Store nytårsforsætter skal tages et skridt af gangen

Start on January 1

Refleksion

Tiden nærmer sig. Året er ved at være omme – og de sidste dage bruges af mange til refleksion over hvad året bød på. Og ikke mindst ønskerne for, hvad det nye år skal indeholde. Netop her, i tiden mellem jul og nytår, er refleksionerne for mit eget vedkommende mange.
 Julen kan let blive et overdrive af hygge, mad og økonomisk forbrug. Videre har julen for mange et traditionsbundet tidsprogram for, hvad der skal nås, og hvem der skal besøges i de få højtidsdage.
For mange moderne familier skal der også lige jongleres et par delebørn og tilgodeses »den anden part«, som også har ønsker og krav. Krav på noget af den skemalagte traditionshygge med børnene.

Julestress

Vi vil det hele og lever i en tid, hvor vi føler, vi har krav på at få det hele med. Det er egentligt ikke så mærkeligt, at vi hvert år hører om, at flere og flere danskere har fået julestress.
Og her sidder vi så – på den anden side af julen; stresset igennem nærværet med vores kære; spist os til endnu et bildæk på maven og forbrugt langt mere af kassekreditten, end vi egentligt havde tænkt os. Så kærkomment er det, at vi kan lægge det hele bag os – og kategorisere det hele, som noget, der hørte forrige år til.
Heldigvis kan vi se fremad – til et nyt år – en ny side i historiebogen, hvor det hele bliver meget bedre. Og her i denne refleksion over julen og muligheden for at starte på en frisk, fødes vores nytårsforsætter.
For mange lyder nytårsforsætterne noget i retning af; tab dig, stop med at ryge, kom i form, stress mindre, få styr på din økonomi, drik mindre alkohol, leg mere med børnene…
Men det er forbistret svært at overholde alle de gode intentioner, vi sætter for os selv!
Jeg har lært, at der er tre hovedårsager til, at jeg fejler, når jeg ønsker at ændre noget i mit
liv.

1. Jeg er for »overfladisk«:

Det skal være tydeligt hvilket »why«, der ligger bag mit ønske: »Stop med at spise slik« eller »Tab 10 kilo« mangler et ’hvorfor’ for at blive rigtig motiverende for mig. I stedet ville ønsket: »Lev et sundt og langt liv med mindre sygdom være langt mere motiverende for mig.

2. Jeg er for radikal:

Hvis jeg ønsker at spise sundere og fra den ene dag til den anden, laver alt i min kost om, så er ændringen for stor – det bliver for svært at overholde, og det bliver for let for mig at fejle. Jeg er nødt til at starte med at skære fredagsslikket fra. Eller bytte yoghurten ud med havregryn om morgenen.

3. Jeg er for ambitiøs

Hvis jeg både vil ændre min kost, starte med at træne og stoppe med at bruge for mange penge, så er mine chancer for succes virkelig små. For hver ting jeg ønsker at ændre forringes chancen for succes mangefold. Jeg skal have fokus på én ting og kun den.
Så selvom jeg er motiveret til at ville ændre en masse med starten af det nye år, så skal nytårsforsættet for det nye år være én ting. En ting som jeg kan ændre gradvist, og så skal det være noget, jeg har gjort mig klart om, hvorfor det er, jeg ønsker.
God nytår og held og lykke med nytårsforsættet i det nye år!