Test Post With Power Builder

[tm_pb_section admin_label=”section”][tm_pb_row admin_label=”row”][tm_pb_column type=”4_4″][tm_pb_text admin_label=”Text” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Her skriver jeg noget tekst.. og så ser vi hvad der sker!

[/tm_pb_text][/tm_pb_column][/tm_pb_row][/tm_pb_section]

Drømmefanger

Lyden

Det giver et sæt i mig da stilheden brydes. Nu var det hele lige ved at give mening; vi var i klasselokalet alle 3. Det lå i en kælder og det var den sidste håndgranat der var tilbage…

Lyden fortsætter. Det lyder næsten helt melodisk. Et øjeblik harmonerer tonerne med alt det der foregå omkring mig. Men kun et øjeblik. For sekundet efter er det som lyden skærer ned gennem lokalet og deler rummet i to. Som store scenetæpper trækkes det hele fra hinanden. Og i midten begynder et kraftigt lys at skinne frem.

Som en fridykker søger efter sit reb i havets dyb, famler min hånd efter det hvide kabel. Den hænger i luften som en klokkestreng, ned fra den lille væghængte hylde. Lokalet er nu helt forsvundet i lyset. Jeg får endeligt fat og trækker.

Jeg hører en skurrende lyd og et stort “gonk”, da min telefon falder ned fra natbordshylden og rammer gulvet. Stadig med et greb i kablet, trækker jeg telefonen op. Som en død, men meget larmende fisk, hænger den nu netop ovenfor sengekanten. Jeg tager fat i den med min anden hånd og trykker på “Stop” knappen på skærmen. Alarm-appens ringetone forstummer.

Omridset gentegnes

Jeg er nu helt vågen. Disen fra min drøm hænger svagt som en tåge i bevidsthedens- og telefonskærmenslys. Der er kommet en WhatsApp besked fra Anelia, kan jeg se. Noget med at vi skal stranden i dag. Kursorisk scroller jeg videre på notfikationsoversigten.“Husk at stille Årstiderne-kassen ud”, en email fra Mogens og en reminder om at August har en legeaftale med Tobias i dag. Jeg lægger telefonen fra mig, og gaber. Hvad var det nu med den drøm. I takt med at omridset af mit normale jeg er blevet tegnet op, er nattens oplevelser pist forsvundet. De virker nu helt og aldeles uigenkaldelige.

Det eneste der er tilbage er følelsen. Følelsen af at det var noget vigtigt og noget meningsfuldt.

Betyder de noget?

Sådan starter de fleste af mine dage; jeg kickstarter mit normale “jeg”, straks jeg vågner. Hvad end oplevelser, min underbevidsthed havde at fortælle, forsvinder væk straks, jeg skifter fra sovende til vågen tilstand.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke over, om mine drømme måske betyder vigtigt. Noget jeg også skal forstå i min normale sindstilstand. Indsigter jeg skal bruge. Mine oplevelser fra natten, er jo stadig mine oplevelser – det er stadig mig der har oplevet dem. Og de virker i hvert fald lige så ægte og virkelige, som det jeg oplever når jeg er vågen.

Hvad siger andre?

Mathew Walker, hjerneforsker, mener at drømme er mere end bare et bi-produkt af vores bevidsthedsindtryk fra vores vågne tilstand. Drømme er for “dyre” rent energimæssige til at kroppen ville kunne forsvare at drømme, hvis det ikke tjener et højere formål.

Læs Mathew Walkers bog “Why We Sleep”

Carl G. Jung, psykoanalysens store fader, var heller ikke i tvivl om drømmes vigtighed. Han mente de tjente som en port mellem vores forskellige lag af bevidsthed. – en vigtig indgang til modningen af vores psyke. Professor i litteratur Joseph Campbell kalder drømme for “den personliggjorte myte”. De mytiske strukturer, vi kender fra eventyrene, og arketypebeskrivelser, dekoreres med den drømmenes personlige detaljer.

I gamle nordamerikanske stammer samlede man de folk i stammen, som kunne huske deres drømme. De boede sammen og delte deres indsigter fra andre bevidsthedslag, med resten af stammen. Gennem årene blev det til mytiske fortællinger om kraftdyr, naturens ånder, forfædrenes tilstedeværelse og så videre. Fortællinger som, for stammernes kultur samt forståelse af sig selv og verden, har været essentielle.

Hvad med os i dag?

I dag lever mange af os som selvstændige små stammer. Rundt om egoets totempæl danser vi vores mere eller mindre bevidste livsdans, drevet af et hav af forskellige drifter, ønsker, forventninger og følelser. Men hvad med vores drømme? Ikke egoets drømme om guld og grønne skove. Nej, de rigtige drømme. Dem som foregår efter egoet er gået til ro. Skal vi også lade os lede af dem?

Jeg er i hvert fald blevet nysgerrig på om der er noget at lære fra mine drømme. – og ikke mindst på hvordan, man bedst kan fange dem. Det første jeg tænker jeg skal gøre er at købe mig et “gammeldags” vækkeur, og lægge telefonen væk fra sengen, om natten.

Vågn godt!

 

Kredit

Illustrationen er lavet af seje Sonny Lundahl. Tjek hans øvrige arbejde på SonnySide Facebook siden. Eller fang ham professionelt på Formatio.dk

Oprindeligt skrevet for Stiften, udgivet 14. juni 2018

 

Semi Singular: SOS Fra Barcelona

Jeg kan nærmest ikke se fårene længere. Tågen har nu trukket sig hele vejen ind til byen, helt ude fra havet bag det nye dige. Marsklandsmarkerne der grænser op til det sidste hus i Højer, er nu bare én grå masse. Jeg skæver til signal-indikatoren på min telefon. 2 bar på 3G signalet. Som om signalet her i udkantsdanmark ikke var lavt nok i forvejen. Nu tager tågen da i hvert fald det sidste!

Jeg slukker displayet i min telefon, og lægger den fra mig på bordet. Tågen er nu helt oppe ved huset.  Jeg kigger ud af vinduet. I ruden kan jeg se mere af mig selv, og stuen jeg sidder i, i genspejlet, end hvad der er uden for. I genskæret kan jeg pludseligt se skærmen på min telefon lyse op.

Det er en Messenger besked fra Heine. “Asger, det er en SOS. Kan du hjælpe mig?”. Jeg tænker et øjeblik at det her ville være den perfekte start på en gyserfilm under titlen “Tågen”.

Mine tanker om en karriere som Spielberg bliver dog hurtigt glemt, da Heine fortæller hvad der er los.

Problemer i Barcelona

Heines gode veninde og dennes kæreste er på ferie i Barcelona. Kort forinden Heines besked, har parret været udsat for et groft tyveri. En taske er blevet hevet ud af hænderne på dem. En taske som vel at mærke indeholdt deres pas, punge, kontokort og den enes briller.

Det er helligdag i Spanien. Alt har lukket.  Så de har ingen mulighed for at få hjælp af deres bank m.v. før om 2 dage.

Heine spørger om jeg, grundet min forkærlighed for at besøge Barcelona, kunne kende nogen der kunne hjælpe dem. Det gør jeg helt sikkert! Et par minutter senere joiner Simon vores chat på Messenger. Simon bor i Barcelona og er en sand hverdagshelt. Han er frisk på at hjælpe med alt fra briller til likviditet. Dialogen flyver frem og tilbage, mellem Heine i Aarhus, Simon i Barcelona og mig midt i tågen i Højen. Ti minutter senere joiner Heines nødstedte veninde gruppe-samtalen.

Nu går det stærkt. Hun fortæller hvor hun er, og omfanget af deres tab. Et et par minutter senere er Simon på vej over til hende med likvid nødhjælp, så de kan fortsætte deres ferie.

Jeg sætter mig for første gang, siden samtalen startede tilbage i sofaen. Indtil nu har jeg siddet foroverbøjet, yderst på sofahynden. Blikket og alle mine sanser og følelser har været fokuseret på dialogen. Nærmest som om jeg var der selv. Hævet over begrænsningerne af tid og rum.

Oplevet Enhed

Tågen er lettet igen, og veninden og hendes kæreste fik en fortsat god ferie, trods det noget trælse intermezzo.

Siden oplevelsen har jeg tænkt meget over hvor vildt det egentligt er, det der foregik.

For det første er jeg stolt og taknemmelig over at have mennesker i mit liv, som så prompte reagerer når andre har brug for hjælp. Endda selvom det er hjælp til mennesker de ikke selv kender direkte, men kun by proxy. Her er det tydeligt at se hvor meget vi er hinandens influencers.

En metafysisk kæde af tillid blev dannet på rekord tid. Så to fremmed mennesker kort efter kunne mødes og interagere og udveksle værdier, som var de førstehånds forbundet.

Samtidig var det vildt at se hvordan teknologien booster vores evne til at samarbejde. Som én enhed, havde vi for en stund ét fælles mål i vores lille gruppe-chat. Agilt koblede vi de ressourcer og den viden til, som der var behov. I mange moderne virksomheder er det faktisk sådan man forsøger at arbejde. Her prøver man at begrænse statiske kommunikationsgange ala e-mail, til fordel for gruppe-samtale systemer så som Slack etc.

Men det var ikke blot samarbejde. Der var mere end det, da jeg sad der på kanten af Danmark, på kanten af sofahynden. Teknologien forbandt vores neurale netværk. I realtid var vi kollektivt bevidste om hinandens virkelighed, i en vekselvirkning af empati og følelser.

Jeg håber fremtiden bringer at vi mennesker i større grad, tør lade vores tillid forvalte gennem den digitale sociale graph. For så tror jeg på vi ophæve ikke bare grænserne for tid og rum – men også skellene mellem racer, kultur og tro, i større oplevelse af enhed.

Tak for tilliden Simon og Heine <3

Skrevet for Stiften 30/01 2018

Tankefri Tænketank

Jeg stikker forsigtigt min storetå ned i den klare væske. Ingen ting. Jeg stikker de resterende 4 tæer og det meste af forfoden ned også. Stadig ingen ting. Hvis ikke det var fordi jeg kunne se at min fod nu er halvt nede i væsken ville jeg ikke have troet det. Væsken i det æggeformede kar, har samme temperatur som min krop og derfor mærker jeg ikke overgangen.

 

Screen Shot 2018-01-21 at 15.58.17

I med begge ben

Jeg er nu i med begge ben. I mere end én forstand. “Hvad pokker er det her jeg har gang i?” – tænker jeg da jeg lader fodsålerne slippe karrets bund, og hele min krop flyder ned i væsken. Og flyder er det helt rigtige ord. For stik mod al lært og oplevet logik, så synker min krop ikke ned ad. Jeg bliver hængende i overfladen af væsken, som et halvfladt, hudfarvet badedyr. Det er som om min krop “hviler i sig selv” på en fysisk måde. Den føles helt fri og vægtløs. Det føles mærkeligt. Især for mit hoved og nakke, som jeg ikke helt tør slappe af i. Sæt nu væsken alligevel ikke kan bære mig! Jeg kigger mig omkring. Låget til karet står åbent i en 45 graders vinkel, så det mest af alt minder om en stor østers. Jeg ser de 3 store knapper; hvid, grå og rød. Jeg trykker på den grå, og hører hvordan en elektrisk motor begynder at summe. Sekunder efter begynder låget til den forvoksede øster at lukke sig. Jeg klikker på den hvide knap, og det svage lys på karrets inderside slukkes. Langsomt glider låget i. Jeg ser hvordan lyset fra verden udenfor langsomt forsvinder. Jeg trækker vejret roligt og kontrolleret, for jeg kan mærke en snert af klaustrofobi skylle over mig. Låget er nu helt i og den snurrende motor er holdt inde. Der ligger jeg så. I komplet mørke, i komplet stilhed og flyder, som et andet foster i en livmoder.

Jeg er i Flotarium i Barcelona og det store kar jeg ligger i, kaldes for en “Isolation Tank”. Den tilhører konceptet omkring sensorisk deprivation (Sensory Deprivation), hvor vores sanseindtryk for en periode nedsættes. Fænomenet med sådanne isolationstanke er ikke nyt, og stammer tilbage fra 1950’erne. Afskærmning af sanseindtryk har været brugt og kendt længe i psykiatrien. Den positive effekt, det kan have på hjernens funktioner, er tilsvarende dem der opleves gennem dyb meditation. Isolationstanke er blevet populære de seneste år, i takt med at interessen for alternativ behandling, mindfulness og flow-states er vokset.

 

IMG_4834

Genfødsel

En time senere åbnes låget til tanken. Slimet og glinsende, som en nyfødt, kravler jeg langsomt ud af min syntetiske livmoder. Mine øjne misser mod det skarpe lys med en blanding af mistro, vantro og overtro. Jeg har svært ved at placerer det jeg lige har oplevet nogen steder. Det ligger langt uden for de kategorier min normale bevidsthed til dagligt sorterer mine oplevelser efter.

Da låget lukkedes oplevede jeg hvordan hele verdens emhætte blev slukket. Helt på linje med hjemme i køkkenet, hvor jeg pludseligt bliver bevidst om hvor meget støv der var. – og nu ikke længere er.

I starten var jeg meget bevidst om mine tanker, som fór rundt som børn der har fået for meget sukker, og mangler nogen at lege med. På et tidspunkt holdt de inde. Som om de blev trætte, da der ikke kom mere støj fra verden omkring mig. Det var utroligt roligt og afslappende. En lang drømmelignende tilstand begyndte at overtage mig. Jeg “var” bare. Den konstante kommentator på førstesalen, var gået hjem. En gang imellem kom der tanker, men de var lange og brede. Ja, det er den bedste beskrivelse af dem. De fik ligesom plads til at folde sig ud, og jeg kunne studere dem og observere dem. En kontrast til dagligdagen, hvor tankerne suser hurtigt og bestemt afsted – ofte uden at blive undersøgt nærmere.

Jeg er helt overbevist om at der er noget at hente, sågar at lære i den tilstand jeg fik lov til at opleve.

Vi lever i en verden der er så larmende, at vi nogen gange slet ikke kan høre os selv tænke. Først når vi får slukket for emhætten, går det op for os hvor meget den egentligt støjede. Og pludseligt kan vi høre os selv tænke igen.

Oprindeligt skrevet for Stiften 20. januar 2018:

Mental Softwareopdatering

Ikke som forventet

Jeg havde egentlig regnet med, at jeg ville space helt ud og se alle mulige dyr og væsner! I stedet kom jeg hjem med en opdatering til mit personlige navigationssystem.

Det er nu 2 uger siden, jeg overvandt frygten for det ukendte og tog på en både fysisk, personlig og åndelig rejse ind i ukendt land.

Som jeg delte her i avisen i slutningen af juni, har jeg efter 20 års dansen om den varme grød valgt at åbne døren til ayahuasca. Ayahuasca er et potent hallucinogent afkog af forskellige medicinske planter med oprindelse i Amazon-junglens shamanisme.

Jeg havde naturligvis gjort mig mange tanker, ønsker og forestillinger i forhold til, hvad ayahuasca kunne give mig. Både i forhold til hvilke skeletter fra de sindige skabe, der kunne poppe frem. Og hvilke spørgsmål jeg gerne ville have svar på i forhold til at kunne navigere bedre i mit liv.

Det jeg lærte

For det første lærte ayahuasca mig, at de ting jeg allerede er bevidst om – hvad end det er skeletter i skabe eller ønsker til mit liv. Ja, så er det ikke dér mit guld ligger begravet i forhold til personlig udvikling og indsigt.

Nej, i stedet blev mit møde med ayahuasca en rejse gennem synkroniseret samtids-italesættelse af mine mange lag som menneske, mand, eksmand, ven, far, søn…

Det er ingen kunst at tage et trip – kunsten ligger i at integrere det ind i det liv, der var rammen for at tage trippet.

Jeg er meget auditiv digital i min forståelse af verden og min neurolingvistiske programmering af mig selv. Så for mig blev effekten af ayahuasca oplevet som italesættelser af en serie aspekter af mig selv og mit liv.

Ceremonierne

Jeg deltog i 3 ceremonier, som hver især var vidt forskellige i deres følelse og stemning. Rangerende fra behagelig til ekstremt mareridtsagtigt. Og gennem alle 3 seancer var det samme gældende; synkront med hver eneste tanke, følelse eller sensoriske input – sågar mit åndedræt.

Ja, der udkrystalliserede sig en auditorisk digital formulering passende til situationen. Nærmest som om det regnede med de små “huske-ord” man finder på låget af Gajolpakkerne. Den eneste forskel var, at det var læresætninger, som passede ind i mit liv og i min samtid.

Det var ganske fantastisk – selv den ubehagelige del af ceremonierne – er her i retroperspektiv fantastisk at se tilbage på!

Stadig med mig

Faktisk ligger det fantastiske slet ikke i at se tilbage. Men mere i at alle disse udfældede læresætninger stadig ligger i mit indre, i store driver, som nyfalden sne gør det. Og hver eneste af disse små “mottoer” har stadig relevans og giver stadig i allerhøjeste grad mening for mig.

Den del af “trippet” er helt sikkert den mest kraftfulde: Det, at jeg, her tilbage i normaliteten, stadig har adgang til disse dynger af krystaller af tidligere ubevidsthed.

Hård arbejde

Det var hårdt at deltage i ceremonierne. Jeg havde mine 3 ceremonier fordelt på 3 sammenhængende dage. Og selvom de 6-8 timer, som en ceremoni tager, overvejende foregår liggende, så forstår jeg til fulde, hvorfor deltagelsen i en ayahuasca-ceremoni omtales som “trabajo”. ‘

Det er spansk og betyder “arbejde”. For det er hårdt arbejde at være så intenst årvågen om sig selv og sit liv – og det er bestemt ikke alle de åbenbarede indsigter, der er lige behagelige at skulle stå ansigt til ansigt med. Men det egentlige arbejde begynder først nu – her bagefter. For nu skal der skovles sne så at sige. Det er ingen kunst at tage et trip – kunsten ligger i at integrere det ind i det liv, der var rammen for at tage trippet. Mit arbejde er startet med at opdatere mit mentale rutekort og overveje hvilke nye veje, der skal anlægges, og hvilke der for fremtiden skal sløjfes.

Og det er bestemt ikke sidste gang jeg vil overveje at bruge ayahuasca til at køre en update til navigationssystemet.

Noter

Skrevet for og bragt i Stiften, 3. august 2017

Ayahuasca Kalder

Ayahua-hvad for noget?

Har du nogensinde hørt om ayahuasca?

Et flere tusind år gammelt ritual fra Sydamerikas frodige jungle. Et ritual som indeholder en guidet ud-af-kroppen-oplevelse ledet af en såkaldt shaman.

Udover shamanen består ceremonien af, at deltagerne drikker et afkog af en serie forskellige planter. Disse planter har været kendt og brugt som lægeplanter af stammerne i Amazonas i mere end 5000 år. Sammensat har planterne en synergieffekt, som byder den indtagende person at se uden for sig selv – eller dybt ind i sig selv alt afhængigt af, hvordan man ser på det.

Stadig i brug

Ayahuasca har fungeret, og gør det stadig, som en vigtig komponent i driften af de små mikrosamfund rundt omkring i junglen. Indsigter erfaret i ceremonierne har været integreret tilbage ind i samfundet. Enten i ledelsen af hele stammen eller i den enkelte persons liv i forhold til ve og vel.

Jeg har kendt til ayahuasca i snart 20 år. Og altid været dybt fascineret af tanken om at træde ud af min egen kontekst. Og for en stund se tingene, herunder mit eget liv, fra et nyt perspektiv. Det, tror jeg, er helt, vildt sundt. Og samtidig noget der kan virke angstprovokerende.

For hvor meget i vores daglige hamsterhjul tør, kan eller vil vi egentligt stille spørgsmålstegn ved?

Vi mangler refleksion

Tingene i hverdagen suser derudaf, og ofte er det først, når krisen rammer os; sygdom, tab, skilsmisse eller lignende – at vi tvinges til at slå bremsen i og reflekterer over det liv, vi lever.

Jeg tror faktisk, vi mangler sådanne refleksive komponenter i vores kultur i dag. Uden en platform til at kunne tvivle på alt og genfinde sin tro på meget, er der vel en iboende fare. En fare for at vi stille og roligt bliver overfladiske og ikke personligt er integreret i det liv, vi lever. Måske er det stigende antal udskrevne recepter på de såkaldte lykkepiller i virkeligheden et udtryk heraf.

I hvert fald er ayahuasca på linje med mindfulness og andre discipliner ved at indfinde sig som en del af tilbuddene for dem, der søger denne refleksion.

Old tech vs New tech

Ayahuasca er blevet et hit i Silicon Valley, hvor mange tech startup-entrepreneurer er begyndt at deltage i ayahuasca-ceremonier.

Her søges der indsigt i alle aspekter af det at leve, lede, drive og vækste et liv og en idé, der potentielt kan ændre verden. På sin vis er der jo en fin parallel mellem Amazonas jungle og den digitale jungle, vi i dag lever i. For der er vel nærmest ikke noget, der har større effekt på vores del af verden i dag, end en ny app eller service.

Tænk over det. En ny app kan i morgen ændre den måde, vi lever vores liv på. Facebook har ændret vores samfund og sociale egenskaber – og måske lidt stort sagt: ændret menneskeheden.

Jeg tager tilløb

Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at prøve ayahuasca, men flirtet med ideen rigtig mange gange. Nu har lejligheden budt sig, og i min sommerferie i år skal jeg for første gang deltage i en ayahuasca-ceremoni. Jeg er helt vildt spændt og nervøs på samme tid. Jeg er meget åben overfor, hvad oplevelsen kan indeholde og komme til at betyde for mig.

Mine kære omkring mig har passende nok udfordret mig på mit valg om at deltage. Og et gennemgående spørgsmål er: Hvorfor vil du vide, hvad der er udenfor dig selv? Det er et rigtig godt spørgsmål – og jeg kan komme med mange del-svar. Men spørgsmålet er skabt i den præmis, vi lever i: Et samfund hvor vi ikke har kultur for at søge udenfor os selv.

Det fulde svar ligger i kraft af et andet spørgsmål. Et spørgsmål stillet uden for præmissen. Et spørgsmål som i stedet byder mig at spørge mig selv: Hvorfor skulle jeg ikke ville vide?

“You must ask yourself why you do not want to know.”

 

Noter

Oprindeligt skrevet for, og bragt i, Aarhus Stifttidende 29. juni. 2017

Digital Superhjerne

En milepæl

Det nye år er allerede i fuld gang. Som altid er det interessant at spå om hvad det nye kalenderår kommer til at bringe. – også på de digitale fronter.

En af de ting vi ved 2017 kommer til at byde på er af global karakter. I år forventes det nemlig at vi kommer forbi punktet hvor mere end halvdelen af jordens befolkning er på internettet. IoH (Internet of Humans) har nået halvvejsmærket!

Det er fuldstændig VILDT at tænke på! Og jeg tør slet ikke gisne om hvor hurtigt det kommer til at gå med resten af jordens befolkning. Udviklingen flytter sig i eksponentiel hast – så der går helt sikkert ikke mange år før vi alle er wired op. Vi er i gang med at bygge en super-organisme. En udviklet superhjerne oven på den krybdyrhjerne vi også kalder for jorden.

Humant neuralt netværk

Som neuroner er vi alle i forbindelse og kan sende og modtage information – hele tiden – alle steder og i større og større realtids-bevidsthed om hvad de andre dele af hjernen laver.

Vi har ingen forhistorie for hvad det kommer til at gøre ved os som mennesker – både individuelt og kollektivt.

Vi dokumentere og kvantificere mere og mere data og viden og åbner mere og mere op for vores værdikæder. Både som individer gennem sociale medier, deler vi vores liv, tanker, ideer og mønstre. Og virksomheder åbner i større og større grad op og bliver til platforme tilgængelige for alle at kunne skabe værdi på.

De store mængder data er vores nye syntetiske organisme nødt til at forholde sig til. Helt på samme linje som vores egen menneskelige organisme gør det. Det siges at når jeg kører i trafikken modtager min hjerne i hundredtusindvis af datainput fra mine sanser. Min hjerne ved hvilke input den skal filtrere fra, og hvilke den skal bringe frem for min bevidsthed. Det er forudsætningen for at jeg overlever og ikke kører galt! Denne autonomiserede rutine min hjerne foretager sig, er vi ved at skabe i vores globale superhjerne. Gennem algoritmer og machine-learning lærer vi maskiner at kunne filtrere i de mange data, og udlede hvilke der er relevante for vores overlevelse. Next level er altså at min bil modtager de hundredtusindvis af datainput fra sine egne sanser. – Og nu er selv er blevet intelligent nok til at kunne behandle disse input, og sikre min overlevelse.

Intelligensen vokser

Tidligere på året skrev vi historie i vores udvikling af AI (kunstig intelligens). En AI kaldet Libratus vandt en pokerturnering med nogle af verdens dygtigste spillere.

Det er før set at en computer har slået mennesker i klassiske logiske spil som Go eller Skak. Det unikke i dette forsøg er at Libratus, over forsøgets periode, lærte at læse sine menneskelige modspillere og lærte at bluffe. Altså tilegne sig “ulogiske” evner, med henblik på at nå et mål – eller en højerestående logik.

Einstein sagde at et problem ikke kan løses på det stadie af bevidsthed hvor det er opstået. Vi har rigtig mange problemer i dag, som jeg tror på at vores superhjerne med tiden vil kunne hjælpe os med at løse.

Vi vil sikkert også tilvejebringe nye problemer, som først løses når vi igen flytter os videre på bevidsthedsstigen.

For nogen er det her et skræmmende perspektiv. Jeg synes personligt at det er dybt fascinerende:  Vi er som mennesker ved at skabe en organisme med udgangspunkt i os selv. Vi er dog ikke ved  at skabe OS selv, men ET selv! – et selv vi alle indgår som en del af!

Noter

Skrevet for- og oprindeligt udgivet i Stiften fredag d. 10. Februar 2017

Hvad stikker du din i?

Jeg kan godt finde på at surfe rundt på crowdfunding sites, for at tjekke teknologie kategorierne ud.
Sites såsom kickstarter og indiegogo, hvor det er frit for alle at søge funding til sine ideer.
Det giver et, til tider, morsomt indblik i hvilke dagligdags problemer vi i vores digitale tidsalder går og har.
-> eller hvad nogen mener de har en løsning på, uanfægtet om det så rent faktisk er et problem eller ej.

Sidst jeg var på sådan en surftur, fik jeg mig selv sporet ind på ideer til smartphone cases. Umiddelbart skulle man tro at variationen af beskyttelseshylstre til telefoner må være begrænset.
Men efter at have set idé efter idé – nogle mere skøre end andre – må jeg sige: Det ser ikke ud til at der er nogen grænse 🙂
Her er tre af de ideer jeg faldt over, som er noget for sig – så må du selv vurdere værdien af dem.

Den nørdede

Nexpaq er et modulbaseret cover. Det betyder at du kan udskifte små firkanter på bagsiden af casen, med den ekstra funktionalitet du måtte have brug for. De små moduler købes enkeltvis. Du kan få alt fra en; laser pointer, kraftig lommelygte, SD kortlæser, USB indgang, luft-, fugt- og temperaturføler. Så står du tit i en situation hvor du har brug for at pege med en laser pointer, mens du backer et SD kort op, i den helt rigtige luftfugtighed. – så er denne case måske noget for dig

Se nexpaq casen her

Den velduftende

Aroma case er casen til dig der vitterligt har alt. – på nær en case som også virker som en parfume. Jeg skal ærligt indrømme at jeg troede det var en joke først – men nej – den er god nok.  Aroma Case indeholder parfume, og fungere som en parfume-dispenser. På bagsiden sidder der en lille dyse, og i toppen af casen er knappen, som udløser et lille strint af velduft.

Så finder du tit dig selv i en svedig situation, kunne dette være casen for dig.

Se aroma case her

Den klodsede

Loopy casen er til dig der altid har meget i hænderne, samtidig med at du også holder din telefon. Eller til dig som har overvurderet størrelsen af dine hænder, og valgt en iPhone i plus udgave. Kort sagt – til dig der hele tiden er ved at tabe din telefon. Loopy er en meget anonym case, lige udover den farvestrålende silikone-løkke midt på casens bagside.

Ideen er, at du i bedste jojo-stil har løkken om en eller flere fingre, og dermed en sikkerhedsline i telefonen. Så kan du bevidst eller ubevidst slippe grebet om telefonen, uden at tabe den ud af hånden. Så er du træt af at poste penge på udskiftning af glas i din smartphone. – og synes du at en silikone-løkke i neongrøn kunne gå godt til din iPhone 7 Plus i Rose Gold. Ja, så er dette måske den helt rigtige case til dig.

Se loopy casen her

En aftegning af en tydelig tendens

Udover en høj grad af morskab i nogle af ideerne. Så er de egentligt også en interessant aftegning af tendensen for at smartphonen er på vej ind på nye anvendelsesområder.

Smartphonen er efterhånden en kraftig computer, som med tilvalg af apps og services er blevet en personlig digital schweizerkniv.

Ikke kun i overført betydning bliver vores telefoner kernen i vores dagligdag og gøremål. Vi kommer til at se flere og flere apparater som er baseret på at skulle fungere ved hjælp af en fysisk tilkobling til vores smartphones. I dag ses allerede alt fra DJ pulte, droner, professionelle videokameraer osv. som baserer deres computerkraft på en smartphones.

Hvem ved – måske kommer vi i fremtiden til at have en smartphone case til enhver lejlighed. Så vores dagligdag starter med at vælge den helt rigtige case til dagen.

For som man siger: Der findes ikke dårligt vejr – hvis man har en vandtæt smartphone case 🙂

Noter:

Oprindeligt skrevet for Stifttidende 6. januar 2017

Juletur i Tivoli Friheden

Højtiden står for døren og vi er taget på familietur til Tivoli Friheden for at se juleudstillingen.
En fed oplevelse som gav en ORDENTLIG saltvandsindsprøjtning af julestemning til både store og små!

Glædelig Jul