Kom i gang med at kvantificere dig selv

simple-b-cssdisabled-jpg-h363510ef059f56bb368a27e5f18232f9
Mine fingre lukker sig stramt om jernhåndtaget på den sorte kettlebell. Det er snart tid. 3. 2. 1. – næste sæt er i gang.
Jeg er i fitnesscenter. Et sted og et aktivitetsområde som, både på hobby- og professionelt-plan, for længst er blevet digitaliseret.
10…11…12…pyyyhhh. Jeg sætter kettlebellen fra mig igen. Sættet er færdigt, og jeg har et minuts pause. Jeg tap’er et par gange på det lille sorte armbånd på min arm. Det lille diskrete gummiarmbånd, som ellers blot ligner en sort og lidt tykkere udgave af en post-elastik, kommer pludseligt til live. På armbåndet toner et lille display frem. Som var det instrumentbrættet på en bil, giver det mig et overblik over, hvordan det står til med mit fysiske legeme.

Passiv Kvantificering

Det lille armbånd er en del af tendensen med digital selv-kvantificering. Eller med andre ord; tendensen med at opsamle data om ens egen gøren og laden samt fysiske og psykiske tilstand. Fænomenet med at samle sine egne data er ikke ny. Men det er nyt, at vi har mulighed for, takket være den digitale tid, vi lever i, at gøre det passivt og i så stort et omfang. Vi kan opsamle alt fra antal skridt vi går, afstande vi løber eller cykler, vores blodtryk, hjerterytme, hvordan vores søvnrytme er, og hvor vi har været i tid og rum. Og meget, meget mere.
Straks jeg er færdig med min træning kan jeg sammenligne mit træningspas imed tidligere træningspas. En lille app på min smartphone viser mig grafer og kurver og hjælper mig med at evalueringen. Her kan jeg se om jeg skal presse mig selv hårdere, eller om jeg fortsat bevæger mig planlagt imod de mål, jeg har sat mig. Appen og armbåndet er blot to ud af et kæmpe udvalg af lignende produkter. Det er nemlig blevet populært at kvantificere og dashboarde (dashboard = instrumentbræt) sig selv.
Der findes et utal af smart-ure, fitness armbånd, cykelcomputere, pedometer-chips til løbesko, smart-badevægte og selvfølgelig apps. Apps som enten alene eller i samspil med wearables opsamler data om os.

Delbare præstrationer

Ud over at vi kan bruge alle disse data til konstant selvevaluering, er det også blevet populært at dele vores præstationer med vores sociale netværk: En sjov vekselvirkning mellem både at være positivt motiverende og usundt over-selvcentrering.  Vi høster hyldest og virtuelle skulderklap fra vores venner – men også kan veksle til en et overdrevet selvrealiserende-egobehov, som kun finder værdi i en løbetur, hvis den er blevet delt med – og anerkendt af de sociale peers.
En sjov side af de sociale muligheder med disse digitale fitness-produkter er muligheden for at konkurrere og udfordre hinanden. Hvis jeg ­tracker en løbetur, kan jeg udfordre en ven til at løbe samme rute som mig. Min ven vil så under sit løb, på samme tur, hele tiden kunne følge med i, om hun klarer sig bedre end mig.
Jeg kan også vælge at lade min tur være åben for alle.  På den måde er der efterhånden skabt store communities for alle mulige former for motion og idræt. Her inspirerer, motiverer og konkurrerer brugere med hinanden – digitalt – uden måske nogensinde at have mødt hinanden.
Digital selv-kvantificering er langt fra kun brugt til at måle vores fitnesspræstationer. Kvantificering kan være relevant for individet alle de steder, hvor de opsamlede data kan bringe højere livskvalitet med sig.
Der findes allerede firmaer, som arbejder på alt fra sensorer, til at hjælpe dig med at kortlægge dine fysiske sidde- og arbejdsstillinger, til sensorer i hygiejnebind, som kan give kvinder indsigt i deres personlige ve og vel.

Ide til juleønsker

Julen står for døren og det gør traditionen tro også tidspunktet for den den kollektive slankekur.  Hvert eneste år efter jul hopper mange af os med på den seneste fitness-tendens. De fleste med ønsket om at kompensere for den stride strøm af kalorieholdig julemad. Jeg tror, der kommer til at ligge mange smart-wearables under træet i år, som skal hjælpe os med at holde den planlagte slankekur i januar.
Et godt sted at starte i forhold til at vælge den rigtige fitness tracker kunne være oversigten her:
http://www.wareable.com/fitness-trackers/how-to-buy-a-fitness-tracker

MSN Messenger – et stykke social-digital ungdom – lukker

MSN Messenger Ikon

“BlungLungDung” (fri phonetisk fortolkning) lyder det fra de små sorte PC-højtalere, placeret på hver side af min smarte CRT skærm. Mit blik vandrer mod applikationlinjen, nederst i skærmbilledet og ender ved det lille ludo-briklignende avatar-ikon. Der er kommet en besked – en Messenger besked. En “Instant Message” (IM). Året er 1999 og digitaliseringen af mit sociale netværk er begyndt.

Jeg husker stadig den revolution det var for mig og mit socialliv, da MSN Messenger app’en udkom. Inden havde den digitale socialisering, for mig, primært udspillet sig i de forskellige chat-rum.

Uforpligtende realtidsnærvær

Chat-rummene var realtidssamvær og uforpligtende. Man aftalte et tidspunkt og håbede på at se de samme igen – de avancerede chat-steder havde besked-funktion med ind – og udbakker. Jeg husker, at det at chatte var hovedformålet med at sidde foran computeren – og det fyldte både hele skærmen og bevidstheden

Messenger integrerede det sociale.

Messenger var lidt mere seriøst end chatrummene. Man blev koblet op på personernes email-adresser, og havde en efterfølgende digital krog i dem.
Det var ikke blot en chat-and-forget seance.
Samtalen fortsatte og blev integreret ind i det andet computeren kunne bruges til. Det at chatte og være social via computeren, behøvede ikke være hovedformålet, men blev i stedet baggrunds-støjen for det andet man nu sad og lavede. Messenger var asynkront og skabte, for mig, den første følelse af kontinuitet – en “on-going session”.

Cyber flirt og nye venner.

Det var de samme mekanismer som det at blive venner på Facebook er i dag – man anmodede, accepterede og blokerede. Det blev her man lærte nye mennesker at kende. – mennesker man enten IRL eller virtuelt havde haft et første møde med – nu blev det holdt ved lige med Messenger.

Smiley og LOL

Messenger var det første sted ” 🙂 ” blev grafisk omdannet til en smiley, og det var for alvor med til at vi alle begyndte at forholde os til, at tekst ikke bare er tekst – men altid er ladet med en følelse. En følelsesmæssig meta-tagging af vores SMS’er og chat beskeder begyndte at tage fart. – en proces som efterhånden er veletableret i vores digitale kommunikation i dag. Messenger var også stedet hvor mange af os, for alvor stiftede bekendtskab med, forkortelser såsom *LOL* *GG* og alle de andre forkortelser.

Ville være mere end chat.

MSN Messenger blev aldrig mere end en chat-klient for mig. Jeg husker at de forsøgte at åbne platformen op for spil, whiteboard apps, Voice og Video chat samt at give mulighed for skabe personlige chat-vinduer (farver, billeder, lyde etc.). På samme tidspunkt begyndte Skype at gøre sig bemærket, og det ramte et tidspunkt, i mit liv, hvor min computer og IT generelt, ikke kun blev brugt til underholdning, men også til arbejde. Skype var mere voksent og “business” og Messenger vedblev at være lidt “for sjov” og kun for “pleasure”.

Facebook Killed the Messenger-Star

For mig var dødsstødet for min brug af Messenger, da jeg for alvor oplevede at mine venner kom på Facebook. Jeg kunne nu pludseligt chatte med alle mine venner, og det at møde nye mennesker, og connecte med dem på Facebook, var langt mere interessant, end blot at have et navn mere på listen over kontakter på Messenger.

Hvorfor denne post?

Ud over, til tider, at lide af grafomaniske tendenser, så fik jeg faktisk lyst til at nedfælde mine minder med Messenger, da jeg igår læste at Microsoft nu endeligt har lukket og slukket for MSN Messenger. Det sker få timer efter jeg ser 6. afsnit af Dicte sæson 2, hvor en forsvunden pige har chattet med en fremmed fyr på Facebook og senere også på Messenger. Da jeg hørte dette, smilede jeg lidt for mig selv. Messenger stoppede med at fungere både her i Europa og i USA allerede ved årets start, så derfor kan det simpelthen ikke passe at den forsvundne pige har chattet på Messenger. – med mindre hun har en VPN forbindelse til Kina, hvor Messenger har fungeret indtil nu. Der har siddet en tekstforfatter med samme ungdoms-chat minder som jeg – og indskrevet Messenger i manus, fordi det for ham eller hende, også stod som det sted hvor nye digitale bekendtskaber i 00’erne, blev dyrket.
– desværre fik tekstforfatteren ikke lavet sin research og erfaret at Messenger er lukket.

En sidste lille bemærkning til Dicte afsnittet; den forsvundne pige i afsnittet er 12 år gammel, og det ville være højst mærkværdigt, at en pige på 12, i året 2014, ville fortsætte en Facebook chat på Messenger, frem for via en af de andre langt mere nutidige chat-kanaler, ala Snapchat o.l.

Post Script

Messenger er et kæmpe kapitel i mit digitale liv – jeg skylder den platform rigtig meget- men det er ikke før i dag, hvor jeg sidder og reflekterer, at jeg egentligt mærker hvor meget, og hvor vigtigt Messenger var for mig gennem min ungdom. Men som med alt andet (digitalt?), er det som om vi mennesker glemmer hvor vi kommer fra, og hvad vi rejste på, for at nå hvor vi er i dag. Vi hengiver os hurtigt nye midler i på vejen mod nye mål. – og bygger gladeligt, og til tider utaknemmeligt, videre, på det nuværende plateau, forgængerne efterlod, uden at se os tilbage.

Det er sandheden og den kan være illehørt – but don’t kill the Messenger 🙂