Bilkort Og Online Dating

Det er så svært at vælge… mine øjne flakker fra det ene vindue til det andet. I hvert vindue præsenterer en kvinde sig selv på bedste vis. Jeg er på online dating, og vinduerne jeg ser, er vinduer på skærmen indeholdende hver sin profil af en kvinde. Egentligt lidt mærkeligt at sidde og søge efter “den eneste ene” på den måde. Mest af alt, føler jeg at jeg sidder og spiller bil-kort med mig selv. “Profil A: højde 168 cm, vægt 68 kilo. Profil B: højde 175 cm, vægt 75 kg”. Hvem slår hvem? Er det bedre at veje 68 kilo og være 168 cm høj, eller at veje 75 kg og være 175 cm høj? Det hele virker pludseligt så absurd. Den ene beskriver sig selv som “slank” den anden som “normal”. – og slank er da bedre end normal, er det ik’?

Er det virkeligt det, det er endt med. At en partner på forhånd kan vælges til og fra på baggrund af skostørrelse og profession? – nåe ja, og så er der selvfølgeligt billedet. Billedet på den ene profil er givetvis taget i en festlig situation i bylivet, og den anden fra en solskindferie i syden. Selvom jeg altid har hørt at et billede siger mere end 1000 ord, så synes jeg ikke det fortæller ret meget om personerne jeg kigger på.
Alligevel er det med indtrykket fra billedet at ordene i de to personers profiltekst læses op i mit indre. Profil A ser en anelse træt ud i sit udtryk – måske er det bare lyset der falder sådan – alligevel hører jeg min indre stemme læse profilteksten op, med laaaangsomme næsten snøvlende ord.  Profil B er storsmilende, hun har glimt i øjet og pæne tænder – hendes profiltekst er nærmest identisk med Profil A: – hun ved også hvem hun er, og dyrker fitness, og mangler manden der kan slå benene væk under hende, og som hun kan putte med om søndagen etc. etc. – alligevel hører jeg hendes ord med pulserende livs rytme, og stor lyrik. – ja jeg har nærmest ikke hørt noget smukkere. – selv profiler med det smilende billede ingen tekst havde haft, eller blot ordene “kommer senere” ville jeg have fundet dem dybe og berigende. “ingen tekst… wauw, sikke en dybde, hun dyrker virkelig stilheden”. – blot fordi hun ser godt ud og har pæne tænder!?!?

Hvorfor er det sådan?  Hvorfor tillader jeg mig selv at blive fanget ind i det mentale spin af en illusion om at en persons sandhed kan bestemmes på bedste bil-kort maner, ud fra et billede og nogle få fakta. Den person der højt-læser teksten i mit indre, den person der smiler på billedet, den person med højden og drøjden er i virkeligheden mit eget spejlbillede. Den eneste ene, er i virkeligheden mig selv. Den person jeg ønsker skal gemme sig bag profilen er tillagt så meget af mit eget subjekt, at alle de egenskaber jeg udleder mellem linjerne, mere er det jeg selv ønsker, end det der i virkeligheden er. – og der er altid en profil med et billede, en tekst, en række værdier der virker lidt bedre end de andre. Men bedre i forhold til hvad? Hvilke værdier er det jeg dømmer ud fra? Mine egne? – jeg har ingen holdning til hvor høj en kvinde skal være for at være sød? – eller om 68 kilo betyder at man er et godt eller dårligt menneske?

Så hvis det ikke er min holdning jeg bedømmer ud fra, hvis er det så? – kan det i virkeligheden tænkes at vi bedømmer hinanden med omgivelsernes øjne. “Hun er da for lav til mig, det vil da se tosset ud”. -i andres øjne . “Hendes vægt er da helt gal i forhold til hendes højde!” – i andres øjne. Hvem er disse “andre” – er det i virkeligheden min egen frygt for selv ikke at være god nok. – “i andres øjne” der skinner igennem og lader uddannelse, hårfarve, placering af fregner og så videre definere om personen jeg ser er god nok. Og hvis det hele bunder i at jeg frygter for ikke selv at være god nok – en frygt der er totalt ubegrundet da mennesket i sin guddommelige natur altid er “god nok”, vil det så ikke være en evig jagt. – en jagt der aldrig kan indstilles fordi den er påbegyndt på falske præmisser. For hvordan kan jeg finde et menneske der er “god nok” hvis jeg lever i illusion om at det der allerede er godt nok, ikke er det?

Jeg lagde bil-kortene på hylden for mange år siden, fordi det i længden er utilfredsstillende at der aldrig er ét kort der slår de andre suverænt. Jeg tror det tid til at gøre det samme med online dating for mit vedkommende.