Det Man Siger Er Man Selv

Det man siger er man selv

Man er blevet man… man mener det man bør og det man skal. Men kan man blive ved med det? Bliver man ikke fremmedgjort fra selvet, hvis man bliver ved med at tale som man gør? Man er blevet en abstrakt personlighed man taler med mennesker om, når man ikke brydes om at det man siger, egentligt er dybt personligt og rammende for  egen person. Man føler at man taler om en anden person, hvilket altid gør det lettere end når man skal tale om selvet. Man fornemmer at det er lettere at stå flere end ene med holdninger og derfor er man blevet afhængig af at tale generelt frem for personligt. Denne fremmedgørelse føler man ofte holder ansvar uden for selv tætte og intime samtaler. De personlige emner taler man om, men man gør dem ikke til egne holdninger. Man bør tage ansvar over for egen person og personificeres med det man siger. Det tror man på vil gøre en hver menneskeligrelation tættere, dybere og mere umiddelbar, nu hvor man ikke flygter fra ansvar i forhold til det man siger over for det andet menneske.  Men man er jo sårbar og man ønsker ikke at blottes og måske stå alene med  tanker og følelser. Derfor bruger man, man til at skabe en abstrakt generalitet, man kan gemme sig bag; så behøver man ikke være personlig, til trods for at man alligevel tale om egen person. Selv mellem mennesker man elsker taler man om man. Kan det virkeligt passe at man end ikke i kærlighed tør være tro mod det man står for, det man tænker og det man føler?
Man bør tage noget mere ansvar!

Det jeg siger er jeg selv

Jeg er blevet man… jeg mener det man bør og det man skal. Men kan jeg blive ved med det? Bliver jeg ikke fremmedgjort fra selvet, hvis jeg bliver ved med at tale som jeg gør? Jeg er blevet en abstrakt personlighed jeg taler med mennesker om, når jeg ikke brydes om at det jeg siger egentligt er dybt personligt og rammende for egen person. Jeg føler at jeg taler om en anden person, hvilket altid gør det lettere end når jeg skal tale om selvet. Jeg fornemmer at det er lettere at stå flere end ene med holdninger og derfor er jeg blevet afhængig af at tale generelt frem for personligt. Denne fremmedgørelse føler jeg ofte holder ansvar uden for selv tætte og intime samtaler. De personlige emner taler jeg om, men jeg gør dem ikke til egne holdninger. Jeg bør tage ansvar over for egen person og personificeres  med det jeg siger. Det tror jeg på vil gøre en hver menneskeligrelation tættere, dybere og mere umiddelbar, nu hvor jeg ikke flygter fra ansvar i forhold til det jeg siger over for det andet menneske.  Men jeg er jo sårbar og jeg ønsker ikke at blottes og måske stå alene med tanker og følelser. Derfor bruger jeg, man til at skabe en abstrakt generalitet, jeg kan gemme sig bag; så behøver jeg ikke være personlig, til trods for at jeg alligevel taler om egen person. Selv mellem mennesker jeg elsker taler jeg om man. Kan det virkeligt passe at jeg end ikke i kærlighed tør være tro mod det jeg står for, det jeg tænker og det jeg føler?
Jeg bør tage noget mere ansvar!

Det du siger er du selv

Du er blevet man… du mener det man bør og det man skal. Men kan du blive ved med det? Bliver du ikke fremmedgjort fra selvet, hvis du bliver ved med at tale som du gør? Du er blevet en abstrakt personlighed du taler med mennesker om, når du ikke brydes om at det du siger egentligt er dybt personligt og rammende for egen person. Du føler at du taler om en anden person, hvilket altid gør det lettere end når du skal tale om selvet. Du fornemmer at det er lettere at stå flere end ene med holdninger og derfor er du blevet afhængig af at tale generelt frem for personligt. Denne fremmedgørelse føler du ofte holder ansvar uden for selv tætte og intime samtaler. De personlige emner taler du om, men du gør dem ikke til egne holdninger. Du bør tage ansvar over for egen person og personificeres  med det du siger. Det tror du på vil gøre en hver menneskeligrelation tættere, dybere og mere umiddelbar, nu hvor du ikke flygter fra ansvar i forhold til det du siger over for det andet menneske.  Men du er jo sårbar og du ønsker ikke at blottes og måske stå alene med tanker og følelser. Derfor bruger du, man til at skabe en abstrakt generalitet, du kan gemme sig bag; så behøver du ikke være personlig, til trods for at du alligevel taler om egen person. Selv mellem mennesker du elsker taler du om man. Kan det virkeligt passe at du end ikke i kærlighed tør være tro mod det du står for, det du tænker og det du føler?
Du bør tage noget mere ansvar!