De Opstigende

De sidste 1000 år er der sket mere i vores udvikling end der er sket de sidste 100.000 år sammenlagt.
På har vi set en abstraktion væk fra denne indlevelse og dyrkelse af jordens afgrøder som folk, over til industrialisering til teknolisering.

Som et fastboende folk, har vi altid været afhængige af at dyrke jorden. Jorden var vores primære kilde til føde og medicin. Hvert år blev ny sæd udsat i forventning om at den senere på året ville blive til høstbare afgrøder, vi som folk kunne leve af, når vinteren og den ufrugtbare tid kom. Vi måtte kende sæsonerne og tegnene for sol, regn, varme og kulde. Det var eneste måde hvorpå vi kunne drage omsorg for vores afgrøder. Vi måtte kende og respektere dyrene der også levede af samme afgrøder som vi. – og alligevel kunne vi ikke være sikre på at høsten ville blive som vi ønskede, så en stor lid til Moder Jord var stadig en del af det at være landbrugsfolk. Hvis Hun et år ikke ville give os den størrelse på høsten, vi havde brug for, måtte vi respektere det, og sætte tæring efter næring.

Sådan er det ikke længere. I dag har vi selv taget kontrollen over de fleste af elementerne;
vi har udslettet dyrene der spiser samme afgrøder som os, eller gjort vores erobrede-landbrugs-territorier så giftige for dem, at de ikke kan nærme sig uden det koster dem livet. – de må derfor søge anden overlevelse, og derved skabe ubalance i et nøje kalibreret økosystem; vi måler jordens tegn, beregner og forbereder, så hverken kulde, tørke, frost eller sol kommer som uforudset overraskelse; vi har modificeret vores udsæd, så selvom den stadig ligner jordens eget design – så er det os der har kontrollen over den – vi kender tiden og dagen for dens blomstring, har indsat gener fra fisk så den kan modstå kulde, gjort den resistent over for vores gifte, så kun andre planter og dyr dør når vi sprøjter. – og alligevel modtager Moder Jord den, og lader den vokse op – fordi vi er elsket til trods for vores magtdemonstration og kontrolsyge.

Vi har industrialiseret landbruget, så intet menneske længere behøver røre jorden eller afgrøderne med hænderne – maskinerne er moderjords primære interaktører. Maskiner der har givet os mulighederne for at optimere, rationalisere og udpine Moder Jord efter vores for godt befindende – en magt og balance vi mange gange har misbrugt. Efter mennesket har sluppet sin binding med moderjord, og sit behov for at føle og følge hendes gang, har vi startet en ny æra. En begyndende transendering fra det materielle – en Opstigelse fra jorden – både bogstaveligt, mentalt og åndeligt.

En gang var vi jordens folk – ét folk, med bevidsthed rodfæstet i Moder Jords brune muld, og hendes cyklus – nu har vi startet Opstigningen. Vores fødder er rykket op af mulden og vi har ikke længere kontakten med vores Moder længere – hverken som individ, eller fællesmenneskeligt som folk der levede i afhængighed og respekt for hvad jorden gav os.

I stedet er vi begyndt at svæve opad – som rumsonder der langsomt driver mod det uendelige univers – drevet af vores enorme hoveder der i hurtigere og hurtigere hastighed abstrahere tanker og viden i højere og højer lag – og dermed øger afstanden, mellem jorden og De Opstigende.

Vi har kaldt denne opstigelse for den teknologiske tidsalder – vi har sat maskiner til at styre maskiner, og igen maskiner til at styre disse maskiner – vi har fjernet alle tegn på afgrødernes oprindelse, emballeret, indpakket og brandet vores hyperrafinerede fødevarer, så deres oprindelse kun vidner om at være skabt af mennesket selv. Vores nye afgrøder vi som cyber-agri bønder primært “dyrker”  kaldes for “service” – og er et virtuelt aggregat af akkumulerede tanker og viden fra andre Opstigende. – en afgrøde der kun har værdi, fordi vi ikke længere har behov for forbindelsen til jorden.

I takt med dette paradigme skift, og de Opstigende i bogstaveligste forstand har mistet jordforbindelse – og dermed også til hinanden gennem det fysiske rodnet, er der ikke kun sket en separation mellem De Opstigende og jorden – men også De Opstigende imellem.
Vores individualitet er blevet større – vi hænger ikke længere sammen gennem en fysisk forankring i det jordiske – vi har fået frigjort vores individuelle ego. Det kollektive ansvar og den kollektive afhængighed af jorden er væk. Hver enkelt af De Opstigende føler primært ansvar og afhængighed af sig selv. “Jeg’et” er blevet den primære stat – og større og større afstand til de etablerede magtmyndigheder er opstået. En følelse af selvbestemmelse – berettigelse til alt – individuelt monokrati.

Den nye æra i teknologiens og Opstigelsens tegn har startet en metafysisk industrialisering af afgrøderne vi som mennesker har levet af og med på dette niveau.
Som mennesker besidder vi en unik og guddommelig egenskab; telepatiens gave. Intet individ er tiltænkt at skulle leve i total isoleret ensomhed, men i social, mellemmenneskelig empati. Derfor har vi fået evnen til at telepatere vores tanker og følelser mellem os. Den grundlæggende telepatiske evne er praktiseret gennem fonetiske bølger, fra mund til øre. Et koncept vi har døbt “det talte sprog”. Lige som vi har effektiviseret alt alt det materialle fra jorden, har vi også effektiviseret vores telepatiske evne. En gang forgik telepatien i den hastighed munden kunne tale og øret kunne forstå, og på en afstand der der var afhængig af ørets hørelse og halsens råben.

Det næste skridt er tegnet, der med tiden bliver det “skrevne sprog”. En optimeret form for telepati, der bruger hånden som afsender, øjet som modtager og et fysisk medie – hvad enten det er papir, steen, huder eller lignende. Denne nye optimerede telepati-form øger muligheden for længere distancer mellem sender og modtager; giver mulighed for asynkron afsendelse og modtagelse – begge parter behøver ikke være til steder på samme tid. Flere modtagere kan serieforbindes, og efter første modtager har fået beskeden, kan denne sendes videre til næste osv. Øjet læser hurtigere end øret hører og munden taler, og hånden kan trænes til at skrive hurtigere. Telepatiske beskeder kan nu bevares og er ikke forgængelige som tidligere hvor et ord kun kunne høres i det øjeblik det blev udtalt.

Næste fase i denne abstraktion af vores telepatiske egenskaber er bogtrykken. En opfindelse der for første gang giver mulighed for central masse-telepati. – massemediet. Vi har på det tidspunkt abstraheret vores telepatiske evne så langt at vi også har navngivet det til “kommunikation” – og betragter både talte, skrevne og nu isærdeleshed det trygte ord som menneskeskabt – helt som vi ser vores fødevarer.
Alle disse faser er stadig bundet og betonet af, at vi er et folk af jorden; vores medier er naturmaterialer, vi trykker fysisk ord, og transporterer fysisk tryksager fra A til B. De næste stadier er stadig i den jordiske fase om end på vej mod overgangen til Opstigelsen. Land-linje telefonen bliver til den mobile telefon, det fysiske brev bliver til e-mailen etc.

Vi er nu på kanten til at sige farvel til den teknologiske tidsalder for at tage fat på en cyberlogisk tid. Største delen af vores verden er i dag forbundet gennem et nyt ikke-jordisk netværk – Internettet der gennem luft og rum er allestedsnærværende for en støt stigende del af jordens befolkning. Som et neuralt netværk dækker det jorden, nærmest som jorden var at betragte som den simple og mellem-udviklede del af hjernen, og dette nye lag udgør  den højtudviklede del af hjernen; cerebrum og telencephalon. Og det er i dette nye højtudviklede lag vi svæver i støt opdrift som mennesker. Alt er forbundet til dette nye netværk. Banker, regeringer, magt, socialsfæren – al vores viden er samlet og tilgængelig for alle. Alle har adgang til den samlede races akkumulerede viden – på alle tidspunkter – på alle steder. Vores sociale liv foregår i dette netværk – vi er i færd med at skabe en kollektiv bevidsthed – en slags super bevidsthed vi alle har del i.

Vi deler alle vores oplevelser med alle, og i re’al tid. Facebook, twitter, etc. er vores cyberlogiske industrialisering af det sociale landbrug. Mennesker der ikke længere har noget med hinanden at gøre, er stadig i bevidsthed omkring hinandens liv. Der er ikke længere behov for at spørge ind til et menneskes ve og vel – vi er allerede bevidste om hver enkelts situation. Og på helt samme måde som vores frigørelse af bevidsthed om afhængighed af jorden gav os en opdrift til et nyt materialistisk abstraktionsnivau, vil denne totalitære bevidsthed omkring alles færden og laden, frigøre os fra afhængigheden af det socialmaterialistiske – vi behøver ikke længere at være i fysisk nærhed af hinanden for at opretholde tætte og dybe relationer. Vi behøver ikke længere at omtale fortidens hændelser når vi mødes i fysisk tilstedeværelse, for alle er allerede bevidste om hvad den samlede forsamling har oplevet og mener. Så fordi der ikke længere er behov for at skulle arbejde for det basale – så frigøres vi fra dette lag, og søger mod det næste.

Men hvad er det næste lag for os mennesker? Hvad er det næste lag vi søger i mod? – hvad sker der når vi starter en teknologisk udvikling af det mentale, det sociale, det akkumulerede som vi er i færd med nu? Er næste stadie af bevidsthed for os mennesker en total bevidsthed, hvor vi forlader vores fysiske legemer, nu hvor både krop og psyke er løsrevet fra jorden – bliver vi til en samlet gasart der forbinder os og svæver i et sitrende Om, som den gudsvibration der altid har og altid vil være her? Vil vi opleve, som vi gjorde det med det fysiske, et stigning i Mental Fedme, fordi folk ikke længere holder sig aktive, og er information det mentale sukker der gør os lade og ugidelige? Er det derfor vi ser mere og mere “reality tv” fordi vi har så lidt i vores eget liv vi skal, at vi i ubevidst fællesskab har etableret et teaterstykker med mennesker, der lader som om de har noget de skal – og det kan vi så alle være tilskuere til, og for en tid tro at det rent faktisk også forholder sig sådan med vores liv? Uanset hvad så står vi over for denne mentalt udvidende fase som art – en cyberdelic tidsalder, der vil drive os endnu højere og længere væk fra vores afsæt i det jordiske. Måske er det sandt at der findes intelligent liv andre steder end på jorden – nemlig os selv, der uden vi har opdaget det er drevet væk fra vores blå planet. – vi er selv blevet den lille grønne rum-mand vi så tit har overvejet om fandtes derude.