mig er psykolog og jeg et øjeblik beregner i mit sind, at hvis hun ser mig smile, trækker hun nok sine ord tilbage. – for kan jeg tillade mig at smile efter alt der er sket? – det er jo jantelovens land, – jeg skal ikke tro jeg er noget!

Men jeg er jo glad. – dybt i mig mærkes det – Glad for at være til. Glad for at et menneske der kender til hjernens- og psykens mønstre har erklæret mig “rask”. – “rask” – ordet lyder så hårdt. Jeg føler ikke jeg har været syg, – og det har jeg nok heller ikke i almindelig forstand. – og alligevel er det, det ord der rammer mig først. Jeg ved godt hvor ordet kommer fra – det kommer fra min egen fordom forbundet med det at gå til psykolog. – for det har altid stået for mig, som noget “de syge” havde brug for. – ikke mig.  “Du er i en stræk proces, og der sker meget med dig lige nu” – kvindes ord trækker mit nærvær tilbage til situationen. – tilbage til det hyggelige rum, hvor vi sidder i hver vores lænestol, med det lille bord mellem os. På bordet står de to sædvanlige glas vand, og fra det naturlige rum, bordets ben danner med gulvet anes en pakke Kleenex.

Hun har ret. Hvor er der dog sket meget. Jeg har svært ved at bestemme hvor lang tid der er gået. Jeg ved det er 56 dage i urets tid, siden min kone forlod mig, og at jeg kort tid efter havdemit første møde med kvinden over for mig. Men den mentale tid kan jeg ikke bestemme – den er enorm og uvirkelig – og føles på en måde evig. Jeg har det godt, for første gang i lang tid, har jeg det godt. Oprigtigt godt – og ikke bare godt fordi jeg gerne vil kunne fortælle folk at jeg har det godt. – ikke godt fordi jeg gerne vil have det godt. – men godt, fordi det der er, er godt. Jeg kan mærke at jeg smiler bredt, og uden tilbagehold eller frygt for at det skal kunne ses. “Ja, jeg har det også rigtig godt” siger jeg uden at smilet aftager. Fuck janteloven og hvad andre tænker – fuck kontrol – jeg har det godt, oprigtigt godt, og det smil er helt på sin plads. “Men hvad skal vi så få resten af tiden til at gå med?” – spørger jeg lidt kækt. – “vi er jo i ret god tid”. Der er små 20 minutter tilbage af den planlagte time vi har sammen.

Det er som om stemningen er blevet en anden. – det er ikke længere behandler – klient forholdet, men derimod to mennesker i samme nu, på samme sted. Jeg tillader mig at spørge om jeg må stille hende nogle spørgsmål. Spørgsmål om det at være psykolog. – rollerne er byttet – ikke tvunget eller ubehageligt – men organisk og naturligt. Vi taler om rodfæstelsen i sig selv; om det at være tilstede i sig selv – hun fortæller mig om hendes oplevelse med at holde et center i sig selv, selv når det hun skal høre og oplever trækker hende med sig. Tiden er gået. Vi aftaler at ses engang ude i fremtiden. For at følge op – for at reflektere over det der er nu, og det der kommer. Jeg tager min pung op for at betale de 850,- kroner. “Det her skal du ikke betale for” siger hun. Jeg er overrasket, beæret og glad. Turen på cykel gennem byen tilbage på arbejde er smuk. Smilet sidder stadig på mine læber, den dybe samtale med psykologen varmer og kaster fortsat god energi fra sig i mit indre. – jeg har det godt!